Finansministerens kommentar til aftale mellem Siemens og DONG Energy

06-03-2009

Siemens Energy Sector og DONG Energy har underskrevet en aftale, som betyder, at Siemens skal levere op til 500 havvindmøller til DONG Energy. Vindmøllerne vil have en total kapacitet på op til 1.800 MW og vil blive opstillet i DONG Energy’s kommende havvindmølleparker i Nordeuropa.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Jeg synes, at der er flere grunde til at glæde sig over den aftale, som Siemens og DONG Energy har indgået.

Den viser nye veje i forhold til at effektivisere etableringen af havvindmølleparker, og bekræfter viljen hos DONG Energy til at fastholde og styrke deres position inden for vedvarende energi. 500 vindmøller vil således kunne producere mere elektricitet end to kraftværker på størrelse med Avedøreværket.

Samtidig bekræfter aftalen, at Danmark fortsat er hjemland for den moderne vind­kraft. Siemens vindaktiviteter har hovedkvarter i Danmark, og selskabet beskæftiger mere end 4.000 medarbejdere. Aftalen med DONG Energy vil bidrage til at skab langsigtet stabilitet i en tid med finansiel turbulens og dermed medvirke til at sikre danske jobs.

Dermed understøtter aftalen regeringens mål om at dreje samfundet mod en grøn, bæredygtig vækst.”

Staten ejer ca. 73 pct. af DONG Energy A/S.