Innovationsminister til cybertopmøde i Indien

25-11-2017

Sophie Løhde er rejst til New Delhi, der i denne uge er værtsby for en global cyberkonference med deltagelse af blandt andre den indiske premierminister og repræsentanter fra mere end 100 lande.

Den indiske hovedstad New Delhi er i disse dage ramme om en storstilet konference - Global Conference on Cyberspace - der bl.a. har fokus på netsikkerhed.

Repræsentanter for regeringer fra blandt andre USA, Holland og Japan, civilsamfund, tænketanke og virksomheder såsom Facebook, Microsoft og IBM sætter hinanden i stævne for at udveksle erfaringer og viden samt drøfte, hvordan man kan skabe et internet, der er sikket at bruge.

Innovationsminister Sophie Løhde, der er sat i spidsen for arbejdet med at udarbejde en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed, repræsenterer den danske regering på konferencen. Og ministeren ser frem til at tale for de mange fremmødte og mødes med blandt andre indiske ministre:

Sammenlignet med Indien er vi et meget lille land, men vi har en velfungerende offentlig sektor, og vi er blandt de førende i verden når det gælder digitalisering. Og derfor kigger flere lande mod det nordlige Europa for at lære af os, siger Sophie Løhde og fortsætter:

Digitaliseringen giver os alle enestående muligheder for at forbedre vores samfund, men den udgør samtidig en trussel, vi skal tage meget alvorligt. For hvis vi ikke sikrer os mod cyberangreb, så kan det få katastrofale følger. Det så vi et eksempel på tidligere i år, da hospitaler i England blev hacket, og en virksomhed som Mærsk var lammet i ugevis. Derfor er det helt afgørende, at vi beskytter os, så vores sundheds-, energi- og finanssektor og anden kritisk infrastruktur ikke lammes.

Det er 5. gang, at konferencen Global Conference on Cyberspace afholdes. Det første år - i 2011 - fandt konferencen sted i London og sidenhen har blandt andre Budapest, Seoul og Haag været værtsbyer.