Grøn smiley til rød bygning

21-05-2013

Finansministeriet, der undertiden kaldes den røde bygning, har i dag fået tildelt en grøn smiley af klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Ministeriet tildeles den grønne smiley, fordi ministeriet de senere år har nedbragt varmeforbruget med cirka 20 pct. fra 107 kWh pr. m2 til 85 kWh. Dermed har Finansministeriet nu fået betegnelsen "energirigtig".
Det er bl.a. sket ved at udskifte vinduesglas og ved at sænke temperaturen i weekenden.

Bygningen blev opført for knap 300 år siden.

Finansminister Bjarne Corydon er stolt over at modtage den grønne smiley.

Jeg synes, det er fascinerende, at man også i historiske bygninger kan få et acceptabelt varmeforbrug med moderne teknologi. På den måde kan vi tænde for radiatoren med god samvittighed over for klima såvel som statskasse, siger finansminister Bjarne Corydon.

Klima og miljø ligger regeringen meget på sinde, understreger finansministeren.

Regeringen har bl.a. lavet en trafikaftale, som løfter den kollektive trafik, en ambitiøs energiaftale, som øger investeringerne i vedvarende energi, og med finansloven for i år afsatte vi mere end 1,5 mia. kr. til grønne job og grøn omstilling, siger Bjarne Corydon.