Økonomisk Redegørelse, august 2007

04-09-2007

Økonomisk Redegørelse, august 2007

Økonomisk Redegørelse, august 2007 indeholder en prognose for dansk og international økonomi frem til og med 2008 samt en vurdering af finanspolitikken.

BNP ventes at vokse med 2,0 pct. i 2007, hvorefter væksten dæmpes til 1,3 pct. i 2008. Den fortsatte økonomiske vækst ventes at indebære en stigning i beskæftigelsen på 46.500 personer fra 2006 til 2008. Ledigheden ventes at nå ned på et gennemsnitligt niveau på 98.000 personer i 2007 og 91.000 personer i 2008, svarende til henholdsvis 3,3 og 3,1 pct. af arbejdsstyrken. Der forudses lønstigninger på godt 4½ pct. i både 2007 og 2008, samt betalingsbalanceoverskud på 29 mia. kr. i 2007 og 23 mia. kr. i 2008.

Overskuddet på de offentlige finanser skønnes til 66 mia. kr. i 2007 og 55 mia. kr. i 2008. Det lavere overskud i 2008 skal ses i lyset af, at BNP-væksten ventes at aftage til 1,3 pct. i 2008 mod godt 2½ pct. i gennemsnit i perioden 2004-2007. De store overskud bidrager til, at ØMU-gælden forventes at falde til 21½ pct. af BNP ved udgangen af 2008, mens den offentlige nettogæld allerede i 2007 ventes at være vendt til et netto tilgodehavende.