Aftale om obligatorisk sikkerhedskort i byggeriet

11-06-2014

Sikkerhedskort skal forebygge social dumping og dårlig sikkerhed.

Regeringen, SF og Enhedslisten er i dag blevet enige om et nyt tiltag, der skal modvirke social dumping og løfte arbejdsmiljøet på de danske byggepladser. 

Med det nye kort har byggearbejdere og håndværkere tydelige dokumentation, når myndigheder fra fx SKAT eller Arbejdstilsynet dukker op, så de hurtigt kan tjekke, om forholdende er i orden. 

Bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, der er hårdest ramt af alvorlige ulykker, og hvor ulykkestallet ikke er faldende, som man ser det i andre brancher.

Den svigtende sikkerhed kan skyldes, at der på en byggeplads ofte er både entreprenører og underentreprenører. Derfor er det vanskeligere at sørge for sikkerheden end i andre brancher. Da branchen endvidere er præget af en høj andel af udenlandsk arbejdskraft, er der også begrænset kendskab til de danske regler om arbejdsskader, ligesom det kan være svært at afgøre, hvem der er arbejdsgiver for de ansatte. 

Endelig er der også grund til, at tro, at nogle ansatte bevidst undlader af at indgive en anmeldelse om en arbejdsulykke, fordi den ansatte ikke arbejder lovligt i Danmark. 

Derfor skal det nye obligatoriske sikkerhedskort sikre, at de ansatte kender deres rettigheder, og det klart fremgår hvem, der er ansvarlig for de ansatte på byggepladsen. 

Sikkerhedskortet bliver obligatorisk for alle, og vil indeholde oplysninger om navn, arbejdsgiver, social sikring, obligatorisk arbejdsskadeforsikring og erhvervsforsikringsdækning. 

Finansministeren glæder sig over aftalen:

Nu rydder vi op på de danske byggepladser. Vi skal sætte ind mod, at der kravler håndværkere rundt på stilladserne, der ikke kender deres rettigheder, eller undlader at anmelde en arbejdsskade af frygt for repressalier. Arbejdsmiljøet skal være i orden på byggepladserne, uanset hvilket land, der står på passet. Det vil det obligatoriske sikkerhedskort bidrage til, siger finansminister Bjarne Corydon. 

Økonomi- og indenrigsministeren udtaler: 

Jeg synes det er godt, at vi kan være med til at skabe mere sikkerhed og færre ulykker i byggebranchen. Byggepladser er et af de farligste steder at arbejde og med vores aftale om sikkerhedskort til håndværkere, kan vi være med til at øge fokus på sikkerhed. Derfor er jeg glad for dagens aftale, siger Margrethe Vestager.  

Der nedsættes nu en arbejdsgruppe, der skal komme med en model for den konkrete udformning af sikkerhedskortet. Arbejdsgruppen skal aflevere sine anbefalinger, så kortet er implementeret inden sommeren 2015.

Læs faktaark om obligatorisk sikkerhedskort i byggeriet