Regeringen og KL er d.d. blevet enige om en opfølgning på forhandlingsresultatet fra juli 2015

25-09-2015

Regeringen og KL er blevet enige om et ambitiøst regelforenklings- og styringssamarbejde. Arbejdet indebærer blandt andet regelforenklinger af planlov, beskæftigelseslovgivning og en gennemgang af alle de kommunale opgaveområder for styrings- og regelforenklingstiltag.

Regeringen og KL aftalte i juli 2015 i forbindelse med aftale om kommunernes økonomi at drøfte en række temaer i september. Disse drøftelser er nu mundet ud i en række konkrete tiltag, der skal lette kommunernes arbejde fremover.

I forbindelse med forhandlingerne har KL sat fokus på en række ekstraordinære udfordringer omkring håndteringen af flygtninge. Regeringen bakker op om kommunernes indsats og vil på den baggrund iværksætte et eftersyn af barrierer og regler i forbindelse med kommunernes modtage- og integrationsindsats.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

De danske kommuner er en altafgørende spiller, når det kommer til at levere den kernevelfærd, som borgerne med rette forventer. Derfor skal vi sikre, at de har de rette rammer og betingelser for at kunne prioritere netop kernevelfærden, i en tid hvor de økonomiske rammer er stramme. Derfor glæder det mig også, at vi nu går sammen om at fjerne unødige regler og barrierer.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann udtaler:

Regeringen har indgået en aftale med kommunerne om øget regelforenkling, afbureaukratisering og nye frikommuneforsøg, så vi får en bedre service. Der er tale om et nyt samarbejde, hvor staten og kommunerne sammen skal identificere hvilke regler, der forhindrer medarbejderne i kommunerne i at udføre deres arbejde på den bedst mulige måde. En stor opgave bliver socialområdet, hvor jeg vil arbejde for at sikre, at reglerne ikke er en barriere for den sociale indsats.

Centrale punkter i opfølgningen på forhandlingsresultat fra juli 2015

  • Et fireårigt samarbejde om regelforenklinger, der gennemgår alle de store kommunale sektorområder for styrings- og regelforenklingstiltag 

  • Regeringen fremlægger i efteråret en plan for bedre rammer om kommunernes planlægning med udgangspunkt i dialogen med KL
     
  • Et eftersyn af barrierer for kommunernes indsats for modtagelse og integration af nytilkomne flygtninge og familiesammenførte

  • Et samarbejde om effektivisering af den kommunale opgaveløsning, bl.a. bedre indkøb, øget inddragelse af private aktører og digitalisering

  • Der skal udarbejdes en samlet plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Læs Opfølgning på forhandlingsresultat fra juli 2015

Læs bilag 1 Principper for kommunalt-statsligt samarbejde

Læs bilag 2 Digitalisering