OK13: Sammenbrud i forhandlingerne i Forligsinstitutionen

25-03-2013

Ved dagens møde i Forligsinstitutionen har forligsmanden måttet opgive bestræbelserne på at mægle forlig i overenskomstforhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler mellem Finansministeriet, Lærernes Centralorganisation og CO10.

Finansministeren har ved forhandlingerne stået fast på sit hovedkrav om, at lærerne skal have arbejdstidsregler som ansatte på resten af arbejdsmarkedet. Den enkelte skoleleder skal løbende kunne prioritere, hvad lærerne anvender arbejdstiden på, efter elevernes behov, lærernes kompetencer og de lokale udfordringer. Dét er en forudsætning for, at lærernes arbejdstid kan anvendes mest muligt fleksibelt og effektivt til at give eleverne den bedst mulige undervisning.

Da jeg for 3 måneder siden indledte overenskomstforhandlingerne, var det med eleverne i tankerne. Hvis vi skal tilbyde den bedst mulige uddannelse, kræver det, at lærerne skal arbejde anderledes og være mere sammen med eleverne. Derfor har jeg gjort det til min højeste prioritet, at vi sikrer de rammer, der er nødvendige, hvis alle børn og unges potentiale skal foldes fuldt ud, siger finansminister Bjarne Corydon og tilføjer:

De aftaler, jeg har indgået med AC og IDA om normalisering af gymnasie- og erhvervsskolelærernes arbejdstidsregler, viser med al ønskelig tydelighed, at det er muligt at opnå afbalancerede resultater ved forhandlingsbordet, hvis begge parter vil det. Men ved forhandlingerne med de sidste lærergrupper har det desværre ikke været muligt at komme over den fundamentale knast, der skiller os: Nemlig, om skolelederne skal kunne lede og fordele arbejdet på den enkelte skole – som på andre arbejdspladser – eller om det er noget, der skal aftales med fagforeningen.

Lærernes særlige arbejdstidsregler har som konsekvens, at alle lærere får den samme mængde arbejdstid til hver undervisningstime uanset lærerens erfaring og kompetencer, den konkrete undervisningsopgave, elevernes behov, faget der undervises i, klassetrinnet der undervises på mv. Arbejdstiden er dermed låst fast, og den kan kun bruges til bestemte formål. Det hindrer, at der kan skabes mere tid sammen mellem elev og lærer i skoledagen. Bjarne Corydon afrunder med at udtale:

Jeg er meget ærgerlig over, at det ikke har været muligt at opnå en løsning ved forhandlingsbordet. Det næste skridt i den danske model er, at konflikten desværre bliver en realitet. Der er ingen tvivl om, at den vil give betydelige gener i hverdagen. Men jeg håber på elevernes og forældrenes forståelse for, at når vi som arbejdsgivere tager dette alvorlige skridt, er det fordi, en konflikt er den eneste måde, vi kan frigøre os fra lærernes rigide arbejdstidsregler. Det er nødvendigt, hvis vi skal ruste vores børn og unge til fremtidens udfordringer og tage endnu et skridt mod danmarkshistoriens bedst uddannede generation.