Student i FM: Fra teoribøger til praksis

Holger Juul Harmsen
Holger Juul Harmsen

Holger Juul Harmsen startede som student i Finansministeriet på sit tredje semester af økonomistudiet. Her sad han i Velfærdspolitisk center (VPC), som bl.a. står for den overordnede styring af den regionale og kommunale økonomi. Interessen for makroøkonomi er dog vokset støt på studiet, og Holger er netop rokeret til Kontor for Konjunktur (KFK) for at prøve at bruge sine makroøkonomiske værktøjer.

Jeg startede i VPC i 2019, fordi den politiske side tiltrak mig meget. Her sad jeg med økonomiske analyser på sundhedsområdet, hvilket var spændende og meget politisk aktuelt. Over de næste semestre blev jeg dog meget glad for makroøkonomi på studiet. Jeg var kommet så langt, at jeg havde opbygget en nogenlunde makroøkonomisk forståelse – og jeg savnede et sted at kunne bruge den i praksis. Det kan jeg nu i KFK.

Holger beskriver, at man på økonomistudiet bliver dygtig til at regne og løse teoritunge opgaver, men samtidig er det sjældent, at der trækkes tråde til virkelighedens økonomiske spørgsmål og udfordringer. Det kan være svært at forstå de uperfekte sammenhænge, som ikke passer ind i modellerne, når man på studiet kun i lille grad ser teorien koblet til praksis.

Men det er lige dét, man får herinde – man får lov til at se på den brede økonomi og en masse forskellige nøgletal. I KFK kigger vi på alt fra oliepriser og aktiemarkeder til privat forbrug og investeringer, og vi laver helt kortsigtede fremskrivninger på et par kvartaler op til to år. Samtidig får man lov at arbejde tæt sammen med fuldmægtige, som er 5-10 år ældre. De har været igennem det samme som én selv, de har bare mere erfaring – man lærer virkelig meget af at arbejde med dem.

Samarbejdet med de fuldmægtige er også centralt, når det kommer til sammensætning af arbejdsopgaver. Jobbet som studentermedhjælper indebærer en blanding af forskellige typer opgaver, og de fuldmægtige ved som regel, hvad der er særligt spændende for studentermedhjælperne. Det bliver der taget højde for.

Der er selvfølgelig standardopgaver som på alle andre studiejobs, f.eks. opdatering af noget data og efterfølgende at skrive en kort tekst om, hvordan et økonomisk område har udviklet sig. Noget særligt ved KFK er, at der derudover ofte er nogle rigtig spændende større projekter, man kan blive koblet på som student. Her kommer man tættere på aktuel forskning og tungere, faglige analyser. Jeg kan tydeligt mærke, at de fuldmægtige er meget interesserede i at få os studenter med på projekter inden for områder, vi brænder for.

Som student i FM bliver man også en del af studenternetværket på tværs af departementet. Holger lægger vægt på, at sammenholdet studenterne imellem er en vigtig del af arbejdsmiljøet – både fagligt og socialt. Han kender efterhånden de fleste studenter i ministeriet, bl.a. fra den månedlige studenterfrokost, fredagsbarer og ikke mindst det årlige studenterseminar.

Studenterseminaret er virkelig godt. Der kommer nogle rigtig interessante profiler for at holde oplæg, både folk med forbindelse til FM og eksterne oplægsholdere. Sidste år kom Peter Stephensen, som står i spidsen for DREAM-gruppen, og fortalte om arbejdet med at bygge deres nye makromodel. Han er jo en ret stor kanon. Det var enormt spændende for os, at han kom og fortalte om sit arbejde – kun for studenterne i FM.