Aftale om regionernes økonomi i 2017

09-06-2016

Regeringen og Danske Regioner er nået til enighed om aftale om regionernes økonomi for 2017, som sikrer rammerne for fortsat udvikling af sundhedsvæsenet, styrker patientrettigheder, moderniserer indkøb og realiserer effektiviseringer som følge af de nye supersygehuse.

Med aftalen sikres et løft på 0,2 mia. kr. til fortsat udvikling på sundhedsområdet. Hertil kommer allerede besluttede løft i 2017 på over 0,3 mia. kr. til bl.a. kapacitet og et løft af kræftindsatsen. 

De regionale investeringer på sundhedsområdet fastholdes på et historisk højt niveau på over 7 mia. kr., så byggeriet af de nye supersygehuse kan realiseres efter planerne.

Vi har indgået en aftale, som sikrer en ansvarlig økonomisk ramme for regionerne. Det er nødvendigt, når vi ser på det begrænsede offentlige råderum de kommende år. Samtidig sikrer vi et trygt og godt sundhedsvæsen, som er et højt prioriteret område for regeringen,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Regionerne vil med aftalen sikre implementeringen af patienters ret til udvidet frit sygehusvalg samt hel eller delvis udredning på privathospital efter en måneds ventetid. Samtidig har parterne aftalt at indføre patientansvarlige læger på sygehusene i 2017 på baggrund af igangværende forsøg, som har vist gode resultater.


Med aftalen er der enighed om at de effektiviseringsgevinster, som følger af byggerierne af de nye supersygehuse, skal bruges til at imødegå det pres på sygehusvæsenet, som det stigende antal kræftpatienter og danskernes øgede levealder medfører. De første gevinster frigøres i 2017 og stiger løbende til 2,3 mia. kr. årligt fra 2025.
Vi har forhandlet en god økonomiaftale på plads med regionerne. Den løfter sundhedsområdet med 200 mio. kr. i 2017, og sammen med den økonomiske saltvandsindsprøjtning, regeringen gav til sundhedsområdet sidste år, er der bl.a. skabt rum for, at sygehusene kan øge kapaciteten, så patienterne hurtigt kan blive udredt og komme i den rette behandling, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
Parterne er samtidig enige om, at regionerne kan effektivisere deres indkøb for 1,5 mia. kr. om året i 2020 i forhold til 2015. De frigjorte midler kan regionerne prioritere til konkrete forbedringer på sundhedsområdet.

Aftalen omfatter desuden:
  • Udmøntning af 170 mio. kr. årligt fra 2017 til et betydeligt løft af udredningskapaciteten på kræftområdet.

  • Bekræftelse af de otte nationale mål for sundhedsvæsenet.

  • Etablering af et nationalt sygehusmedicinregister i regi af Sundhedsdatastyrelsen.

  • Igangsættelse af særlig indsats for patienter med et muligt højt forbrug af sundhedsydelser.

  • Fælles plan for udmøntning og implementering af national handlingsplan for ældre medicinske patienter.

  • Standardiseret og bred anvendelse af patientrapporterede oplysninger i alle sektorer i sundhedsvæsenet.

  • Etablering af indkøbsstrategisk samarbejde.

  • Forpligtende partnerskab for udvikling af økonomistyring i regionerne.

  • Opdatering af national klinisk retningslinje for fastlæggelse af intervaller mellem diagnostiske undersøgelser i tandplejen.

Læs Aftale om regionernes økonomi for 2017

Læs Patienten i centrum

Læs Modernisering af indkøb giver penge til sundhed