Ny økonomiaftale med KL er på plads med et klart løft af kernevelfærden

07-06-2018

Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2019, der prioriterer den borgernære kernevelfærd med 2,3 mia. kr.

Regeringen og KL er enige om at løfte den kommunale serviceramme for 2019 med 1,7 mia. kr. til prioritering af borgernær kernevelfærd til børn, ældre og folkeskolen. Pengene skal også gå til den nære sundhed og til kommunernes arbejde med at yde værdig pleje og omsorg for ældre borgere. 

Med aftalen målrettes samtidig 600 mio. kr. frigjorte midler til kommunal velfærd. Regeringen og KL er således enige om, at den borgernære kernevelfærd i kommunerne løftes med i alt 2,3 mia. kr. i 2019. 

Samtidig etableres en overgangsordning for de kommuner, der fra 2019 vil blive ramt af udligningstab som følge af Danmarks Statistiks revision af uddannelsesstatistikken. Kommunerne kompenseres fuldt ud for tabet i 2019 og 2020, men tilskuddet er betinget af, at den enkelte kommune ikke forhøjer skatten i 2019 eller 2020.

Finansminister Kristian Jensen siger:

Vi har landet en aftale med et klart løft i den kommunale kernevelfærd, så kommunerne kan styrke vores ældrepleje, skoler og daginstitutioner. Jeg er også tilfreds med, at KL har taget imod regeringens tilbud om en overgangsordning, som giver 1,1 milliard kroner i tilskud til en række kommuner, der stod til at miste penge efter en ny måde at beregne økonomisk udligning mellem kommunerne. Det her er min anden kommuneaftale som finansminister, og det er godt, at vi igen kan forbedre kommunernes økonomi og sikre ansvarlige budgetter.

Parterne er enige om, at kommunernes ramme til anlægsinvesteringer hæves til 17,8 mia. kr. i 2019, og at de kommunale anlægsinvesteringer i højere grad skal målrettes investeringer i den borgernære velfærd som fx skoler og daginstitutioner.

Aftalen betyder også, at der etableres en tilskudsordning til at understøtte skattenedsættelser i den enkelte kommune for samlet set 250 mio. kr. i 2019.

Fungerende økonomi- og indenrigsminister Ole Birk Olesen siger:

Det har været helt afgørende for mig, at vi med aftalen har afsat en tilskudsordning på 250 mio. kr. til at støtte op om de kommuner, der sætter skatten ned. Jeg vil kraftigt opfordre kommunerne til at gøre brug af denne mulighed. Det glæder mig også, at vi får lavet en ordning, hvor vi giver en kompensation til de kommuner, der oplever store tab i udligningsbeløb på grund af den reviderede uddannelsesstatistik. Forudsætningen er naturligvis, at disse kommuner ikke hæver skatten.

Regeringen og KL er derudover enige om at understøtte rammerne for at levere en effektiv kommunal opgaveløsning via afbureaukratisering og bedre styringsmuligheder i regi af moderniserings- og effektiviseringsprogrammet. Samtidig er der enighed om at effektivisere kommunernes administrative drift.

Som led i Sammenhængsreformen er regeringen og KL enige om at fastsætte en national målsætning for reduktion af sygefravær i den offentlige sektor. Samtidig er parterne enige om en målsætning for effektivisering og professionalisering af offentlige indkøb frem mod 2025. 

Innovationsminister Sophie Løhde siger:

Der er et stort potentiale i at reducere sygefraværet i den offentlige sektor. Et lavere sygefravær vil nemlig både gavne medarbejderne og forbedre trivslen på arbejdspladserne og frigøre ressourcer, som eksempelvis kan bruges til at løfte vores kernevelfærd. Det er derfor positivt, at vi nu går i gang med at se på, hvordan vi i fællesskab kan nedbringe sygefraværet i staten, regionerne og kommunerne, hvor vi også er enige om at drøfte en national målsætning for reduktion af sygefravær i den offentlige sektor.

Med aftalen er der også enighed om at fremme konkurrenceudsættelse og offentlige private samarbejder i kommunerne. Samtidig er der enighed om den nye erhvervsfremme- og turismeindsats, der følger af Forståelsen om en styrket og fokuseret erhvervsfremmeindsats, som regeringen og KL indgik den 23. maj 2018. 

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger:

Jeg er glad for, at vi har landet en økonomiaftale med KL, hvor vi kompenserer kommunerne med en overgangsordning på 1,1 mia. kroner i de næste to år. Dermed undgår vi, at kommunerne tvinges til at sætte skatten op i 2019 eller 2020 som konsekvens af den øgede udligning, der følger af Danmarks Statistiks reviderede uddannelsestal. Det har været et centralt emne i forhandlingerne, at vi fik forhindret en sådan skattestigning, så jeg er særdeles tilfreds med udfaldet.

Læs økonomiaftalen mellem regeringen og KL

Oversigt over hovedelementer i aftalen

  • Løft af den kommunale serviceramme i 2019 på 1,7 mia. kr. til styrket velfærd, herunder særligt den nære sundhedsindsats og ældreområdet. De kommunale serviceudgifter udgør i alt 251,9 mia. kr. i 2019.
  • Hertil målrettes 500 mio. kr. fra moderniserings- og effektiviseringsprogrammet i 2019 samt 100 mio. kr., som frigøres ved konsolidering af erhvervsfremme. Midlerne målrettes til styrket borgernær velfærd. 
  • I alt prioriteres den borgernære kernevelfærd med 2,3 mia. kr. i 2019.
  • Med det kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram frigøres 1 mia. kr. i 2019 ved regelforenklinger og effektiv drift.
  • Kommunernes anlægsniveau i 2019 løftes til 17,8 mia. kr. 
  • Tilskud til kommunale skattenedsættelser for samlet set 250 mio. kr. i 2019. 
  • Fuld kompensation i 2019 og 2020 for de kommuner, der fra 2019 vil blive ramt af udligningstab som følge af Danmarks Statistiks revision af uddannelsesstatistikken. Tilskuddet er betinget af, at den enkelte kommune ikke forhøjer skatten i 2019 eller 2020.
  • Ekstraordinært finansieringstilskud på 3½ mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
  • Lånepulje på 500 mio. kr. til styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner.
  • Målsætning om reduktion af sygefravær i den offentlige sektor og målsætning for effektivisering og professionalisering af offentlige indkøb.