4. Produktion, arbejdsmarked, løn og priser

Siden midten af 2008 er produktionen faldet, og kapacitetspresset i økonomien er aftaget betydeligt. I 1. kvartal 2009 faldt BNP med 1,1 pct., hvilket blandt andet afspejler kraftige lagernedbringelser. I 2. kvartal 2009 er produktionen efter alt at dømme faldet yderligere, men i andet halvår forventes fornyet fremgang navnlig som følge af øget privat forbrug. For 2009 som helhed ventes BNP at falde med 3 pct. I 2010 forventes en svag men positiv BNP-vækst på 1 pct., som primært drives af offentlig efterspørgsel og det private forbrug.

Beskæftigelsen ventes at falde med omtrent 73.000 personer i både 2009 og 2010, navnlig som følge af det produktionsfald som er sket. Ca. 1/3 af faldet i beskæftigelsen modsvares af et fald i arbejdsstyrken, blandt andet fordi flere unge starter på en uddannelse, når jobmulighederne svækkes.

Beskæftigelsen i 2010 er på samme niveau som i 2005. Udviklingen indebærer, at en del af produktivitetsefterslæbet opbygget gennem de senere år indhentes.

Ledigheden ventes at stige fra 105.000 personer i 2009 til 150.000 personer i 2010. Det svarer til 5,2 pct. af arbejdsstyrken, hvilket er samme niveau som midt i 2004 og noget under gennemsnittet siden 1990. Ledigheden når derved op over det anslåede strukturelle niveau i løbet af 2009.

Den opgjorte stigningstakt i de private lønninger er i DA’s KonjunkturStatistik aftaget væsentligt i 2. kvartal fra et højt niveau i 1. kvartal. Det afspejler imidlertid både lave lønreguleringer i de decentrale aftaler, der er indgået i foråret, men også at der er indgået relativt få aftaler, hvilket teknisk set trækker ned i stigningstakten og dermed slører billedet af den reelle afdæmpning af lønstigningstakten. For 2009 skønnes en lønstigningstakt på 3½ pct. efter en stigning på 4,6 pct. i 2008. Med ledig kapacitet på arbejdsmarkedet i 2010 skønnes lønstigningstakten til 3,1 pct. næste år. Lønudviklingen i Danmark ventes imidlertid fortsat at være kraftigere end i udlandet, hvilket isoleret set bidrager til yderligere forværring af en i forvejen svækket dansk lønkonkurrenceevne. For den offentlige sektor forudsættes lønstigningstakten på baggrund af overenskomstaftalerne at blive henholdsvis 5,0 og 3,1 pct. i 2009 og 2010. Satsreguleringsprocenten er fastsat til henholdsvis 3,1 pct. og 3,7 pct. i 2009 og 2010.

Forbrugerprisinflationen ventes for 2009 som helhed at blive 1,4 pct., hvilket er væsentligt lavere end niveauet på 3,4 pct. i 2008. Den lavere inflation i år skyldes primært nedgangen i energipriserne. Inflationen skønnes at komme op på 2,0 pct. i 2010, hvilket overvejende kan henføres til højere afgifter.

4.1 Produktion

I 1. kvartal 2009 faldt BNP med 1,1 pct., efter en nedgang på 2 pct. i 4. kvartal 2008^[1], jf. figur 4.1a. Udviklingen i 1. kvartal afspejler blandt andet en kraftig nedbringelse af lagrene. Samlet er BNP dermed reduceret med ca. 4 pct. på årsbasis i 1. kvartal 2009, hvilket er lidt mindre end for EU-landene i gennemsnit, hvor nedgangen har været på 5 pct. Forskellen afspejler især, at nettoeksportens bidrag til BNP har været mere gunstigt i Danmark end i EU-landene. Forskellen skal desuden ses i lyset af, at de indirekte skatter – som indgår i BNP – er faldet meget (navnlig som følge af det lavere bilkøb og dermed registreringsafgift) og dermed kan forklare ca. ¼ af BNP-faldet i Danmark. I andre lande er bidraget herfra typisk noget mindre.

I takt med det faldende aktivitetsniveau er kapacitetspresset (målt ved outputgabet) aftaget betydeligt, ligesom kapacitetsudnyttelsen i industrien er faldet til et meget lavt niveau, jf. figur 4.1b.

Figur 4.1a BNP og industriproduktion		Figur 4.1b Outputgab og kapacitetsudnyttelse

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

BNP er efter alt at dømme faldet yderligere i 2. kvartal 2009. Det afspejler blandt andet, at industriproduktionen, som udgør godt 1/5 af den samlede produktion i nationalregnskabet^[2], er faldet med 5,7 pct. i 2. kvartal ifølge industristatistikken^[3]. Dertil kommer, at den private og udenlandske efterspørgsel har været svag i 2. kvartal 2009 og dermed har bidraget til at trække den samlede produktion ned, mens et ret stort fald i importen har trukket i modsat retning.

I andet halvår 2009 forventes fornyet fremgang i produktionen. Den indenlandske efterspørgsel ventes således at trække produktionsniveauet op i takt med, at en række vækstfremmende faktorer begynder at dominere, herunder omfattende finanspolitiske tiltag, en meget lempelig pengepolitik, der normalt virker med forsinkelse, samt en pæn fremgang i reallønningerne. Derudover må det efterhånden forventes, at lagrene er nedbragt tilstrækkeligt efter en periode med ufrivillig lageropbygning i sidste halvdel af 2008. Det betyder, at produktionen må stige for at følge med efterspørgslen.

For 2009 som helhed ventes BNP at falde med 3 pct. i forhold til 2008, jf. tabel 4.1. Det skyldes især det lave produktionsniveau ved indgangen af året og et yderligere fald i første halvår 2009. Forventningen til BNP-væksten i 2009 er nedjusteret med ½ pct.-enhed siden Økonomisk Redegørelse, maj 2009, hvilket blandt andet afspejler svagere privatforbrug i årets første del end tidligere ventet, mens forventningerne til andet halvår er på linje med majredegørelsen.

I 2009 ventes især eksporten at bidrage til faldet i BNP, men der er også store negative vækstbidrag fra privatforbrug og investeringer. Det offentlige forbrug bidrager positivt til BNP-væksten. De offentlige investeringer indgår under bruttoinvesteringerne og bidrager isoleret set til, at BNP stiger med ca. 0,3 pct. i både 2009 og 2010.

I 2010 forventes en svag men positiv BNP-vækst på 1 pct., som primært drives af offentlig efterspørgsel og det private forbrug, der blandt andet stimuleres af et lavt renteniveau samt indfasningen af yderligere indkomstskattenedsættelser i 2010.

Tabel 4.1
Vækstbidrag
		2005	2006	2007	2008	2009			2010
						Maj	Aug.	Ændr.	Maj	Aug.	Ændr.
	Vækstbidrag fra:
	- privat forbrug	1,0	0,7	0,6	-0,3	-0,4	-0,9	-0,5	0,7	0,9	0,2
	- off. forbrug	0,0	0,3	0,2	0,2	0,3	0,2	-0,0	0,2	0,2	0,0
	- bruttoinv.	0,6	1,3	0,3	-0,7	-0,7	-0,9	-0,2	-0,2	0,0	0,1
	- eksport	0,8	1,0	0,5	-0,3	-1,6	-1,4	0,2	0,2	0,0	-0,3
	BNP-vækst, pct.	2,4	3,3	1,6	-1,2	-2,5	-3,0	-0,5	1,0	1,0	0,0
	Anm.: Vækstbidragene er beregnet ved den såkaldte input-output-baserede metode, hvor bidraget fra eksempelvis eksporten bliver korrigeret for importindholdet heri, jf. boks 4.1 i Økonomisk Redegørelse, december 2006. På grund af afrunding kan summerne afvige fra totalen. Kilde: ADAM og egne beregninger.

Den samlede bruttoværditilvækst faldt med knap 1 pct. i 2008 på årsbasis og ventes reduceret med yderligere 2½ pct. i 2009 for derefter at stige med knap 1 pct. i 2010, jf. tabel 4.2. Det mindre fald i bruttoværditilvæksten i forhold til BNP afspejler en forholdsvis kraftig nedgang i de indirekte skatter, der indgår i BNP, jf. ovenfor.

Bruttoværditilvæksten forventes at falde i alle private erhverv i 2009, dog kraftigst i bygge- og anlægsvirksomhed, industri og udvinding af olie og gas (som følge af faldende olieudvinding). I 2010 forventes en beskeden fremgang i bruttoværditilvæksten i de fleste sektorer.

Faldet i bruttoværditilvæksten i 2009 i bygge- og anlægsvirksomhed afspejler et markant fald i boliginvesteringer og erhvervsmæssige investeringer i bygninger og anlæg, som overstiger bidraget fra et stort løft i de offentlige investeringer i 2009. Udviklingen skal ses i lyset af, at der i den seneste årrække har været ekstraordinært høje investeringer i boliger, og at sektoren har været præget af et usædvanligt højt kapacitetspres. Derudover er bygge- og anlægsvirksomhed (som udgør 6-7 pct. af den samlede aktivitet) et af de erhverv, som i den aktuelle situation er mest begunstiget af den økonomiske politik, herunder lav rente, renoveringspuljen, SP-udbetalinger, skattenedsættelser, støttet byggeri og et markant løft i de offentlige investeringer. Bruttoværditilvæksten i bygge- og anlæg i 2009 og 2010 forventes således at være knap 8 pct. højere end bruttoværditilvæksten i 2005.

Den aftagende bruttoværditilvækst i industrien afspejler, at den udenlandske efterspørgsel forventes at falde kraftigt i 2009, samt at sektoren ydermere er presset, fordi konkurrenceevnen er blevet svækket betydeligt over de seneste år.

Tabel 4.2
Vækst i produktionen (BVT) på udvalgte erhverv
		Andel	Gnst. 1990- 2008	2008	2009		2010
		2008			Maj	Aug.	Maj	Aug.
			Realvækst i pct.
	Samlet produktion (BVT)	100,0	1,9	-0,9	-2,5	-2,4	0,9	0,8
	Heraf
	- landbrug	1,8	0,7	5,8	-3,3	-1,2	4,3	4,8
	- udvinding af olie og gas mv.	2,3	6,0	-3,9	-8,7	-6,7	2,7	-3,4
	- bygge- og anlægsvirksomhed	5,7	1,3	-6,1	-4,0	-5,6	-0,5	0,2
	- industri mv.	16,7	1,1	-1,9	-7,3	-3,6	-1,0	-0,6
	- private serviceerhverv	43,2	2,7	-1,4	-2,0	-3,1	1,6	1,7
	- offentlige tjenester	20,7	1,2	0,2	1,4	1,4	0,5	0,6
	- øvrige erhverv	9,7	1,7	3,8	-1,7	-1,9	1,0	1,0
	Privat sektor	78,4	0,6	-1,8	-3,4	-3,2	1,0	0,9
	Private byerhverv	65,8	2,1	-1,9	-3,5	-3,5	0,8	0,9
	BNP-vækst		2,0	-1,2	-2,5	-3,0	1,0	1,0
	Anm.: Øvrige erhverv omfatter søtransport og boligbenyttelse. Private byerhverv er ekskl. søtransport og boligbenyttelse. Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Den samlede beskæftigelse faldt med godt 36.000 personer fra 4. kvartal 2008 til 1. kvartal 2009, men er fortsat på et højt niveau, som er ca. 73.000 personer (eller 2½ pct.) over den gennemsnitlige beskæftigelse i perioden 2000 til 2008. For 2009 som helhed forventes beskæftigelsen at falde med 74.000 personer som følge af store tilpasninger i beskæftigelsen i den private sektor, jf. tabel 4.3. I 2010 forventes en tilsvarende nedgang, og beskæftigelsen vil dermed være 1 pct. lavere end den gennemsnitlige beskæftigelse i perioden 2000 til 2008.

Den lavere beskæftigelse i den private sektor afspejler navnlig store fald i efterspørgslen efter varer og tjenester i slutningen af 2008 og starten af i år. Den største del af faldet finder sted i de private serviceerhverv, hvor beskæftigelsen ventes at falde med ca. 35.000 personer i både 2009 og 2010. I forhold til den samlede beskæftigelse i sektoren oplever de private serviceerhverv dog det mindste beskæftigelsesfald af de tre private hovederhverv.

Den største relative beskæftigelsesnedgang ventes i bygge- og anlægsvirksomhed, hvor beskæftigelsen forventes reduceret med godt 12 pct. Det skal ses i lyset af, at beskæftigelsen i erhvervet er faldet markant i første halvdel af 2009. Som nævnt understøttes beskæftigelsen i bygge- og anlægsvirksomhed i særlig grad af den brede vifte af finanspolitiske tiltag og de meget lave renter, som virker med stigende styrke gennem resten af 2009 og 2010. Faldet i bygge- og anlægsbeskæftigelsen sker efter en periode med et historisk højt niveau for beskæftigelsen i erhvervet. I 2010 ventes beskæftigelsen således ikke at ligge væsentligt under det gennemsnitlige niveau for perioden siden 1990.

Den faldende beskæftigelse i den private sektor modvirkes kun delvist af stigende beskæftigelse i den offentlige sektor i 2009^[4]. Stigningen i den offentlige beskæftigelse er større end i de senere år, blandt andet fordi konjunktursituationen gør det lettere at fastholde medarbejdere i og rekruttere til den offentlige sektor.

Tabel 4.3
Ændring i beskæftigelsen i udvalgte erhverv
		2005	2006	2007	2008	2009	2010
	Ændring, 1.000 personer
	Privat sektor	26	53	79	28	-84	-78
	Offentlig sektor	3	1	-3	-9	11	5
	I alt	29	54	76	19	-74	-73
	- landbrug mv.	-2	-2	1	3	-5	-5
	- bygge og anlæg	11	10	9	-2	-23	-10
	- industri mv.	-9	-1	7	6	-21	-26
	- private serviceerhverv	28	43	60	22	-35	-37
	- offentlige tjenester	2	4	-1	-11	10	5
	Anm.: På grund af afrunding kan summerne afvige fra totalen. Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Den kraftige tilpasning i beskæftigelsen skal ses i lyset af det markante produktionsfald, der er sket, og en svag produktivitetsudvikling de senere år^[5]. I den private sektor er produktivitetsniveauet (bruttoværditilvækst pr. beskæftiget) i 2008 stort set uændret i forhold til 2000, hvilket især skyldes store fald i 2007 og 2008, jf. tabel 4.4.

Tabel 4.4
Produktiviteten i udvalgte erhverv
		Gnst. 1992- 2000	Gnst. 2001- 2008	2006	2007	2008	2009	2010
	Realvækst i pct.
	Mandeproduktivitet
	Samlet	2,2	0,3	1,0	-1,0	-1,6	0,2	3,5
	Privat sektor	2,6	0,0	0,7	-1,9	-3,1	0,9	5,0
	Private byerhverv	2,0	0,3	1,8	-1,3	-3,1	0,6	5,0
	Bygge og anlæg	0,5	-0,2	10,4	-1,2	-5,1	7,5	6,6
	Service	2,0	0,3	0,3	-1,3	-2,5	-1,0	4,4
	Service ekskl. søtransport	1,4	0,0	0,0	-2,2	-3,4	0,3	5,4
	Industri mv.	3,4	1,3	3,8	-0,5	-3,4	1,5	6,5
	Timeproduktivitet
	Samlet	1,9	0,0	0,6	-1,9	-2,4	1,2	4,4
	Privat sektor	1,1¹	0,0	1,0	-3,0	-3,7	1,8	5,9
	Private byerhverv	1,4	0,3	1,9	-2,3	-3,7	1,5	5,9
	Bygge og anlæg	-0,8	-0,3	12,0	-2,7	-5,7	8,4	7,4
	Service	1,7	0,2	0,2	-1,9	-2,9	-0,1	5,3
	Service ekskl. søtransport	1,4	0,0	0,0	-2,2	-3,4	0,3	5,5
	Industri mv.	2,4	1,5	4,2	-1,9	-4,4	2,3	7,3
	Anm.: Private byerhverv er ekskl. søtransport og boligbenyttelse. Mandeproduktiviteten er opgjort som væksten i BVT pr. beskæftiget. Timeproduktiviteten er opgjort som væksten i BVT pr. præsteret time. 1) Gennemsnitlig vækst i perioden 1996-2000. Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Efterhånden som beskæftigelsen tilpasses den lavere efterspørgsel, forventes produktivitetsniveauet at stabiliseres i 2009. Det forudsatte fald i beskæftigelsen i 2009 og en genopretning af efterspørgslen og dermed produktionen indebærer, at der sker en ret betydelig produktivitetsindhentning i alle private erhverv i 2010. For byggeriet forøges produktiviteten imidlertid også markant i 2009, blandt andet fordi beskæftigelsesfaldet er større her end i andre erhverv, jf. figur 4.2a og b.

Figur 4.2a Mandeproduktivitet på erhverv		Figur 4.2b Mandeproduktivitet i private byerhverv

Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

I 2010 forventes mandeproduktiviteten i private byerhverv at stige med 5 pct., mens timeproduktiviteten stiger med knap 6 pct. Det er en ganske kraftig produktivitetsvækst, men det er set før, at produktiviteten stiger forholdsvis kraftigt i forbindelse med store skift i konjunkturerne^[6]. Indhentningen afspejler desuden et potentiale for en væsentlig stigning i produktiviteten efter faldet de senere år. Hvis produktivitetsstigningen de kommende år bliver mindre end forudsat, vil det på kort sigt formentlig især give anledning til en højere beskæftigelse og dermed lavere ledighed end forventet. På lidt længere sigt vil en lavere produktivitetsstigning medføre lavere realløn og velstand, mens beskæftigelsen vil være upåvirket.

4.2 Beskæftigelse, arbejdsstyrke, ledighed og kapacitetspres

Den store nedgang i efterspørgsel og produktion i forbindelse med den globale økonomiske krise har medført et ret stort fald i beskæftigelsen navnlig i 1. kvartal. Beskæftigelsen faldt med 36.000 personer i 1. kvartal, og ledigheden er steget med 44.000 personer i årets første halvår.

Faldet i produktionen det seneste års tid ventes at medføre et yderligere fald i efterspørgslen efter arbejdskraft i resten af 2009 og i hele 2010, jf. figur 4.3a. Den forventede bedring af konjunkturerne i løbet af 2010, som drives af den økonomiske politik, ventes at dæmpe udviklingen mod slutningen af prognoseperioden men ikke at vende den, da arbejdsmarkedet typisk reagerer forsinket på ændringer i efterspørgselsforholdende. Tilsvarende fortsatte beskæftigelsesfremgangen ind i 2008, selv om produktionen dæmpedes fra årets start. I nedgangsperioder er virksomhederne ofte tilbageholdende med at afskedige medarbejdere, og denne effekt blev givetvis forstærket af den udbredte arbejdskraftmangel gennem højkonjunkturen, hvor beskæftigelsen var historisk høj og ledigheden den laveste i over 30 år.

Figur 4.3a Ændringen i BVT-vækst og beskæftigelsen i den private sektor		Figur 4.3b Bruttoledigheden

Anm.: BVT-væksten er vist som to-års glidende gennemsnit, hvilket svarer til et halvt års forsinkelse. Bruttoledigheden er summen af de registrerede ledige og de aktiverede dagpengemodtagere samt aktiverede arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Som ventet i majredegørelsen er ledigheden fortsat med at stige de seneste måneder som følge af produktionsnedgangen. Ledigheden ventes at fortsætte med at stige frem til udgangen af 2010, men med aftagende styrke, jf. figur 4.3b. Det ventes, at den registrerede ledighed på årsniveau bliver 105.000 personer i 2009 og 150.000 personer i 2010 svarende til 5,2 pct. af arbejdsstyrken. Det er stort set som i majredegørelsen. Bruttoledigheden ventes at stige med henholdsvis 60.000 og 54.000 personer i 2009 og 2010.

Beskæftigelsen ventes at falde med 74.000 personer i 2009 og 73.000 personer i 2010, således at beskæftigelsen i 2010 svarer til niveauet i 2005, jf. figur 4.4a. Arbejdsstyrken ventes at blive reduceret med 20.000 personer i år og 28.000 personer i 2010, jf. figur 4.4b. Det afspejler navnlig en konjunktureffekt, herunder at flere unge vælger at starte på en uddannelse. Samtidig trækker den demografiske udvikling også ned i arbejdsstyrken, hvilket den vil gøre mange år frem.

Figur 4.4a Beskæftigelsen		Figur 4.4b Arbejdsstyrken

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Ledighed

Som forventet i majredegørelsen er den registrerede ledighed fortsat med at stige gennem de seneste måneder og nåede 105.100 fuldtidspersoner i juni. Det svarer til 3,8 pct. af arbejdsstyrken efter Danmarks Statistiks opgørelse. Dermed er ledigheden steget med 59.000 personer siden den bundede i juni sidste år, men den er fortsat godt 20.000 personer lavere end det forrige lavpunkt i november 2001.

Ændringen i ledigheden afhænger af, hvor mange der er berørt af ledighed og af ledighedsperiodernes længde. Ledigheden stiger således, hvis tilgangen til ledighed stiger, eller hvis varigheden for ledighedsforløbene øges. Stigningen i ledigheden det seneste år afspejler både flere berørte og længere varighed. I den seneste tid er varslingerne gået ned, og det kan pege på en mindre tilgang til ledighed^[7], men ledighedsperioderne forventes fortsat at stige. Det er normalt, at ændringer i ledighedsperiodernes længde forklarer en ret stor del af ledighedsændringerne.

Siden januar er antallet af varslede afskedigelser faldet markant tilbage og udgjorde 600 personer i juli (ikke sæsonkorrigeret), jf. figur 4.5a. Det svarer til det gennemsnitlige antal varslinger frem til juli 2008, hvor ledigheden samtidig faldt. Det er dog muligt, at det relativt lave antal varslinger er påvirket af, at et eventuelt behov for lavere produktion i virksomhederne er opnået ved afholdelse af ferie hen over sommeren, således at det umiddelbare behov for afskedigelser er reduceret. Tilgangen af lønmodtagere, der på grund af konkurser modtager løn i opsigelsesperioden fra Lønmodtagernes Garantifond (LG), lå fortsat på et højt niveau (2.600 personer) i juli (egen sæsonkorrektion), jf. figur 4.5b.

Figur 4.5a Antal nyvarslede personer og ledighed		Figur 4.5b Lønmodtagere dækket af LG (tilgang) og ledighed (bestand)

Anm.: Serierne for de månedlige varslinger er ikke sæsonkorrigeret, da det kræver tre års data. De nyeste månedstal for varslinger er foreløbige i den forstand, at varslingssagerne registreres efter modtagelse, og der kan derfor indgå ikke-færdigbehandlede sager. Der er foretaget egen sæsonkorrektion af LG.
Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen, Danmarks Statistik, Lønmodtagernes Garantifond og egne beregninger.

Såfremt varslede personer og personer dækket af LG ikke finder anden beskæftigelse inden opsigelsesfristens udløb, vil de (hvis de er forsikrede eller har ret til kontanthjælp) i de efterfølgende måneder begynde at tælle i ledighedsstatistikken. Det markante fald i antallet af varslinger siden januar peger isoleret set på en nedgang i tilgangen til ledighed.

Det er typisk, at antallet af personer, der er ledige i kort tid, er forholdsvist upåvirket af konjunkturerne, jf. figur 4.6a. Derimod er antallet af personer, der er ledige i længere tid, mere konjunkturfølsomt. Under den seneste højkonjunktur faldt antallet af personer, der var ledige 80 pct. eller mere af det pågældende kvartal, med godt 80.000 personer, men siden vendingen er antallet igen steget med 14.000 personer, og i 1. kvartal var antallet af personer, der var ledige i mindst 80 pct. af kvartalet, ca. 28.000 personer. Udviklingen i længden af ledighedsforløbene er også påvirket af aktiveringsomfanget, da personer, som aktiveres, ikke indgår i den registrerede ledighed.

Den kvartalsvise ændring i antallet af ledige kan opdeles i, hvor mange, som er berørte af ledighed, og hvor længe de er ledige. I de to første kvartaler med stigende ledighed var ledighedsopgangen hovedsageligt drevet af flere berørte, men effekten af længere ledighedsforløb er samtidig steget fra at udgøre 10 pct. af ledighedsstigningen i 4. kvartal 2008 til 1/3 af ledighedsstigningen i 1. kvartal 2009, jf. figur 4.6b. Det er almindeligt i forbindelse med en konjunkturtilbagegang, at den gennemsnitlige ledighedsperiode bliver længere.

Figur 4.6a Varighed af ledighedsforløb inden for kvartalet		Figur 4.6b Dekomponering af den kvartalsvise ledighedsudvikling

Anm.: I figur 4.6a er anvendt fuldtidsledige med en ledighedsgrad på henholdsvis under 0,2 og over 0,8 i det pågældende kvartal. Ledighedsforløbene påvirkes af aktivering. I figur 4.6b er krydsproduktet fordelt ligeligt mellem ledighedsgrad og ledighedsberørte og udgør højst 7 pct. af ledighedsændringen.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Stigningen i ledigheden afspejler, at efterspørgslen efter arbejdskraft er faldet. Ifølge Dansk Jobindex er antallet af nye jobannoncer lagt på nettet faldet siden slutningen af 2007, og det er en klar indikation af, at den åbne annoncerede efterspørgsel efter arbejdskraft er aftaget i forhold til årene under højkonjunkturen, hvor der var udtalt mangel på arbejdskraft. I de seneste måneder er faldet i antallet af nye jobannoncer bremset op og nåede ca. 14.500 i juni, jf. figur 4.7a. Det svarer til niveauet i 2003, men der er siden sket en stigning i brugen af internettet som jobformidler.

Flere virksomheder har under den økonomiske tilbagegang benyttet sig af muligheden for at anvende arbejdsfordelinger for midlertidigt at reducere produktionen uden at afskedige medarbejdere, jf. boks 4.1. Således er antallet af personer på arbejdsfordelinger steget markant siden slutningen af 2008, jf. figur 4.7b. Siden er bestanden og tilgangen faldet noget tilbage.

Figur 4.7a Nye jobannoncer lagt på internettet		Figur 4.7b Personer på arbejdsfordelinger

Anm.: Antallet af nye jobannoncer er sæson- og arbejdsdagskorrigeret. Personer på arbejdsfordeling er opgjort som antal berørte inden for den pågældende periode.
Kilde: Dansk Jobindex og Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Der var i juli ca. 4.500 personer under den forlængede arbejdsfordelingsperiode og ca. 6.500 personer under den første periode^[8]. Når forløbene slutter, er der risiko for, at virksomhederne afskediger nogle af disse medarbejdere, hvis der ikke er kommet mere gang i efterspørgslen efter de enkelte virksomheders produkter. Det vil kunne resultere i afskedigelsesrunder – herunder flere varslede fyringer. En anden mulighed er, at virksomhederne i stedet vil indgå aftaler med medarbejderne om kortere arbejdstid, fx 32 timer om ugen.

Hensigten med arbejdsfordelinger er at sikre bedre vilkår for deltidsbeskæftigelse frem for fuldtidsledighed i kortere perioder, fx når virksomheder tilpasser produktionen eller afventer en eventuelt stigende efterspørgsel. Medarbejderne fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet og vedligeholder kompetencerne.

Aftaler om arbejdsfordelinger fastholder omvendt mere arbejdskraft på virksomheden, end der reelt er behov for, og arbejdsgiveren betaler løn for. Arbejdsfordelingsordninger begrænser derfor det effektive arbejdsudbud og kan øge det strukturelle ledighedsniveau. Det medvirker til at presse virksomhedernes lønomkostninger op og kan dermed potentielt forsinke et fornyet opsving.

Arbejdsfordeling og ledighedsudvikling skal desuden ses i sammenhæng med den høje jobomsætning på det danske arbejdsmarked. Hvert år skifter ca. 700.000 danskere job. Selv i perioder med kraftigt stigende ledighed er der derfor behov for besættelse af mange stillinger. Arbejdsfordeling reducerer muligheden herfor gennem fastholdelse af arbejdskraften, hvor der aktuelt ikke er behov.

Langt de fleste arbejdsfordelinger finder sted i industrien, i juli var det 83 pct., mens 3 pct. fandt sted i handel og transport mv. og 2 pct. i bygge- og anlæg.

Ledigheden ventes som i majredegørelsen af stige til 105.000 personer i år. Det indebærer relativt kraftige ledighedsstigninger i de kommende måneder, men med aftagende styrke. Gennem 2010 ventes tendensen at fortsætte, så ledigheden på årsniveau ventes at udgøre 150.000 personer i 2010, eller 5,2 pct. af arbejdsstyrken. Det er stort set som i majredegørelsen og svarer til niveauet midt i 2004. Det samlede forløb indebærer, at ledigheden vil stige op over det anslåede strukturelle niveau i løbet af 2009, og at ledigheden kan nå op på knap 160.000 personer i slutningen af 2010.

Udviklingen i antallet af registrerede ledige plus aktiverede ledige (bruttoledigheden) er et bedre mål for konjunkturpåvirkningen, fordi en registreret dagpengemodtager og en arbejdsmarkedsparat kontanthjælpsmodtager, som kommer i aktivering, ikke medregnes i den registrerede ledighed i aktiveringsperioden.

Bruttoledigheden er steget som ventet og var i juni 138.000 personer. Der ventes en fortsat stigning i aktiveringsomfanget, så bruttoledigheden i gennemsnit bliver 135.000 personer i 2009 og knap 190.000 personer i 2010.

Under det historisk lave ledighedsniveau i 2008 var aktiveringsgraden 31 pct., og aktiveringsgraden ventes at falde fra dette særligt høje niveau til 22 pct. i 2009 og 21 pct. i 2010, da væksten i ledigheden på kortere sigt forventes at være relativt større end aktiveringsomfanget. Det skyldes blandt andet afbureaukratiseringen af reglerne for aktivering af unge under 30 år, herunder at reglerne om obligatorisk 18 måneders aktivering indskrænkes til 6 måneder samt øget brug af uddannelsespålæg for unge kontanthjælpsmodtagere uden forsørgerpligt. Det medfører færre aktiverede kontanthjælpsmodtagere i matchkategori 1-3 i 2010.

Størstedelen af ledighedsstigningen er sket blandt forsikrede personer med dagpenge, hvor antallet er steget med 54.000 personer siden seneste bund i juni sidste år. Det er også denne gruppe, som oplevede det største ledighedsfald gennem højkonjunkturen, jf. figur 4.8a. Antallet af ledige kontanthjælpsmodtagere fra de arbejdsmarkedsparate matchgrupper 1-3 er steget med 5.000 personer siden antallet bundede i august 2008. Relativt har stigningen i ledigheden for dagpengemodtagere været ca. 3 gange så stor som for ledige kontanthjælpsmodtagere. Derudover har der været en stigning i antallet af ledige personer, der ikke er forsikrede og heller ikke har ret til kontanthjælp.

Figur 4.8a Ledige fordelt på ydelse		Figur 4.8b Ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere

Anm.: Egen sæsonkorrektion i figur 4.8b.
Kilde: Danmarks Statistik, Arbejdsmarkedsstyrelsen og egne beregninger.

De ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere (personer med problemer ud over ledighed) indgår heller ikke i definitionen af den registrerede ledighed. Gennem højkonjunkturen er antallet faldet i takt med ledigheden, og i 1. kvartal 2008 var der godt 30.000 færre ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere end i starten af 2004. Siden er antallet steget med knap 6.000 personer, men niveauet er stadig lavt, jf. figur 4.8b.

De fleste a-kasser har registreret en stigning i ledigheden de seneste måneder, men der er store forskelle mellem a-kasserne. I a-kasser, der forsikrer personer beskæftiget i typiske offentlige erhverv som folkeskolelærere, sygeplejersker og pædagoger, er ledigheden uændret eller stort set uændret, jf. figur 4.9a og 4.9b.

Figur 4.9a Ledighed i de forskellige a-kasser med lavest ledighedsprocent		Figur 4.9b Ledighed i de forskellige a-kasser med højest ledighedsprocent

Anm.: Egen sæsonkorrektion i figur 4.9a og 4.9b.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De største stigninger i ledigheden er sket inden for byggebranchen (8,9 pct.-enheder), 3F (7,2 pct.-enheder) og metalarbejdere (7,0 pct.-enheder), jf. figur 4.10a. Ledigheden for funktionærer og akademikere er steget noget mindre (1,5 pct.-enheder). Fremadrettet ventes en bredere sammensat opgang i ledigheden.

Ledigheden er steget mere for mænd end for kvinder, og ledighedsprocenten er for første gang i nyere tid nu højere for mænd end for kvinder. jf. figur 4.10b. Det afspejler blandt andet, at en større andel af kvinder arbejder i den offentlige sektor. Fordelt på aldersgrupper er stigningen i ledigheden mest markant for personer i aldersgruppen 25-29 år, der også har den højeste ledighedsprocent, mens personer over 60 år har oplevet den mindste stigning og har den laveste ledighedsprocent.

Figur 4.10a Ledighed i udvalgte grupper af a-kasser		Figur 4.10b Ledighed fordelt på alder og fordelt på køn

Anm.: Egen sæsonkorrektion i figur 4.10a.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Ledigheden blandt dimittender er ligesom den samlede ledighed begyndt at stige, men siden vendingen er dimittendledigheden steget relativt mindre end den samlede ledighed, jf. figur 4.11a.

Fordelt på landsdele har ledigheden også udviklet sig forskelligt, jf. figur 4.11b. Vestjylland har oplevet den største stigning i ledigheden, men ledigheden er højere på Bornholm, i Nordjylland, i København og på Fyn. Nordsjælland har oplevet den mindste ledighedsstigning og har den laveste ledighedsprocent.

Figur 4.11a Ledighed for dimittender		Figur 4.11b Ledighed i de forskellige landsdele

Anm.: Dimittender er personer, som har afsluttet en anerkendt erhvervskompetencegivende uddannelse af mindst 18 måneders varighed, og som har opnået dagpengeret ved at blive medlem af en a-kasse i forbindelse med afslutningen af deres uddannelse.
Kilde: Arbejdsdirektoratet og Danmarks Statistik.

Ledigheden opgøres også kvartalsvist i arbejdskraftundersøgelsen (AKU). Statistikken er baseret på en stikprøve og er derfor forbundet med stikprøveusikkerhed, som på de seneste kvartalsvise ledighedstal udgør ± 13.000 personer. AKU viser ligesom den registerbaserede statistik, at ledigheden stiger, men fra et højere niveau, jf. figur 4.12a. Det højere niveau skyldes diverse forskelle i den statistiske opgørelsesmetode, jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2009, boks 4.1. AKU-ledigheden kan give et bedre billede af, hvor mange som reelt står til rådighed på arbejdsmarkedet, fordi den medtager flere personer, som ønsker at arbejde, end det traditionelle ledighedsbegreb. I AKU-opgørelsen er der ikke taget hensyn til, hvor meget personerne ønsker at arbejde. En person (fx en studerende eller efterlønsmodtager), der står til rådighed for arbejdsmarkedet i en time om ugen, indgår som en ledig i statistikken.

EU anvender AKU-statistikken som datagrundlag i opgørelsen af EU’s ledighedstal på måneder. Da AKU-statistikken senest er offentliggjort for 1. kvartal 2009, har EU fremskrevet AKU-serien frem til juni på baggrund af en økonometrisk model og udviklingen i den registrerede ledighed. Fremskrivningsmetoden har en klar tendens til at overvurdere ledigheden de seneste år. Fx måtte EU nedrevidere deres tal for ledigheden i januar, februar og marts – i marts måned med 21.000 personer – da AKU-ledigheden for 1. kvartal blev offentliggjort og indregnet i EU-tallene, jf. figur 4.12b. Det vil ikke være overraskende, hvis det samme sker med ledighedstallene for april, maj og juni, når AKU-ledigheden for 2. kvartal offentliggøres.

Figur 4.12a AKU-ledighed		Figur 4.12b Månedlig ændring i ledigheden ifølge EU’s definition ØR maj 09 og ØR aug. 09

Anm.: I figur 4.12a er den registrerede ledighed før april 2000 korrigeret, så den approksimativt svarer til den nye ledighedsdefinition. Egen sæsonkorrektion af AKU-ledigheden. I figur 4.12b viser de lyseblå søjler EU’s skøn frem til marts, som var kendt i maj. Dengang var der AKU-tal til 4. kvartal 2008. De blå søjler er EU’s skøn frem til juni – og nu er der AKU-tal til og med 1. kvartal. Figuren viser, at EU’s skøn for månederne januar-marts er nedjusteret kraftigt siden maj – fordi der i mellemtiden er kommet AKU tal for 1. kvartal.
Kilde: Danmarks Statistik, Eurostat og egne beregninger.

Ledighed og kapacitetspres

På baggrund af blandt andet udviklingen i ledighed, løn og priser er den strukturelle ledighed beregnet til knap 4 pct. af arbejdsstyrken i 2008^[9]. Initiativer i Velfærdsaftalen og Jobplanen mv. forudsættes at reducere den strukturelle ledighed yderligere til 3½-3¾ pct. af arbejdsstyrken i 2009 og 2010.

Ledigheden vurderes at være nået over det strukturelle niveau medio 2009, jf. figur 4.13a. Ledighedsgabet (forskellen mellem den faktiske ledighed og den beregnede strukturelle ledighed) vurderes til omkring 0 for 2009 som helhed og ventes at stige til godt 1½ pct. i 2010 med baggrund i det forudsatte fald i den strukturelle ledighed og i højere faktisk ledighed, jf. figur 4.13b. Dette afspejler, at presset på arbejdsmarkedet er væsentligt aftagende.

Figur 4.13a Strukturel og faktisk ledighed		Figur 4.13b Ledighedsgab

Anm.: Niveauet for den strukturelle ledighed er behæftet med usikkerhed, og strukturledigheden er anslået med en statistisk usikkerhed på i størrelsesordenen ±½ pct.-enhed i figur 4.13a (angivet som et 95-pct. konfidensinterval). Den anførte statistiske usikkerhed er eksklusive modelusikkerhed.
Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Lønstigningerne på det private arbejdsmarked var i 2008 på 4,6 pct. ifølge DA’s StrukturStatistik og er dermed steget kraftigt blandt andet i lyset af det høje pres på arbejdsmarkedet frem til efteråret. Lønstigningstakten toppede i andet kvartal 2008 med lønstigninger på 4,9 pct., men var fortsat høje i starten af 2009. Først i 2. kvartal var der en synlig nedgang i lønstigningerne til 2,8 pct. ifølge DA’s KonjunkturStatistik (eller 3,3 pct. ekskl. genebetalinger som heller ikke indgår i StrukturStatistikken)), jf. figur 4.14a, som viser en relativ tæt sammenhæng mellem ledighedsgabet og lønstigningstakten. Det aftagende arbejdsmarkedspres kan også aflæses i et fald i antallet af virksomheder i byggeri og industri, der oplever mangel på arbejdskraft som en begrænsning for produktionen, jf. figur 4.14b.

Udover niveauet for ledigheden i forhold til dens strukturelle niveau kan lønpresset ligeledes afhænge af ændringen i ledigheden. Den kraftigt stigende ledighed siden 3. kvartal 2008 vurderes således at have en afdæmpende effekt på lønstigningerne, selv i perioden indtil medio 2009 hvor ledigheden befandt sig under dets strukturelle niveau. Det er imidlertid ikke udtryk for, at ledigheden mere varigt kan fastholdes under strukturledigheden, idet det løndæmpende bidrag fra selve stigningen i ledigheden i så fald ville forsvinde. Samtidig vil stigningen i ledigheden til et niveau i 2010, der er større end den strukturelle ledighed, kunne bidrage til, at det niveau for ledigheden, som på helt kort sigt er foreneligt med stabilt løn- og prispres – den såkaldte kortsigtede Nairu (Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment) – i en periode vil kunne ligge over den strukturelle ledighed, uden at dette er udtryk for, at den (mellemfristede) strukturelle ledighed er forøget.

Figur 4.14a Lønstigningstakt og ledighedsgab		Figur 4.14b Produktionsbegrænsninger forårsaget af arbejdskraftmangel

Kilde: Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

Outputgabet er sammen med ledighedsgabet en indikator for kapacitetspresset i økonomien. Outputgabet angiver forskellen mellem faktisk BNP og potentielt BNP, hvor potentielt BNP er bestemt af den underliggende/langsigtede vækst i økonomiens produktionsfaktorer, herunder kapitalapparat, teknologi og demografi. Outputgabet er således et beregnet mål for omfanget af ledige produktionsressourcer i økonomien.

Efter at have været stigende siden medio 2003 er outputgabet beregnet til at have toppet medio 2007, jf. figur 4.15a. For hele 2007 er outputgabet beregnet til godt 3 pct. mod godt ¾ pct. i 2008. Outputgabet vurderes at være blevet negativt i sidste del af 2008, og i 2009 ventes outputgabet at falde til godt -1¾ pct. som følge af den ventede lave vækst. I 2010 ventes outputgabet at blive yderligere reduceret til godt -2¼ pct. Det negative outputgab skal ses i sammenhæng med, at den potentielle vækst skønnes at være lav i 2009 og 2010 som følge af den finansielle krise, jf. boks 4.2.

Parallelt med det faldende outputgab er andelen af virksomheder i byggeri og industri, der oplever manglende efterspørgsel som en begrænsning, steget tydeligt, jf. figur 4.15b.

Figur 4.15a Outputgab og kapacitetsudnyttelse i industrien		Figur 4.15b Produktionsbegrænsninger forårsaget af manglende efterspørgsel

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Beskæftigelse og arbejdsstyrke

Den private beskæftigelse er faldet med knap 60.000 personer det seneste år, heraf to tredjedele alene i 1. kvartal i år, jf. figur 4.16a. Den offentlige beskæftigelse steg til gengæld med 2.600 personer i 1. kvartal, hvilket kan indikere, at flere års vanskelige rekrutteringssituation nu er vendt. Antallet af grænsearbejdere er faldet med 6.000 personer det seneste år og med 14.000 personer siden antallet toppede ved udgangen af 2007 og var i 1. kvartal 50.000 personer, jf. figur 4.16b. Grænsearbejdere udgør dermed fortsat en relativ høj andel af beskæftigelsen. Den forventede influenzapandemi kan have betydning for produktionsmulighederne, men påvirker næppe beskæftigelsen i nævneværdigt omfang, jf. boks 4.3.

Figur 4.16a Offentlig og privat beskæftigelse i nationalregnskabet		Figur 4.16b Grænsearbejdere i nationalregnskabet

Anm.: Beskæftigelsen er opgjort som beskæftigede eksklusive personer på orlov og er derfor påvirket af strejkerne i den offentlige sektor i 2. kvartal 2008.
Kilde: Danmarks Statistik.

Ifølge konjunkturbarometrene er der fortsat en negativ forventning til beskæftigelsesudviklingen i både industri, bygge og anlæg og serviceerhverv, men forventningerne til beskæftigelsestilpasningen i de kommende tre måneder er forbedret siden de bundede omkring marts, og det peger på, at styrken i beskæftigelsestilpasningen vil dæmpes, jf. figur 4.17a. Bygge- og anlægserhverv ser mest pessimistisk på beskæftigelsesudviklingen, mens især industriens forventninger er forbedret de seneste måneder.

Figur 4.17a Konjunkturbarometre for erhvervenes beskæftigelse (sæsonkorrigeret)		Figur 4.17b BVT per beskæftiget i de forskellige hovederhverv

Anm.: Der er anvendt egen sæsonkorrektion i figur 4.17a. Serviceerhverv udgør ca. 2/3 af den private beskæftigelse.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Navnlig bygge og anlæg og serviceerhverv har haft en usædvanlig kraftig beskæftigelsesfremgang under højkonjunkturen, men også beskæftigelsesfremgangen i industri og landbrug har været pæn, når der tages hensyn til, at der i begge sektorer strukturelt er en faldende beskæftigelsestendens. Derimod har produktivitetsudviklingen været svag, og der ventes at være behov for genopretning i de kommende år, jf. figur 4.17b.

Figur 4.18a Beskæftigelsen i bygge og anlæg og landbrug mv.		Figur 4.18b Beskæftigelsen i industri og private serviceerhverv

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Inden for landbrug mv. ventes beskæftigelsen at falde med 5.000 personer i både 2009 og 2010, hvilket er mere end den historiske trend, jf. tabel 4.5.

I bygge og anlæg er beskæftigelsen faldet i 1. kvartal med 14.000 personer efter et fald på 1.000 personer i andet halvår 2008, jf. figur 4.18a. Byggesektoren er historisk set et af de erhverv, der reagerer først på ændringer i konjunkturerne, og har også været det i det nuværende konjunkturtilbageslag. I de to prognoseår ventes beskæftigelsen i bygge og anlæg samlet at falde med 33.000 personer. Det skyldes især en markant produktionsnedgang inden for nybyggeri, som dog i nogen grad ventes at blive opvejet af øget produktion inden for renovering og vedligeholdelse, som har et større beskæftigelsesindhold, og af øgede offentlige investeringer. Det kraftige fald i bygge- og anlægsbeskæftigelsen skal ses i lyset af, at beskæftigelsen i dette erhverv steg med 33.000 personer under det seneste opsving, hvor især byggeriet af nye boliger steg kraftigt.

I industrien steg beskæftigelsen med 18.000 personer under det seneste opsving, men er siden 1. kvartal 2008 faldet med 20.000 personer, og beskæftigelsen er dermed lavere end ved sidste lavpunkt, jf. figur 4.18b. Dette skal dog ikke kun ses i lyset af konjunkturtilbageslaget, men også af, at industriens beskæftigelse trendmæssigt er faldet med i gennemsnit 6.000 personer om året de sidste 20 år blandt andet påvirket af konkurrenceudviklingen. Samtidig med de senere års svage produktivitetsvækst i industrien er lønkonkurrenceevnen forværret markant, hvilket forstærker gennemslaget af de svage afsætningsmuligheder, der er fulgt i kølvandet på den internationale økonomiske afmatning, og medvirker til en markant nedgang i beskæftigelsen i industrien på samlet 47.000 personer i prognoseårene. Produktiviteten ventes i disse år i nogen grad at blive genoprettet.

Tabel 4.5
Beskæftigelse, arbejdsstyrke og ledighed
		2006- niveau	Gnst. 1990- 2007	2007	2008	2009		2010
						Maj	Aug.	Maj	Aug.
		1.000 pers.	Ændring, 1.000 personer
	Privat sektor	1.956	11	79	28	-84	-84	-73	-78
	Offentlig sektor	826	3	-3	-9	11	11	5	5
	I alt	2.781	15	76	19	-74	-74	-68	-73
	Landbrug mv.1)	98	-3	1	3	-5	-5	-5	-5
	Industri	396	-7	7	6	-35	-21	-23	-26
	Bygge- oganlægsvirk.	182	2	9	-2	-15	-23	-8	-10
	Privateserviceerhverv2)	1.304	20	60	22	-28	-35	-37	-37
	Offentlige tjenester	800	3	-1	-11	10	10	5	5
	Arbejdsstyrke	2.891	4	44	-8	-20	-20	-28	-28
	Ledighed	109	-11	-31	-27	53	53	40	45
	1) Inkl. boligbenyttelse og udvinding af olie og gas mv. 2) Inkl. søtransport. Kilde: ADAM og egne beregninger.

I de private serviceerhverv er beskæftigelsen steget med 167.000 personer under den seneste højkonjunktur, men er siden 3. kvartal 2008 faldet med 26.000 personer, heraf 22.000 personer i 1. kvartal i år. Beskæftigelsen i serviceerhvervene ventes at falde med 72.000 personer tilsammen i 2009 og 2010, hvilket er det mindste fald (5 pct.) set i forhold til erhvervets størrelse.

I 1. kvartal faldt arbejdsstyrken markant med 20.000 personer, hvilket er meget set i lyset af størrelsen af beskæftigelsesfaldet. Det peger på en forholdsvis stor konjunkturbetinget afgang fra arbejdsmarkedet. Ifølge den stikprøvebaserede AKU-statistik er det især erhvervsfrekvensen for personer i aldersgrupperne 30-54 og 55-66 år, der er faldet i 1. kvartal, jf. figur 4.19a.

Figur 4.19a Erhvervsfrekvensen for forskellige aldersgrupper i AKU-statistikken		Figur 4.19b Befolkningspyramide 2009

Anm.: Egen sæsonkorrektion i figur 4.19a. Erhvervsfrekvensen er opgjort som summen af beskæftigede og ledige i forhold til summen af beskæftigede, ledige og personer uden for arbejdsstyrken.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

I prognoseårene ventes arbejdsstyrken at falde med i alt 48.000 personer i 2009 og 2010, jf. tabel 4.6. Det svarer til ca. 1/3 af beskæftigelsesfaldet. Størsteparten af faldet afspejler en typisk effekt fra konjunkturerne (såkaldt ”discouraged worker” effekt), og vurderes at udgøre 30.000 personer (ekskl. grænsearbejdere og nettoindvandring). Det afspejler en øget tilgang til især uddannelse men også øget tilgang til efterløn.

Antallet af grænsearbejdere steg markant under højkonjunkturen. Siden konjunkturvendingen er antallet faldet med 14.000 personer, men det seneste halve år har antallet været stort set uændret, samtidig med at den samlede beskæftigelse er faldet. Det kan blandt andet skyldes, at tilskyndelsen for svenskere til at arbejde i Danmark er steget på baggrund af svækkelsen af den svenske krone, og at overgangsbestemmelserne i forbindelse med udvidelsen af EU for østeuropæisk arbejdskraft er udfaset. Fremadrettet ventes de svækkede jobmuligheder i Danmark igen at påvirke antallet af grænsearbejdere, og de ventes at falde med yderligere 8.000 personer.

Tabel 4.6
Faktisk og strukturel arbejdsstyrke samt bidrag til ændringer i arbejdsstyrken, 2007-2010
		2007	2008	2009	2010
	1.000 personer
	Faktisk arbejdsstyrke	2.935	2.927	2.907	2.879
	- Heraf grænsearbejdere	60	53	48	45
	Faktisk arbejdsstyrke ekskl. grænsearbejdere	2.875	2.874	2.859	2.834
	Bidrag til ændring i arbejdsstyrke ekskl. grænsearbejdere (=1+2+3)		-1	-15	-25
	1. Demografi (alderssammensætning, nettoindvandring mv.)		2	-3	-12
	2. Bidrag fra tiltag på arbejdsmarkedet mv.		4	2	3
	3. Konjunkturer mv.		-6	-14	-16
	Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Også den underliggende demografiske alderssammensætning trækker i disse år isoleret set ned i arbejdsstyrken, blandt andet fordi det er relativt store årgange, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, jf. figur 4.19b. I 2009 og 2010 ventes demografien samlet at mindske arbejdsstyrken med 15.000 personer. Det store fald i 2010 afspejler også, at konjunkturvendingen ventes at give et negativt bidrag fra nettoindvandringen (ekskl. grænsearbejdere) efter nogle år med positive bidrag.

Det nedadgående konjunkturelle og demografiske træk på arbejdsstyrken ventes i et vist omfang at blive modgået af tiltag på arbejdsmarkedet mv., herunder Jobplanen, Velfærdsaftalen og integrationsaftalen ”En ny chance til alle”.

Arbejdstid

Under højkonjunkturen steg den gennemsnitlige arbejdstid, samtidig med at den aftalte arbejdstid har været svagt vigende, jf. figur 4.20a. Det peger på, at det høje pres på arbejdsmarkedet har øget arbejdstiden. Ifølge nationalregnskabet er den gennemsnitlige årlige arbejdstid steget med 2,2 pct. fra 2005 til 2008, hvilket svarer til 34 timer om året. På trods af den seneste konjunkturtilbagegang lå niveauet for den gennemsnitlige kvartalsvise arbejdstid fortsat højt i 1. kvartal 2009, jf. figur 4.20b. Der er dog stor usikkerhed på tallene for arbejdstid særligt på kvartaler.

Fremadrettet ventes de svækkede konjunkturer at føre til faldende arbejdstid, og det er således forudsat, at den gennemsnitlige arbejdstid falder med knap 1 pct. i både 2009 og 2010. Dermed vil arbejdstiden per beskæftiget i 2010 nå ned på et niveau svarende til 2006. I samme retning trækker også de seneste overenskomster på det offentlige område og den demografiske udvikling, mens skattereformerne de senere år – herunder Forårspakke 2.0 – omvendt vil bidrage til at dæmpe faldet i arbejdstiden.

Figur 4.20a Gennemsnitlig årlig arbejdstid og aftalt årlig arbejdstid		Figur 4.20b Gennemsnitlig kvartalsvis arbejdstid, sæsonkorrigeret

Kilde: Danmarks Statistik og ADAM.

4.3 Løn

Det seneste år er lønstigningstakterne aftaget fra et meget højt niveau i 2007-08, herunder særligt for arbejdere, som opnåede historisk høje lønstigninger. I begyndelsen af 2009 var lønstigningerne fortsat relativt høje, over 4 pct., navnlig set i lyset af den svage produktivitetsudvikling.

I 2. kvartal 2009 er timefortjenesten inkl. genetillæg på hele DA-området steget noget mindre med 2,8 pct. ifølge DA’s KonjunkturStatistik, jf. figur 4.21a. Den lavere stigningstakt afspejler både lave reguleringer og mange nulreguleringer, samt at der indtil videre er indgået relativt få lokale aftaler om lønreguleringer^[10]. Det trækker teknisk set den opgjorte stigningstakt ned, men afspejler ikke en reel afdæmpning af lønstigningstakten. En væsentlig del af faldet i lønstigningstakten afspejler desuden faldende genebetalinger (herunder overtidstillæg), som er relativt konjunkturfølsomme. Ekskl. genebetalinger er lønningerne i 2. kvartal steget 3,3 pct. efter at være steget 4,7 pct. i 1. kvartal. Timefortjenesten ekskl. genebetalinger ligger ikke ekstraordinært lavt, da der var lavere lønstigningstakter så sent som i 2005.

Lønudviklingen skal ses i lyset af det kraftige omslag i økonomien i forlængelse af finanskrisen, som har svækket lønmodtagernes muligheder for at forhandle høje lønstigninger på de enkelte arbejdspladser. Lønstigningerne i 2. kvartal er ikke lavere end i 2004-05 og ligger omkring de centralt aftalte lønstigningstakter på 3¼-3½ pct. i 2. kvartal, jf. figur 4.21b.

En afdæmpet lønudvikling kan isoleret set dæmpe tendensen til, at konkurrenceevnen fortsat svækkes overfor udlandet, men lønstigningerne ventes imidlertid også at aftage i udlandet, hvor der i mange lande er mere ledig kapacitet end i Danmark. I foråret 2010 skal der forhandles nye overenskomster i den private sektor. De nuværende aftaler vedrører perioden frem til og med 1. kvartal 2010.

Figur 4.21a Timefortjeneste på DA-området		Figur 4.21b Overenskomstmæssigt referenceforløb og timefortjeneste for DA-området

Anm.: I begge figurer illustreres timefortjenesten inkl. genebetalinger. I figur 4.21b er de kvartalsvise år-til-år-stigninger i referenceforløbet baseret på de i foråret 2007 indgåede overenskomster for fremstilling (41 pct.), service (52 pct.) samt bygge og anlægssektoren (7 pct.). Referenceforløbet for fremstilling er baseret på overenskomsten for industrien (arbejdere), referenceforløbet for service er baseret på overenskomsterne for henholdsvis transportområdet (3F & HTS) og handel (Dansk Erhverv og HK Handel), og endelig er bygge og anlæg baseret på DB og 3F/TIB. De kvartalsvise stigninger i referenceforløbet er baseret på den midterste månedsobservation i kvartalet, hvilket omtrent svarer til måleperioden i KonjunkturStatistikken. Det skønnede referenceforløb for 2. til 4. kvartal 2010 svarer til niveauet i 1. kvartal 2010.
Kilde: DA’s KonjunkturStatistik og diverse overenskomster samt egne beregninger.

Lønstigningstakten er aftaget i alle hovedbrancher. Gennem det seneste år er særligt lønstigningstakten i bygge og anlæg og fremstillingsvirksomhed aftaget, men i 2. kvartal i år er også lønstigningstakten i serviceerhvervene faldet, jf. figur 4.22a. Det afspejler, at den økonomiske afmatning – særligt efter eskalering af finanskrisen – i første omgang har berørt bygge og anlæg og fremstillingsvirksomhed, mens efterspørgselsbortfaldet nu har forplantet sig mere bredt.

Figur 4.22a Timefortjeneste inkl. genebetalinger fordelt på brancher		Figur 4.22b Bidrag fra genebetalinger til timefortjenesten fordelt på brancher

Kilde: DA’s KonjunkturStatistik.

Det aftagende efterspørgselspres inden for bygge- og anlægsvirksomhed og særligt fremstillingsindustri afspejles især i lavere (og negative) bidrag til lønstigningstakten fra genebetalinger, jf. figur 4.22b. Mindre merarbejde har givetvis ført til en reduktion af overtidsbetalinger, som indgår i genebetalingerne. Ses bort fra genebetalingerne er lønstigningerne oppe på 3,3 pct. i fremstillingsvirksomhed i 2. kvartal i år.

Stigningstakten i timefortjenesten ekskl. genebetalinger i DA’s årlige StrukturStatistik skønnes på den baggrund til 3,5 pct. i 2009 efter den kraftige opgang på 4,6 pct. i 2008, jf. figur 4.23a. Det er på linje med referenceforløbet, dvs. der skønnes ingen reststigninger i 2009, jf. figur 4.23b. Idet der forhandles overenskomster i den private sektor i foråret 2010, foreligger der ikke et referenceforløb efter 1. kvartal 2010. For hele 2010 antages en stigningstakt på 3,1 pct. for DA-området som helhed, navnlig som følge af at den faktiske ledighed ventes at være højere end den strukturelle ledighed – dvs. at ledighedsgabet ventes at blive positivt, som det også var tilfældet i 2004. Det svarer til en beregningsteknisk fremskrivning af lønstigningstakten i 1. kvartal 2010, inkl. skøn for reststigninger. Den skønnede lønstigning svarer omtrent til niveauet for referenceforløbet i de perioder med lavest aftalte stigninger siden 1998, jf. figur 4.21b.

Figur 4.23a Årsstigningstakter (hele DA)		Figur 4.23b Reststigning og ledighedsgab

Anm.: I figur 4.23a benyttes timefortjenesten ekskl. genetillæg for KonjunkturStatistikken, som svarer til lønbegrebet i StrukturStatistikken. I figur 4.23b er skønnet for reststigningerne i 2010 beregnet på baggrund af et teknisk konstrueret referenceforløb, som ligger fladt i hele 2010 med værdien i 1. kvartal.
Kilde: DA’s StrukturStatistik og KonjunkturStatistik.

Virksomhedernes samlede arbejdsomkostninger pr. time ventes forøget med 3,6 pct. i 2009, hvilket er marginalt højere end den forventede stigning i timefortjenesten, jf. tabel 4.7. Den forventede stigning i de øvrige arbejdsomkostninger er primært drevet af højere bidrag til Kompetenceudviklingsfonden^[11]. Der ventes intet bidrag fra øvrige arbejdsomkostninger i 2010, idet kun ATP-kompensationen og finansieringsbidraget stiger minimalt, jf. bilagstabel B.8.

Tabel 4.7
Lønstigninger og beregningstekniske forudsætninger
		2005	2006	2007	2008	2009	2010
	Stigning, pct.
	Privat sektor
	- Samlede arbejdsomkostninger pr. time	3,7	3,6	4,1	4,5	3,6	3,1
	- StrukturStatistikken, timefortjeneste	3,6	3,6	4,1	4,6	3,5	3,1
	- Arbejdere, årsløn	3,4	3,5	4,4	4,2	3,5	3,1
	- Funktionærer, årsløn	3,8	3,7	3,6	4,2	3,5	3,1
	Offentlig sektor, årsløn ekskl. reststigning	2,7	3,5	3,1	3,9	5,0	3,1
	Timefortjeneste for offentlige ansatte	2,7	3,4	2,9	3,4	-	-
	Satsreguleringsprocent1)	2,0	2,0	2,4	2,9	3,1	3,7
	Enhedslønomkostninger, byerhverv	3,6	1,9	4,6	8,2	2,2	-2,4
	Anm.: For den offentlige sektors årsløn er angivet den overenskomstmæssigt aftalte lønstigning inkl. bidrag fra reguleringsordningen, men ekskl. eventuel reststigning. Lønstigningstakterne for offentligt og privat ansatte kan derfor ikke sammenlignes. Årsløn ekskl. reststigning for offentlige ansatte er den sammenvejede fortjeneste i stat, regioner og kommuner ekskl. genetillæg, men inkl. løn under sygdom mv. Timefortjenesten for offentlige ansatte er et sammenvejet gennemsnit af timefortjenesten for statsansatte og kommunalt ansatte ifølge Danmarks Statistiks lønindeks for den offentlige sektor. 1) Satsreguleringsprocenten er fastsat for 2009 og 2010. Kilde: DA, Danmarks Statistik samt egne beregninger.

Til trods for nedgangen i lønstigningstakten indebærer skønnene en fortsat pæn fremgang i reallønnen i den private sektor. En kraftig afdæmpning af inflationen betyder således, at reallønnen stiger med godt 2 pct. i 2009. I 2010 ventes reallønsstigningen at blive dæmpet til godt 1 pct. Set over de to år samlet ventes reallønsstigningerne at ligge omtrent på det historiske gennemsnit siden 1990, jf. figur 4.24a.

Figur 4.24a Reallønsstigning i den private sektor, StrukturStatistikken		Figur 4.24b Enhedslønomkostninger for private byerhverv, 2-kvartalers glidende gennemsnit

Anm.: Reallønsstigningerne svarer til lønudviklingen i StrukturStatistikken deflateret med forbrugerprisindekset.
Kilde: DA’s StrukturStatistik, Danmarks Statistik samt egne beregninger.

De lavere lønstigningstakter medvirker – sammen med en markant fremgang i produktiviteten – til en tydelig afdæmpning af stigningen i enhedslønomkostningerne i 2009 og til fald i 2010. Enhedslønomkostningerne måler lønomkostningerne pr. produceret enhed og tager dermed højde for produktivitetsudviklingen. Enhedslønomkostningerne skal på sigt stige med i underkanten af 2 pct. for at være forenelige med en inflation på knap 2 pct. Dermed vil reallønnen vokse nogenlunde i takt med produktiviteten.

De senere år er enhedslønomkostningerne imidlertid vokset meget kraftigt, både fordi lønstigningerne har været relativt høje, men også som følge af faldende produktivitet, jf. figur 4.24b. Enhedslønomkostningerne er dermed vokset kraftigere end i andre lande opgjort i fælles valuta. Det har – sammen med en stærkere dansk krone – betydet en markant forringelse af danske virksomheders lønkonkurrenceevne, jf. figur 4.25a. Selv om lønstigningstakten i Danmark aftager, ventes den fortsat at være højere end i udlandet og dermed isoleret set bidrage til en forringelse af den i forvejen svækkede danske lønkonkurrenceevne.

Figur 4.25a Udviklingen i lønkonkurrenceevnen siden 2000 (relative enhedslønomkostninger)		Figur 4.25b Lønstigninger i Danmark og udlandet

Anm.: Udviklingen i omkostningskonkurrenceevnen i figur 4.25a er målt ved udviklingen i de relative enhedslønomkostninger i fremstillingsvirksomhed mellem Danmark og udlandet korrigeret for valutabevægelser. I figur 4.25b er angivet de kvartalvise stigningstakter for timefortjenesten inkl. genebetalinger på DA-området, mens der er angivet helårsskøn for stigningen i timefortjenesten ekskl. genebetalinger.
Kilde: OECD, Bureau of Labour Statistics (BLS), Danmarks Statistik og DA’s KonjunkturStatistik.

De danske lønstigninger har siden slutningen af 2000 ligget væsentligt højere end udlandets omtrent hele perioden, jf. figur 4.25b. Det har svækket lønkonkurrenceevnen markant. Det seneste års tids afdæmpning i lønstigningerne både i ind- og (især i) udland afspejler de aktuelt meget kraftige virkninger af finanskrisen, som blandt andet forøger betydningen af de senere års svækkelser af konkurrenceevnen som følge af, at efterspørgselsbortfaldet skærper priskonkurrencen. Forringelsen af den danske lønkonkurrenceevne afspejles også ved, at det danske lønniveau igennem mere end ti år er steget til i 2007 at være det tredje højeste sammenlignet med mange andre landes, kun overgået af Norge og Tyskland, jf. tabel 4.8.

Tabel 4.8
Samlede lønomkostninger for industriarbejdere, kr. pr. time
		1997			2002			2007
	1	Tyskland	220	1	Norge	255	1	Norge	300
	2	Schweiz	186	2	Tyskland	249	2	Tyskland	276
	3	Norge	184	3	Schweiz	221	3	Danmark	259
	4	Østrig	183	4	Danmark	216	4	Østrig	235
	5	Danmark	168	5	USA	213	5	Finland	216
	6	Frankrig	166	6	Østrig	208	6	Holland	215
	7	Belgien	161	7	Holland	191	7	Sverige	211
	8	Holland	154	8	Belgien	188	8	Belgien	211
	9	Sverige	154	9	Frankrig	182	9	Schweiz	209
	10	USA	150	10	Sverige	181	10	Frankrig	205
	11	Finland	148	11	Finland	178	11	England	200
	12	Japan	147	12	England	177	12	Irland	194
	13	Italien	130	13	Japan	172	13	Australien	189
	14	Australien	130	14	Irland	155	14	Italien	175
	15	Canada	125	15	Canada	148	15	Canada	174
	16	England	121	16	Italien	146	16	USA	166
	17	Irland	114	17	Australien	142	17	Spanien	134
	18	Spanien	91	18	Spanien	109	18	Japan	130
	19	New Zealand	83	19	Israel	97	19	New Zealand	104
	20	Singapore	80	20	Singapore	95	20	Korea	100
	21	Israel	80	21	New Zealand	80	21	Israel	87
	22	Korea	59	22	Korea	77	22	Singapore	84
	23	Argentina	49	23	Taiwan	54	23	Ungarn	57
	24	Taiwan	47	24	Portugal	51	24	Portugal	56
	25	Brasilien	46	25	Ungarn	40	25	Tjekkiet	53
	26	Portugal	36	26	Tjekkiet	36	26	Slovakiet	46
	27	Ungarn	24	27	Polen	32	27	Taiwan	44
	28	Tjekkiet	21	28	Mexico	27	28	Argentina	43
	29	Polen	21	29	Slovakiet	26	29	Polen	42
	30	Slovakiet	19	30	Brasilien	24	30	Brasilien	39
	31	Mexico	16	31	Argentina	24	31	Mexico	21
	32	Filippinerne	8	32	Filippinerne	7	32	Filippinerne	7
	Vægtet udlandsgnst.		164	Vægtet udlandsgnst.		192	Vægtet udlandsgnst.		209
	Danmark ift. udlandet1)		2,4 %	Danmark ift. udlandet1)		12,6 %	Danmark ift. udlandet1)		24,0 %
	Anm.: I det vægtede udlandsgennemsnit er anvendt de pågældende landes vægte i det effektive kronekursindeks. 1) Procentvis forskel i forhold til det vægtede udlandsgennemsnit. Kilde: Bureau of Labor Statistics (BLS) og Reuters EcoWin.

Forringelsen af lønkonkurrenceevnen, som det er sket de senere år, har en markant effekt på dansk økonomi, jf. boks 4.4.

I de gældende overenskomstaftaler på det offentlige område indgår en reguleringsordning, som har til formål at sikre en parallel lønudvikling mellem den private og den offentlige sektor. Ved indgåelsen af de gældende overenskomster for offentlige ansatte (OK08) blev der til beregning af en forventet udmøntning af reguleringsordningen forudsat en privat lønudvikling, som samlet set ville ligge over lønudviklingen for ansatte i det offentlige i den relevante periode.

Lønudviklingen på det private arbejdsmarked har i lyset af den økonomiske afmatning efterfølgende udviklet sig lavere end forventet. Det indebærer, at den gældende treårige overenskomstramme på det statslige, kommunale og regionale område forventes til 11,8 pct. i stedet for 12,8 pct., som det blev forudsat i OK08.

I kraft af de aftalte rammer i OK08 og den private lønudvikling skønnes den offentlige lønstigningstakt inkl. bidrag fra reguleringsordningen, men ekskl. reststigning, at være 5,0 pct. i 2009 og 3,1 pct. i 2010. Stigningstakten er endelig opgjort til 3,9 pct. i 2008. Lønstigningerne på det kommunale og statslige område er således størst de første to år i den nuværende overenskomstperiode, jf. figur 4.26a og 4.26b.

Figur 4.26a Timefortjeneste og referenceforløb på det statslige område		Figur 4.26b Timefortjeneste og referenceforløb på det kommunale område

Anm.: Referenceforløbet er baseret på den samlede aftalte overenskomstramme i henholdsvis staten (Finansministeren/CFU) og kommunerne (KL/KTO) i foråret 2008. Overenskomstaftalerne gælder frem til og med 1. kvartal 2011.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Lønstigningerne i staten har i gennemsnit ligget ca. 0,9 pct.-enheder højere i forhold til referenceforløbet over de sidste tre år. Reststigningen for staten i 4. kvartal 2008 er faldet i forhold til niveauet i de forudgående kvartaler, hvilket blandt andet kan henføres til forsinkelse i udmøntningen af afsatte puljemidler pr. 1. oktober 2008 på det statslige område. Den forholdsvist høje reststigning i 1. kvartal 2009 for statsansatte skal ses i sammenhæng med de høje lønstigninger på transportområdet som følge af blandt andet overgangen til ny løn i DSB.

De faktiske lønstigninger på det kommunale område følger ud fra en gennemsnitsbetragtning profilen for de i overenskomsterne for kommunalt ansatte aftalte lønreguleringer, herunder udmøntning fra reguleringsordningen. Den relativt høje reststigning i 1. kvartal 2008 på det kommunale område skyldes primært de udskudte lokale lønreguleringer afledt af kommunalreformen. Endvidere medførte forårets strejker og de heraf forsinkede overenskomstaftaler forskydninger i lønreguleringer fra 2. til 3. kvartal 2008 for enkelte overenskomstgrupper på det kommunale område. Det medfører en ekstraordinært lav reststigning i 2. kvartal 2008, som er modsvaret af en ekstraordinært høj reststigning i 2. kvartal 2009 for kommunalt ansatte.

Forløbet for de faktiske og de overenskomstaftalte lønstigninger for ansatte i regionerne ligger på linje med forløbet for ansatte i kommunerne.

4.4 Priser

Forbrugerpriserne har de seneste tre måneder udviklet sig forholdsvis afdæmpet og stigningen udgjorde 1,0 pct. på årsbasis i juli, jf. figur 4.27a. Forbrugerprisinflationen er således faldet kraftigt siden sidste sommer, hvilket primært skyldes faldet i olie- og råvarepriserne fra et meget højt niveau, blandt andet med baggrund i svækket efterspørgsel i lyset af den finansielle krise og den efterfølgende internationale afmatning.

Råolieprisen har været meget volatil de seneste par år og faldt fra ca. 145 USD pr. tønde i juli 2008 til 43 USD pr. tønde i februar 2009. Siden Økonomisk Redegørelse i maj er prisen på råolie steget igen fra ca. 50 til omkring 65 USD pr. tønde i juli. Udviklingen i olieprisen har blandt andet medført, at nettoprisindekset for brændstof og brændsel er faldet med henholdsvis -30,5 og -6,1 pct. på årsbasis i juli i år, jf. figur 4.27b. Samtidig er årsstigningstakten i fødevarepriserne (netto) reduceret siden august 2008 fra 11,0 pct. til -0,6 pct. i juli 2009, hvilket afspejler en stabilisering af priserne gennem det seneste års tid.

Figur 4.27a Forbrugerpris- og kerneinflation		Figur 4.27b Energi- og fødevarepriser (netto)

Anm.: Kerneinflationen findes ved at rense forbrugerprisinflationen for energi og uforarbejdede fødevarer. Der renses for uforarbejdede fødevarer for at bevare eventuelle prisstigninger på forarbejdede fødevarer, hvor der kan indgå bidrag fra fx øgede løn- og produktionsomkostninger.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Hvis der ses bort fra disse særligt volatile poster (dvs. brændsel og fødevarer), har inflationen været væsentligt mere stabil. Kerneinflationen – målt ved forbrugerprisen ekskl. energi og uforarbejdede fødevarer – er faldet 1,2 pct.-enheder fra 3,4 pct. i august 2008 til 2,2 pct. i juli 2009. Fratrækkes også forarbejdede fødevarer er inflationstakten kun faldet 0,1 pct.-enhed fra 2,7 til 2,6 pct. i samme periode. Tjenesteinflationen (eksklusive husleje) toppede med 3,7 pct. i januar og er siden faldet til 2,9 pct. i juli. Udviklingen i det samlede forbrugerprisindeks afspejler således primært store bevægelser i priserne på internationalt handlede varer, mens der fortsat er et underliggende prispres i dansk økonomi.

Bevægelser i råvarepriserne afspejles også i engrosprisudviklingen, jf. figur 4.28a og b. Årsstigningstakten i priserne på de danske engrosvarer (indenlandsk vareforsyning) har i lighed med prisen på råolie været meget volatil og er faldet til et historisk lavt niveau på -11,3 pct. i juli^[12], hvilket dog samtidig dækker over en svag stigning i prisindekset siden marts.

Figur 4.28a Engrosprisstigninger for danske varer fordelt på produktionsmidler og fødevarer		Figur 4.28b Råvare- og forbrugerpriser

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Inflationen i Danmark har siden midten af sidste år ligget højere end i euroområdet, og forskellen er udvidet fra 0,5 pct.-enheder i april til 1,4 pct.-enheder i den seneste opgørelse for juli, jf. figur 4.29a. Målt ved det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) udgjorde inflationen i Danmark således 0,7 pct. i juli 2009, mens den for euroområdet udgjorde -0,7 pct. Over de seneste 12 måneder har den gennemsnitlige inflationstakt været 2,3 pct. i Danmark og 1,4 pct. i euroområdet.

Det højere inflationsniveau i Danmark afspejler højere prisstigninger for både tjenesteydelser og varer, jf. figur 4.29b. Tjenesteydelseinflationen var 1,3 pct.-enheder højere i Danmark end i euroområdet i juli, hvilket skal ses lyset af, at udviklingen i lønomkostningerne har været noget kraftigere end i euroområdet, og at den danske produktivitetsudvikling i serviceerhvervene tilsyneladende har været svag. Inflationen for varer var negativ i både Danmark og euroområdet i juli, men samlet set var vareinflationen 1,5 pct.-enheder lavere i euroområdet, som oplever en historisk lav inflation.

Figur 4.29a Inflation i Danmark og euroområdet (HICP)		Figur 4.29b Tjenesteydelse og vareinflation i Danmark og euroområdet

Kilde: Danmarks Statistik, Eurostat og egne beregninger.

Inflationsudsigterne

Forbrugerprisinflationen har de seneste tre måneder omtrent udviklet sig som ventet i Økonomisk Redegørelse i maj og ventes efterhånden at nå bunden i august for derefter at stige gennem resten af året. Det er primært baseeffekterne knyttet til faldet i energipriserne gennem sidste efterår, som ventes at trække forbrugerprisinflationen op de kommende måneder, jf. figur 4.30a.

Figur 4.30a Forbrugerprisinflation		Figur 4.30b Outputgab og kerneinflation

Anm.: I figur 4.30b er skønnet for kerneinflationen ikke ifølge HICP-definitionen.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Samlet forventes en forbrugerprisinflation på 1,4 pct. i 2009 og 2,0 pct. i 2010, hvilket er omtrent uændret i forhold til Økonomisk Redegørelse i maj. Stigningen i forbrugerprisinflationen på 0,6 pct.-enheder fra 2009 til 2010 skyldes overvejende højere afgifter, som medgår til finansieringen af indkomstskattenedsættelserne i skattereformen, jf. tabel 4.9.

Nettoprisindekset svarer til forbrugerprisindekset opgjort ekskl. bidrag fra afgifter. Stigningen i nettoprisindekset skønnes fortsat at være 2,1 pct. i 2009, men er nedjusteret 0,1 pct.-enhed til 1,4 pct. i 2010, hvilket primært afspejler en lidt lavere ventet prisudvikling indenfor blandt andet nydelsesmidler og ikke-varige varer. Den højere skønnede stigning i nettoprisindekset i 2009 end i forbrugerprisindekset afspejler primært Danmark Statistiks metode til indregning af boligstøtten, jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2009.

Kapacitetspresset – målt ved outputgabet – i virksomhederne og på arbejdsmarkedet ventes fortsat at aftage gennem prognoseperioden, hvilket medvirker til et afdæmpet pres på den underliggende inflation^[13]. Den underliggende inflation skønnes at bidrage med henholdsvis 0,7 pct. og 0,2 pct. til nettoprisinflationen i 2009 og 2010. Det lavere bidrag i 2010 skal ses i lyset af de moderate lønstigninger og en opgang i produktiviteten efter de senere års markante fald. Den underliggende inflation er relativt tjenestetung og udgør henholdsvis 1,9 og 0,6 pct. i 2009 og 2010 i prognosen.

Kerneinflationen – målt ved forbrugerprisinflationen ekskl. energi og uforarbejdede fødevarer – skønnes til 2,2 pct. i 2009 og 1,4 pct. i 2010, jf. figur 4.30b.

Tabel 4.9
Prisudvikling og forklarende faktorer
		2008	2009		2010
			Maj	Aug.	Maj	Aug.
	Stigning i pct.
	Forbrugerprisindeks ekskl. energi	3,0	2,1	2,0	1,8	1,5
	Forbrugerprisindeks (HICP)	3,6	1,0	1,0	2,0	1,9
	Forbrugerprisindeks	3,4	1,4	1,4	2,1	2,0
	Afgifter, bidrag	-0,3	-0,7	-0,7	0,6	0,6
	Nettoprisindeks	3,7	2,1	2,1	1,5	1,4
	Vækstbidrag til nettopriser, pct.-enhed
	Fødevarer	0,9	0,1	0,1	0,0	0,0
	Energi	0,7	-0,4	-0,3	0,2	0,3
	Bolig	0,9	1,3	1,3	0,5	0,5
	Importvarer, ekskl. energi	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4
	Underliggende inflation	0,9	0,7	0,7	0,4	0,2
	Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Olieprisen er steget knap 48 pct. fra januar til juli og forudsættes at stige yderligere ca. 10 pct. frem mod årets udgang. Det indebærer en stigning i den gennemsnitlige oliepris (per tønde råolie) på ca. 18 pct. fra knap 61 dollar i 2009 til godt 71 dollar i 2010. Efterhånden som virkningen på årsstigningstakten af faldet i olieprisen gennem sidste efterår udgår, vil energipriserne igen bidrage positivt til inflationstakten og således medvirke til en opgang i forbrugerprisinflationen i slutningen af året, jf. figur 4.31a. Fødevareprisinflationen er nedjusteret 0,3 pct.-enheder til 0,4 pct. i 2009, hvilket primært afspejler en lavere prisudvikling de seneste måneder end ventet i maj. Fødevarepriserne ventes at stige med 0,3 pct. i 2010.

Tjenesteydelseinflationen har historisk fulgt lønstigningerne forholdsvist tæt med en forsinkelse på et års tid. Samvariationen afspejler blandt andet et stort lønindhold i tjenesteydelserne. Resultatet af overenskomstforhandlingerne og det høje pres på arbejdsmarkedet i det seneste år har betydet høje lønstigninger frem til og med 1. kvartal 2009. Det øger isoleret set tjenesteydelsesinflation i år. Tjenesteydelsesinflationen ventes at udgøre 3,3 pct. i 2009. I 2010 skønnes den at aftage til 2,6 pct., blandt andet som følge af moderate lønstigninger.

Den danske HICP-inflation skønnes fortsat til 1,0 pct. i 2009, mens skønnet for 2010 er nedjusteret 0,1 pct.-enhed til 1,9 pct., hvilket er på linje med ECB’s mellemfristede inflationsmålsætning på under, men tæt på 2 pct. Det er dog betydeligt over euroområdets inflation, som skønnes til 0,4 og 1,2 pct. i 2009 og 2010^[14].

Sammenlignes den forventede danske HICP-inflation (12-måneders glidende gennemsnit) med EU-kommissionens prognose for konvergenskriteriet, vil den danske inflation være meget tæt på konvergenskriteriet i enkelte måneder, jf. figur 4.31b^[15].

Figur 4.31a Dekomponering af forbrugerprisinflationen på bidrag fra hovedposter		Figur 4.31b Danmarks inflation (HICP) og konvergenskriteriet

Anm.: I figur 4.31b er HICP i Danmark angivet som et 12-måneders glidende gennemsnit.
Kilde: Danmarks Statistik, Eurostat, EU-kommissionens forårsprognose 2009 samt egne beregninger.

---

[1] I nationalregnskabet for 1. kvartal var der usædvanlig stor forskel på væksten i BNP i kædede værdier og i faste 2000-priser, som viste noget større fald. Forskellen knytter sig især til investeringerne (herunder lagerinvesteringerne). Forskellen mellem vækstraterne i kædede værdier og i faste 2000-priser peger på, at der er større usikkerhed end normalt i opgørelsen.

[2] Beregnet på produktionen inklusive produktskatter, forbrug i produktion mv. Målt i BVT udgør industrien ca. ¼ af den samlede produktion.

[3] Der er sædvanligvis visse afvigelser mellem opgørelsen af udviklingen i industriens produktion i Nationalregnskabet og i industristatistikken, hvor sidstnævnte generelt udviser større fluktuation.

[4] Profilen over 2008-09 er påvirket af strejken på det offentlige område i 2. kvartal i 2008. Det skyldes, at personer i strejke ikke registreres som beskæftigede i Danmarks Statistiks opgørelse, hvilket betyder, at beskæftigelsen i 2008 er undervurderet. Dette giver anledning til en relativ stor stigning i den målte offentlige beskæftigelse i 2009.

[5] Det er ikke usædvanligt, at produktivitetsvæksten aftager hen imod slutningen af en højkonjunktur. Det har været tilfældet både i midten af 1980’erne og sidst i 1990’erne. Det skyldes blandt andet, at det normalt tager ½ års tid, før en nedgang i produktionen viser sig tydeligt i beskæftigelsestallene. Desuden var efterspørgselsfaldet i efteråret 2008 uventet kraftigt. Hertil kommer, at produktiviteten kan have været påvirket af, at virksomhederne efter en periode med stor mangel på arbejdskraft er fortsat med at ansætte for at indhente et eventuelt efterslæb.

[6] Det har fx været tilfældet i 1994, hvor mandeproduktiviteten i de private byerhverv steg med knap 6½ pct. og timeproduktiviteten steg med 7 pct. i forbindelse med et begyndende opsving.

[7] Varslingerne er en indikator for tilgangen til ledighed, da der kun er indberetningskrav for virksomhederne ved større afskedigelsesrunder.

[8] Det er muligt, at de samme personer indgår i både den første og den forlængede arbejdsfordelingsperiode, og derfor kan tallene ikke direkte lægges sammen.

[9] Det beregnede niveau for strukturledigheden er behæftet med usikkerhed, jf. anmærkning til figur 4.13a.

[10] Nogle lokale lønaftaler er formentlig udskudt til senere på året. De ”manglende” aftaler tæller som 0 pct. lønstigninger i statistikkerne.

[11] Herudover ventes bidragene til forlængelse af sygedagpengelovens arbejdsgiverperiode og til de frivillige forsikringsordninger vedrørende dagpenge ved sygdom at stige, mens bidragene til AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion), ATP-kompensationen samt finansieringsbidraget ventes at falde.

[12] Prisindeks for indenlandsk vareforsyning belyser udviklingen i priserne i første omsætningsled ekskl. afgifter.

[13] Den underliggende inflation er residualberegnet ved at fratrække prisstigningerne (målt ved nettopriserne) for bidrag fra fødevarer, energi, øvrige importvarer (ekskl. energi) samt udgifter til bolig fra de samlede nettoprisstigninger.

[14] Ifølge EU-Kommissionens forårsprognose 2009.

[15] ØMU’ens konvergenskriterium for inflationen beregnes som et gennemsnit af prisstigningstakten i de tre EU27-lande med de laveste 12-måneders glidende gennemsnit. Hertil lægges 1,5 pct.-enheder. Konvergenskriteriet er beregnet uden negative inflationsrater, eftersom EU-kommissionen hidtil har ekskluderet deflationslande i sine beregninger.