Kontor for Tilsyn og Revision

Kontor for Tilsyn og Revision varetager Finansministeriets departementale tilsyn med det formål at give en uafhængig vurdering af interne kontroller og forretningsgange med henblik på forbedringer og sikkerhed for ledelsen.

Tilsynet omfatter Økonomistyrelsen (herunder de koncernfælles funktioner), Digitaliseringsstyrelsen, Statens It og Statens Administration samt De Økonomiske Råd og Center for Offentlig Innovation.

Kontoret understøtter departementschefen og Driftsledelsen i styringen af ministeriets anliggender indenfor økonomi og forvaltning samt styringen af it-sikkerhed. 

Kontoret skal understøtte god og effektiv styring i ministeriet ved at forsyne departementschef, Driftsledelsen og de administrative ledelser med objektive og uafhængige vurderinger af, om forvaltningen af ministeriets økonomiske midler sker på en hensigtsmæssig måde samt yde rådgivning og sparring i forhold til økonomistyring, regnskabsforvaltning, risikostyring, intern kontrol mv.

Igennem it-tilsynet vurderer kontoret, om koncernens styring med it-sikkerhed foregår hensigtsmæssigt, pålideligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, så datas fortrolighed, integritet og tilgængelighed sikres i nødvendigt omfang. Det bemærkes, at kontoret endvidere varetager it-tilsynet med Statens It på vegne af Statens It’s kunder.

Generelt er tilsynet risikobaseret med en øget opmærksomhed i perioder, hvor Finansministeriet gennemgår større forandringer, der kan påvirke både økonomi og resultater i Finansministeriet.

Kontoret varetager kommunikationen og koordineringen med Rigsrevisionen, herunder gives sparring til koncernens kontorer, som bliver revideret. Dette med henblik på at opnå smidige revisionsforløb og understøtte et godt samarbejde med Rigsrevisionen. 

Kontoret er systemejer på koncernens revisionsdatabase, hvor alle revisionsrapporter og bemærkninger indtastes og håndteres med henblik på at sikre et fokus på forbedringer og håndtering af identificerede risici. 

Kontoret afgiver en årlig beretning samt tre løbende status på tilsynsaktiviteter vedr. økonomi og forvaltning samt styring af it-sikkerhed til Finansministeriets ledelse. Derudover afgives en årlig it-tilsynsrapport vedr. Statens It til brug for Statens It’s kunder.

Derudover afgiver kontoret en årlig erklæring om Statens Administrations opgavevaretagelse til brug for servicecenterets kunder.