Pressemeddelelse om lockout varsel

28-02-2013

Finansministeriet har i dag varslet lockout af en række lærergrupper i staten.

Finansminister Bjarne Corydon udtaler i den anledning:

Jeg må desværre konstatere, at forhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler er gået i hårdknude. Derfor har jeg taget det alvorlige skridt at varsle lockout, for visse lærergrupper på statens område.

Jeg håber fortsat på en forhandlingsmæssig løsning. Det er ingen hemmelighed, at vi står langt fra hinanden. Men som aftalerne om normale arbejdstidsregler for lærerne på gymnasierne og erhvervsskolerne viser, er det muligt at finde en løsning ved forhandlingsbordet, hvis begge parter vil det.

Siden kravsudvekslingen den 17. december 2012 har parterne som en del af de statslige overenskomstforhandlinger forhandlet finansministerens hovedkrav om en normalisering af lærernes arbejdstidsregler.

På AC-området lykkedes det den 8. februar 2013 at opnå enighed om nye arbejdstidsregler for lærere ansat ved gymnasier og erhvervsskoler. En tilsvarende aftale blev indgået med ingeniørforeningen, IDA, den 20. februar 2013.

På de øvrige lærerområder i staten, hvor finansministeren har stillet samme krav om en normalisering af arbejdstidsreglerne, er der imidlertid ingen fremdrift i forhandlingerne, som er gået i hårdknude. Finansministeriet har derfor fundet det nødvendigt at varsle lockout for de berørte lærergrupper med henblik på at få fremdrift i forhandlingerne.

En lockout er arbejdsgivers modstykke til de faglige organisationers strejkevåben.