Danmark klar til vækst
24-04-201315 mia. kr. mere i offentlige investeringer frem mod 2020. Færre udgifter for produktionsvirksomhederne på el og affald. Og en målrettet selskabsskattelettelse, der ikke omfatter den finansielle sektor og olievirksomhederne i Nordsøen. Det er resultatet af aftalen om Vækstplan DK mellem regeringen og Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Med aftalen investeres der samlet set ca. 75 mia. kr. frem mod 2020 i stærkere virksomheder og flere arbejdspladser.
Finansminister Bjarne Corydon slår fast, at regeringen med Vækstplan DK har lagt nogle solide spor ud til at skabe 150.000 private arbejdspladser frem mod 2020.
Jeg er glad for, at regeringen gennem de to aftaler om Vækstplan DK har fundet flertal for regeringens samlede Vækstplan DK. Nu gør vi Danmark klar til vækst, og vi får genskabt tilliden til fremtiden.
Med aftalen bliver virksomhederne stærkere, så de har musklerne til at trække igennem, når opsvinget kommer, og det betyder, at flere danskere får et arbejde at stå op til. Det er det, vores land har brug for, siger Bjarne Corydon.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager glæder sig over, at regeringen med Vækstplan DK imødekommer erhvervslivets ønsker.
Med dagens aftale har vi taget et væsentligt skridt mod at sikre øget vækst og beskæftigelse i Danmark.
Vi har lyttet til erhvervslivets ønsker og på afgørende punkter styrket danske virksomheders muligheder, så vi kan genvinde de tusindvis af private job, vi tabte under krisen. Et resultat, der vil styrke vores samfund og være til gavn for os alle, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.
Skatteminister Holger K. Nielsen fremhæver, at aftalen giver faglærte og ufaglærte et kompetenceløft.
Jeg er glad for, at vi nu har indgået en aftale, der gennem offentlige investeringer skaber arbejdspladser her og nu, og samtidig gør det mere attraktivt at investere i Danmark til gavn for væksten, når vi kigger længere ud i fremtiden. Danmarks vej ud af krisen handler også om arbejdsstyrkens kvalifikationer. Derfor giver vi et løft til de faglærte og ufaglærte, som får mulighed for at efteruddanne sig og dermed komme arbejdsmarkedet nærmere. Det er jeg særligt tilfreds med, siger skatteminister Holger K. Nielsen.
Læs aftale om en vækstplan
Læs presseresuméer til aftale om en vækstplan
Læs aftalepublikationen Aftaler om Vækstplan DK