Varetagelse af Danmarks interesser
Det er en central opgave for Finansministeriet at varetage Danmarks interesser i det internationale samarbejde om økonomisk politik, herunder fastlægge danske holdninger til de økonomiske sager og medvirke til at sikre sammenhæng mellem dansk økonomisk politik og de internationale drøftelser og forpligtelser på det økonomiske område. Derudover udarbejder Finansministeriet analyser af internationale økonomiske og finansielle forhold.
EU’s økonomiske samarbejde
Finansministeriet forbereder finansministerens deltagelse i møderne i Rådet af EU’s økonomi- og finansministre (ECOFIN). Derudover bidrager Finansministeriet med forberedelse af økonomisk-politiske emner til EU-topmøderne i Det Europæiske Råd (DER).
Nogle af de centrale sagsområder er blandt andet EU’s finanspolitiske samarbejde (Stabilitets- og Vækstpagten, Finanspagten mv.), EU-landenes samarbejde om økonomisk politik og strukturreformer (det europæiske semester), EU’s samarbejde om skattepolitik (f.eks. moms, selskabsskat, bekæmpelse af skatteunddragelse mv.), EU’s samarbejde om finansiel regulering og tilsyn (bl.a. bankunionen) samt videreudvikling af den økonomiske og monetære union (ØMU) og eurosamarbejdet.
Det globale økonomiske samarbejde
Finansministeriet varetager Danmarks interesser i det globale økonomiske samarbejde blandt andet i forhold til den internationale Valutafond (IMF), den nordisk-baltiske valgkreds i IMF og G20-emner, og forbereder finansministerens deltagelse IMF’s rådgivende ministerkomité (IMFC).
Finansministeriet er ansvarlig for det nordiske samarbejde på det økonomiske område. Det gælder eksempelvis finansministerens deltagelse i de nordiske finansministermøder (MR-Finans).