Mester i at se hullerne i osten og finde løsninger

For CEO hos Epinion Berit Didriksen er der ikke mange sekunders tøven, når hun bliver spurgt til de unikke kompetencer, hun har med fra Finansministeriet.

Vi er eksperter i at se hullerne i osten. I Finansministeriet får man et lasersyn, så man lynhurtigt kan identificere, hvor der er problemer, og finde løsninger der kan adressere det.

Den evne tilegnede hun sig som mangeårig medarbejder i "budgetsøjlen" i ministeriet. I budgetsøjlen beskæftigede hun sig dels med at udarbejde finanslove, og dels med at gennemføre udgiftsanalyser af ministerområderne, for at identificere, hvor tingene kunne gøres mere effektivt.

Den slags analyser baseres på én ting, siger den tidligere kontorchef i Finansministeriet:

Tal og fakta, tal og fakta! Ikke plejer eller mavefornemmelser, men tal og fakta, forklarer Berit, inden hun lige slår fast en ekstra gang, at analyserne skal baseres på "tal og fakta".

Arbejdet i Finansministeriet er enormt spændende, fordi man får så stort ansvar fra den dag, man træder ind i den røde bygning, og ens arbejde har så stor betydning for så mange mennesker ude i samfundet, forklarer Berit.

Vi er i mine øjne den offentlige sektors svar på management konsulenter, fordi vi struktureret kan analysere problemer og finde løsninger på stort set alt. Og så endda få alle parter til at stå på samme side. De egenskaber er jeg sikker på, at mange private virksomheder ville tage imod med kyshånd, slutter Berit, inden hun suser tilbage på kontoret for at analysere "tal og fakta".