Finansministeriet forklarer metode til beregning af strukturelle Nordsøindtægter

28-10-2016

Politiken bragte d. 27. oktober en forsidehistorie om ”Vismænd kritiserer olieregnskab”, hvor Finansministeriet bl.a. kritiseres for at bruge ældre vurderinger af olieprisen til at anslå statens indtægter fra Nordsøen i stedet for de nyest tilgængelige.

Finansministeriet oplyser i den forbindelse:

Spørgsmålet vedrører beregningen af de ”strukturelle Nordsøindtægter”, som indgår i beregningen af den strukturelle saldo. Finansministeriets skøn for den faktiske saldo er løbende baseret på de nyeste tal.

Den strukturelle saldo er en beregning, som bruges til at vurdere den underliggende stilling på de offentlige finanser – dvs. når man tager højde for, at de offentlige indtægter og udgifter påvirkes af blandt andet konjunktursituationen og udsving i oliepriserne. Det er vigtigt, at finanspolitikken styres efter et strukturelt mål, som giver troværdige og robuste rammer for den løbende politik og som giver plads til de såkaldte automatiske stabilisatorer. 

Finansministeriets metode til beregning af de strukturelle nordsøindtægter er valgt fordi den kombinerer et hensyn til stabilitet – således at midlertidige udsving i oliepriser ikke fører til pludselige justeringer af skatte- og udgiftspolitikken – med et hensyn til løbende at bruge de nyeste oplysninger i den mellemfristede planlægning af finanspolitikken, så der planlægges efter, hvad der realistisk er råd til på nogle års sigt.

Baggrund om metode og metodeændring fra april 2016 

Statens faktiske indtægter fra aktiviteter i Nordsøen påvirkes kraftigt af svingende oliepriser og produktion. Set over de seneste 15 år har der været betydelige udsving i de faktiske nordsøindtægter, hvilket blandt andet skal ses i lyset af fluktuationer i oliepriserne samt produktionen af olie og gas i Nordsøen og Nordsøaftalen fra efteråret 2003. På længere sigt forudsættes indtægterne fra nordsøaktiviteterne at aftage i takt med, at olie- og gasressourcerne udtømmes i Nordsøen.

Finansministeriets beregninger af det strukturelle indtægtsniveau for aktiviteter i Nordsøen tager udgangspunkt i et syv-års glidende gennemsnit af de faktiske indtægter. Det udglatter en del af den usikkerhed, der er forbundet med skøn for oliepriser og produktion i Nordsøen. Men volatiliteten kan fortsat være stor. Det indebar, at det for knap 10 år siden – i forbindelse med Økonomisk Redegørelse, maj 2008 – blev besluttet at gennemsnittet ikke skulle genberegnes ved hver økonomiske redegørelse eller mellemfristede fremskrivning, men alene korrigeres for varige provenuændringer. Baggrunden var, at de store stigninger i Nordsøprovenuerne dengang ellers kunne have sendt et signal om, at der var plads til store finanspolitiske lempelser inden for målet for den strukturelle saldo. Sådanne lempelser ville efterfølgende – da de høje Nordsøprovenuer var midlertidige – have ført til krav om betydelige besparelser eller andre finanspolitiske stramninger for at få den strukturelle saldo tilbage på sporet ved lavere Nordsøprovenuer.

Før ikrafttrædelsen af budgetlovens årlige grænse for den strukturelle saldo og fire-årige udgiftslofter blev der normalt foretaget en ny genberegning af gennemsnittet ved overgang til en ny mellemfristet plan. Mellem planerne blev de mellemliggende år som nævnt ikke genberegnet, men alene korrigeret for virkningen på den finanspolitiske holdbarhed af opdaterede skøn (dvs. den varige virkning af ændrede skøn). Ved overgangen til en ny plan kunne dette princip indebære et op- eller nedadgående spring i provenuet på kort sigt. 

Med budgetloven er den årlige finanspolitik bundet af grænsen for strukturelle underskud på ½ pct. af BNP. Pludselige skift kunne således enten betyde, at der måtte gennemføres besparelser, eller at der kunne lempes – begge dele uden, at den reelle sundhedstilstand af de offentlige finanser havde ændret sig på mellemfristet sigt. Ligeledes er der med budgetloven indført fireårige udgiftslofter, som løbende fastlægges på baggrund af de mellemfristede fremskrivninger. 

På den baggrund har Finansministeriet justeret beregningen af det strukturelle nordsøprovenu i forbindelse med Danmarks Konvergensprogram 2016. Det strukturelle provenu lægges fast i forbindelse med fastsættelsen af udgiftslofter for et nyt fjerde loftsår med en fuld genberegning af det syvårs-glidende gennemsnit og korrigeres herefter alene med den varige virkning af ændrede skøn. 1)  

Finansministeriets metode har gennem snart 10 år kombineret stabile rammer for tilrettelæggelsen af finanspolitikken med de nødvendige fremadsynede justeringer på baggrund af opdaterede skøn og nye oplysninger. 

Finansministeriet anser det netop som en fordel ved den seneste metodejustering, at der ved fremtidig overgang til nye planer ikke sker et hop i de strukturelle Nordsøindtægter. Det fremmer stabilitet i den finanspolitiske planlægning. Dokumentation for metodejusteringen kan findes i Metodejustering for strukturelle indtægter fra Nordsøen og Det Økonomiske Råds sekretariat blev orienteret om justeringen i april 2016 uden at det gav anledning til bemærkninger. 

1) Udgiftslofterne for 2020, som blev fremlagt i forbindelse med finanslovforslaget for 2017, er således baseret på det justerede princip. Indtil den nye regneregel er fuldt implementeret – dvs. indtil udgangspunktet for de strukturelle Nordsøindtægter for alle fire loftsår er lagt fast ud fra skønnene på tidspunktet for loftsfastsættelsen – har Finansministeriet for årene 2016-2019 anvendt de strukturelle Nordsøskøn fra den seneste mellemfristede fremskrivning før metodeændringen (dvs. fra september 2015-forløbet). Det er efter Finansministeriets opfattelse en logisk overgang.