Nyt skattevæsen: 1.500 statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet
13-06-2017SKAT erstattes af syv nye styrelser, hvoraf fem får hovedsæde uden for hovedstadsområdet. Det sker som led i regeringens plan for et nyt skattevæsen.
Middelfart, Aarhus, Herning, Aalborg og Roskilde bliver hjemsted for fem af de i alt syv nye styrelser, som skal erstatte SKAT. Og når det nye skattevæsen er på plads i 2021, vil skatteforvaltningen være til stede i 26 byer rundt om i Danmark.
Innovationsminister Sophie Løhde, der er sat i spidsen for regeringens fortsatte arbejde med at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af landet, er tilfreds med, at det nye skattevæsen placeres flere steder på Danmarkskortet:
Den nye plan viser med al tydelighed, at regeringen endnu en gang sætter handling bag ord, når det gælder et Danmark i bedre balance og prioriterer at skabe arbejdspladser i hele landet. Den tid, hvor styrelser og institutioner pr. automatik skulle ligge i hovedstadsområdet, er slut.
Regeringen er allerede godt i gang med den første del af flytningerne, og indtil videre er man på rette vej til at indfri ambitionen om at flytte knap 3.900 statslige arbejdspladser til resten af landet. Og der er flere flytninger på vej.
Vi præsenterer i dag regeringens plan for et nyt skattevæsen. Konkret tilfører vi 1.500 arbejdspladser uden for hovedstadsområdet, som kommer oveni de ca. 3.900 statslige arbejdspladser, der allerede er ved at blive flyttet. Og senere vil vi som lovet komme med forslag til yderligere flytninger og dermed den næste store samlede runde, siger innovationsminister Sophie Løhde.