Kommunernes økonomiske rammer for 2016
03-07-2015Regeringen og KL er d.d. blevet enige om kommunernes økonomiske rammer for 2016.
Stramme økonomiske rammer stiller også i de kommende år krav til en effektiv offentlig sektor. Med forhandlingsresultatet indføres et årligt omprioriteringsbidrag i kommunerne på 1 pct. de kommende fire år (2016 til 2019).
Som det fremgår af regeringsgrundlaget vil de frigjorte midler blive udmøntet hen over regeringsperioden til prioriterede indsatser. Regeringen vil prioritere kernevelfærd.
Regeringen har samtidig lyttet til, at KL af hensyn til planlægningshorisonten gerne ser et tidsmæssigt indløb til, at omprioriteringsbidraget starter fuldt ud – ligesom regeringen ønsker at prioritere den borgernære velfærd. Derfor er en andel af midlerne i 2016 ført tilbage til borgernær velfærd så som ældre, folkeskole og børn.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:
Vi er nødt til hele tiden at sikre, at skatteydernes penge anvendes, hvor de gør størst gavn for borgerne. Det er væsentligt, at hele den offentlige sektor bidrager til at frigøre midler, som kan anvendes til prioriterede indsatser. Fx sundhed, ældre og tryghed. Omprioritering har været et gældende princip i staten i mange år. Nu udbredes princippet til kommunerne.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann udtaler:
Jeg er glad for, at vi har lavet en aftale, der lever op til regeringsgrundlaget, så vi hjælper de kommuner, der har behov for en økonomisk håndsrækning. Det giver alle kommuner i hele landet mulighed for at få indtægter og udgifter til at hænge sammen. Og så ser jeg frem til det videre arbejde med regelforenklinger, der giver kommunerne den nødvendige frihed til at tilpasse opgaverne til lokale ønsker og behov med bedre indsats for vores mest udsatte borgere.
Regeringen og KL er nået til enighed om følgende økonomiske rammer for kommunerne i 2016:
- Regeringen og KL er enige om, at der tilbageføres 1,9 mia. kr. af prioriteringsbidraget til kommunerne i 2016 til prioriterede indsatser på de borgernære serviceområder, herunder ældre, børn og folkeskole.
- Kommunernes investeringer vil udgøre 16,6 mia. kr. i 2016. Der sker dermed en tilpasning af anlægsudgifterne efter en periode, hvor kommunerne har fremrykket anlægsprojekter og opretholdt et historisk højt anlægsniveau under den økonomiske krise.
- Regeringen og KL er enige om, at der fastsættes et ekstraordinært finansieringstilskud på 3½ mia. kr. i 2016, hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
- Endvidere afsættes der en lånepulje på 500 mio. kr. med henblik på en styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner.
- Regeringen og KL enige om, at såvel det ekstraordinære integrationstilskud på 200 mio. kr. samt investeringstilskuddet på 125 mio. kr. videreføres i 2016 med henblik på at understøtte kommunernes modtagelse og integration af flygtninge mv.
Regeringen og KL vil i september 2015 drøfte en række temaer, bl.a. samarbejdet om effektivisering og digitalisering samt konkrete forslag til regelforenklinger, der giver kommunerne forbedrede styrings- og prioriteringsmuligheder. Udover en liberalisering af planloven kan der bl.a. ses på en forenkling af beskæftigelseslovgivningen.
Regeringen vil primo juli oversende et bloktilskudsaktstykke til Folketingets Finansudvalg, som fastlægger det samlede bloktilskud til kommunerne i 2016, således at der skabes klarhed om rammerne for budgetlægningen.
Regeringen og KL er enige om i efteråret at drøfte en række yderligere kommunale temaer, herunder det videre samarbejde om regelforenkling, effektivisering, digitaliseringsstrategi mv.
Aftale om regionernes økonomi for 2016
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen i løbet af sommeren gøre status på sundhedsområdet og tage stilling til, hvilke områder der særligt skal prioriteres.
I lyset af denne status vil regeringen umiddelbart efter sommerferien indbyde Danske Regioner til drøftelse af de økonomiske rammer for regionerne i 2016, således at regionerne kan have afsluttet budgetlægningen senest 15. oktober 2015.
Læs Kommunernes økonomiske rammer for 2016