Omfattende handlingsplan skal knække hjemløsekurven
08-10-2017Regeringen er klar med Handlingsplan til bekæmpelse af hjemløshed. 15 initiativer og 250 mio. kr. over fire år skal vende stigningen i hjemløshed til et fald.
Til trods for de senere års store indsatser på hjemløseområdet og til trods for viden om, hvad der skal til for at hjælpe, så stiger antallet af hjemløse stadig. Den seneste hjemløsetælling, gennemført af VIVE, viser en stigning på næsten 500 hjemløse på to år til 6.635 hjemløse i 2017. Det skyldes særligt en stigning i antallet af unge hjemløse.
Regeringen vil derfor afsætte 250 mio. kr. fra satspuljen for 2018 til en massiv indsats mod hjemløshed. Handlingsplanen indeholder 15 initiativer og sætter især fokus på at forebygge, at unge ender i hjemløshed, og på de ældre og langvarigt hjemløse, der skal hjælpes til en tryg og værdig tilværelse.
Vi ved, hvad der virker i forhold til at bekæmpe hjemløshed, og med regeringens handlingsplan foreslår vi at udbrede de virksomme metoder, så den viden kan blive brugt i praksis. Med planen sætter vi særligt fokus på de unge hjemløse, som alt for længe har gået under radaren, indtil de har brændt alle broer og dukker op på gaden med misbrug og psykiske udfordringer. Det skylder vi de unge, siger børne- og socialminister Mai Mercado.
Som en del af handlingsplanen vil regeringen afsætte 80 mio. kr. til en social investeringspulje, der skal hjælpe kommunerne til at omstille til investeringer i tidligere, forebyggende og helhedsorienterede indsatser mod hjemløshed. Puljen er en del af regeringens Sammenhængsreform, der netop skal sikre, at de menneskelige og økonomiske fordele ved en tidlig indsats kommer i fokus.
Jeg er optaget af, at vi i det offentlige bliver bedre til at sætte tidligere ind for at hjælpe nogle af de mennesker, der har det allersværest i vores samfund. Og med handlingsplanen sætter vi 80 mio. kr. af til investeringspuljer, der skal understøtte kommunernes arbejde med at omlægge deres indsatser på hjemløseområdet, så de bliver mere sammenhængende og bedre til at forebygge hjemløshed, siger innovationsminister Sophie Løhde.