Finansminister kræver klare svar

At være økonomisk ansvarlig er ikke klaret ved at postulere, at man er det. Økonomisk ansvarlighed er noget, man udviser i sine politiske handlinger. Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal proklamerer konstant, at de skam er økonomisk ansvarlige.

Hvis de er så ansvarlige, som de påstår, hvorfor må vi så ikke få at vide, hvordan oppositionen vil efterleve EU’s henstilling om at gennemføre budgetforbedringer for 24 mia. kr. de næste 3 år? Hvorfor må vi ikke få at vide, præcist hvad de vil gøre for at få danskerne til at arbejde, hvad der svarer til en uge mere om året? Danskerne har krav på klare svar. Derfor stiller jeg nu en række konkrete spørgsmål til Thorning og Søvndal.

Kom med en ny plan

Danmark har nu fået en henstilling fra EU om at konsolidere den offentlige økonomi med 24 milliarder i 2011,12 og 13. Det er derfor ikke en abstrakt diskussion, og det er helle ikke et krav, man kan snakke sig ud af. Nu er vi inde i EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, og her gælder nogle særlige regler. Regeringen mener, at vi skal overholde de internationale spilleregler, fordi det er ansvarligt, at der er en grænse for, hvor stort et lands underskud må være. Det er kun sundt, at der er styr på Europas økonomier.

Regeringens genopretningspakke viser klart, hvordan regningen for den internationale finanskrise betales. Flere økonomer har påpeget, at S og SF’s plan ”Fair Løsning” ikke lever op til de internationale spilleregler. Oppositionen svarer altid, at den løser udfordringerne på sin egen måde – stik modsat andre EU-lande (også socialdemokratiske), der nu laver store spareplaner for at få indtægter og udgifter til at harmonere.

Må vi andre dødelige så ikke få at vide, hvordan Thorning og Søvndal selv mener, at deres plan efterlever kravet om strukturelle budgetforbedringer i EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud?  Jeg kan ikke se det, da der ingen svar er i ”Fair Løsning” på udfordringerne i 2011,12 og 13. Hvis man skal kunne tage det alvorligt, når Søvndal og Thorning proklamerer, at de er ansvarlige, må de nu fremlægge en ny økonomisk plan, der klart fortæller, hvordan de vil skaffe 24 milliarder frem til 2013, for de bedyrer jo, at de vil leve op til EU’s regler. Hertil kommer, at Finansministeriets beregninger af ”Fair Løsning” viser, at der mangler finansiering for minimum 11 mia. kr. og måske op mod 28-29 mia. kr. for at sikre langsigtet holdbarhed. Mine første spørgsmål til Thorning og Søvndal lyder derfor:

• Anerkender I de særlige spilleregler under ”proceduren for uforholdsmæssigt store underskud”?
  
  
• Vil I sikre, at henstillingen indfris, herunder henstillingen om at gennemføre konkrete budgetforbedringer på ½ pct. af BNP i gennemsnit hvert år i årene 2011-2013 – dvs. finde de 24 mia. kr.? Hvis svaret er ja, hvordan skal de 24 mia. kr. så helt konkret findes?

Hvordan skaffer I 15 mia.?

Når oppositionen påstår, at den kan skaffe 15 milliarder kroner ved at forhandle med arbejdsmarkedets parter om øget arbejdstid, må vi så ikke få at vide, hvordan S-SF konkret vil sikre dette kunstgreb? En trepartsaftale er jo netop kendetegnet ved, at de tre parter – regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne er enige, men indtil videre har vi kun hørt stor uenighed. Lad mig nævne et par eksempler.

I Berlingske Tidende kunne man den 9/6 læse, at Dansk Arbejdsgiverforening ultimativt afviser en række grundelementer i ”Fair Løsning”. Dagen forinden kunne man i samme avis læse, at formanden for Akademikernes Centralorganisation mener, at det er urealistisk at hente 15 milliarder i en trepartsforhandling: ”Man konterer på forhånd, at arbejdsmarkedets parter velvilligt stiller op med 15 mia. kr. Det regnestykke har jeg svært ved at se, hænger sammen,” lød det fra Erik Jylling (AC). Det er da heller ikke fordi, at fagbevægelsen står i kø for at opfylde den røde plan – tværtom.

FTF’s formand Bente Sorgenfrey bedyrede over for nyhedsbureauet Newspaq den 9/6, at hun og FTF ikke har forpligtet sig til noget som helst. FOA’s formand Dennis Kristensen fulgte op i et interview med Politiken den 12/6, hvor han slår fast: ”Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi finde på at love nogen, at FOA's medlemmer vil arbejde 38 timer om ugen”. Lidt længere henne i interviewet slår Dennis Kristensen hovedet på sømmet: ”LO kan ikke selv give et sådant løfte, fordi de ikke underskriver overenskomsterne, så jeg anser sådan et løfte for meget usandsynligt”. Samme linje hører vi fra andre dele af bevægelsen. Hør fx hvad formanden for industrigruppen i 3F i Århus udtalte til Jyllands-Posten den 20/6: ”Vi synes umådeligt dårligt om den idé. Industriarbejderne her i byen arbejder i forvejen næsten 40 timer om ugen i gennemsnit, og det er en gruppe, som er dårligt uddannet og hurtigt bliver nedslidt,” lød det fra Jesper Find. I samme artikel var der heller ingen hjælp til S-SF-planen at spore hos de københavnske bygge-, jord-og miljøarbejdere i 3F.

”Vi er ikke tilhængere af længere arbejdstid. Det bliver meget svært at få igennem. Og det giver ikke arbejde til mine ledige kolleger”, fastslog formand Henrik Lippert. Eksemplerne er mange, og jeg har mere end svært ved at se, hvordan der skal komme bukser ud af det skind, som S-SF har præsenteret. Derfor må Thorning og Søvndal svare på to helt centrale spørgsmål:

• Hvordan kan I regne med at indgå en trepartsaftale, som giver 15 mia. kr., når jeres plan ikke indeholder noget konkret, der kan give danskerne lyst til at arbejde mere, og når store dele af fagbevægelsen på forhånd skyder jeres plan ned?
  
  
• Og hvad vil I gøre, hvis det ikke lykkes at finde de 15 mia. kr. med fagbevægelsen?

Saglige svar fra S-SF ville klæde og kvalificere den politiske debat. Indtil videre har vi kun set pop og uansvarlighed. 

Læs finansministerens brev til Socialdemokraterne