Aftale om regionernes økonomi for 2011

12-06-2010

Regeringen har i dag indgået en aftale med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2011. Der er desuden indgået aftale om sundheds-it med mål om elektroniske patientjournaler i regionerne.

Aftale om genopretning af dansk økonomi mellem regeringen og Dansk Folkeparti indebærer en prioritering af det samlede sundhedsområde med i alt 5 mia. kr. i perioden 2011-2013. Løftet til sundhedsområdet sikrer bl.a. finansiering af behandling af flere patienter og ny medicin over de kommende år.

Sundhedsområdet har gennem de seneste år været præget af en meget høj vækst og kapacitetsopbygning. Regeringen og Danske Regioner er enige om, at der i de kommende år skal fokus på en mere afdæmpet vækst. Det betyder, at regioner og sygehusene skal have et skærpet fokus på prioritering og økonomistyring, så der i tide kan foretages nødvendige budgetændringer og omprioriteringer.

Med aftalen er regeringen og Danske Regioner enige om, at der kan frigøres nye ressourcer blandt andet ved at sætte fokus på indkøb og bedste praksis på tværs af regionerne.

Med aftalen er der prioriteret 1½ mia. kr. til sygehusområdet i 2011. Aftalen giver mulighed for en aktivitetsvækst på sygehusene i 2011 på 3 pct. og dækning af øvrige udgifter, herunder medicinudgifter.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

Patienterne kan være tilfredse. Det er en god aftale som betyder flere behandlinger og muligheder for fortsat at udvikle det danske sundhedsvæsen. Regeringen har prioriteret, at der skulle sættes penge af til sundhedsområdet på trods af den økonomiske situation, som vi befinder os i. Vi har fået en aftale, der sætter fokus på mest mulig sundhed for pengene. Jeg har tiltro til, at regions- og sygehusledelserne kan løfte opgaven inden for de aftalte rammer.

Aftalen om sundheds-it fastsætter ambitiøse mål for it-udviklingen i sundhedsvæsenet, og betyder en stærkere national koordinering af udvikling af bl.a. elektroniske patientjournaler på sygehusene. Der etableres samtidig en ny fælles bestyrelse, som skal følge op med henblik på realisering af målsætningerne.

Læs mere i Aftale om regionernes økonomi for 2011

Læs Aftale om sundheds-it

Læs resumé om konsolidering og bedre styring på sygehusene

Læs resumé om mere sundhed for pengene

Læs resumé om aftale om sundheds-it