Regeringen ønsker fair konkurrence mellem offentlige og private virksomheder
02-03-2017Regeringen mødes i dag med række erhvervsorganisationer, KL og Danske Regioner for at drøfte spillereglerne for konkurrencen mellem det offentlige og private virksomheder. Det er regeringens klare mål at sikre, at private virksomheder ikke konkurrerer på ulige vilkår på områder, hvor de er i konkurrence med det offentlige om opgaver.
Dagens møde vil være et godt udgangspunkt for regeringens videre arbejde med at forhindre, at det offentlige driver erhverv i ulige konkurrence med private. Arbejdet skal sikre klare regler, som begrænser offentlig erhvervsvirksomhed. I de tilfælde hvor der undtagelsesvist er en god begrundelse for offentlig erhvervsaktivitet, skal vi samtidig sikre, at f.eks. prisfastsættelse sker på lige konkurrencevilkår.
Regeringen ser frem til, at der ved dagens møde bliver fremlagt konkrete eksempler fra erhvervsorganisationerne på, hvor det offentlige bevæger sig for langt ind på private markeder, og hvor der i dag ikke er en fair og lige konkurrence.
Fra regeringen deltager minister for offentlig innovation Sophie Løhde, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde siger:
En lang række virksomheder har advaret om, at offentlige aktører i stigende grad går ind på det private marked og konkurrerer på ulige vilkår. Den advarsel tager jeg meget alvorligt, og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Det er også derfor, vi nu mødes med erhvervslivet, KL og regionerne, så vi kan få kortlagt, hvor der skal sættes ind.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:
Jeg forventer, at vi i dag bliver præsenteret for en række problematiske eksempler på offentlige erhvervsaktiviteter. Som liberal minister mener jeg ikke, at det er hverken effektivt eller ansvarligt, at offentlige myndigheder bruger ressourcer på at gå private virksomheder i bedene. Derfor skal vi indføre nye regler, som ikke efterlader nogen som helst tvivl om, at grænserne for offentlig erhvervsvirksomhed er strammet markant op.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger:
Jeg arbejder kontinuerligt for at skabe de bedste vilkår for vores virksomheder, og det indebærer først og fremmest at sørge for, at de kan operere på et marked med fair konkurrence. Som udgangspunkt mener jeg, at offentlige aktører helt skal afholde sig fra at drive erhvervsvirksomhed. Men hvis der er en særligt god grund til, at de alligevel gør det, så skal det selvfølgelig foregå på lige konkurrencevilkår, så det ikke skader virksomhederne. Det er blandt andet noget af det, jeg ser frem til at drøfte her i dag.
Alle input fra mødet indgår i regeringens videre arbejde frem mod en endelig plan, der sætter klare rammer for den offentlige sektors erhvervsaktiviteter.