Den offentlige sektor flot repræsenteret i ny ledelseskanon

12-01-2009

Danmarks nye ledelseskanon lanceres i dag. Af de 12 ledelsesbedrifter, der er udvalgt, er hele 5 fra den offentlige sektor. Finansminister Lars Løkke Rasmussen ser det som endnu et positivt bidrag i arbejdet med at få det offentlige talt op.

Den 12. januar 2009 offentliggøres den danske ledelseskanon. Den dækker 12 store ledelsesbedrifter i perioden 1945 til 2005. 5 af de 12 ledelsesbedrifter, som udvalget bag den danske ledelseskanon har nomineret, er fra den offentlige sektor.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

Jeg synes, at det er flot, at de offentlige ledelsesbedrifter har fået så stor plads i den danske ledelseskanon. Det viser, at der også i det offentlige tilbydes rammer for at udøve og udvikle god ledelse.

Finansministeren fortsætter:

Kanonudvalgets valg af bedrifter understreger, hvor vigtig god ledelse er som drivkraft i både den daglige udvikling af arbejdspladsen og i større forandringsprocesser. Det er også en af grundene til, vi med afsæt i kvalitetsreformen og trepartsaftalerne er ved at søsætte en række ledelsesinitiativer, som skal bidrage til en øget professionalisering af ledelse i den offentlige sektor.

De 12 ledelsesbedrifter favner en lang periode i Danmarks historie og spænder vidt emnemæssigt.

Når jeg ser på de valgte ledelsesbedrifter fra den offentlige sektor hæfter jeg mig bl.a. ved, at de dækker en bred vifte af ledelsesbedrifter. De strækker sig fra bedrifter af stor international betydning som det danske EU-formandskab i 2002 over ledelsesudfordringer ved større forandringsprocesser i eksempelvis kommunerne til den enkelte leders præstation her repræsenteret ved plejehjemmet ”Lottes” leder Thyra Frank, siger finansministeren.

2008 var et turbulent år for flere offentlige arbejdspladser, og det er derfor opløftende, at der nu sættes fokus på alle de offentlige arbejdspladser, der gør det godt. Det kan forhåbentlig puste yderligere til debatten om god ledelse, hvor ikke kun offentlige arbejdspladser kan lære noget af hinanden, men hvor der også kan drages nytte af erfaringerne fra den private sektor, afslutter finansminister Lars Løkke Rasmussen.

Fakta

Personalestyrelsen, Finansministeriet, har været eneste offentlige partner bag Mandag Morgens initiativ om at skabe en ny ledelseskanon. Personalestyrelsen har samarbejdet med KL og Danske Regioner om de offentlige arbejdsgiveres bidrag til den danske ledelseskanon. De øvrige partnere bag projektet er Dansk Erhverv, Djøf, Mercuri Urval, C3, KVINDFO og Finansforbundet samt Mandag Morgen.