Igangsætning af projekt om fornyelse af det empiriske grundlag for arbejdsudbudseffekter af ændringer i skattesystemet

Projektet skal ses som et led i det løbende arbejde med at efterse og opdatere de gældende regneprincipper og -metoder.

Finansministeriet, Skatteministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet igangsætter et arbejde med at forny det empiriske grundlag for de regnemetoder, der anvendes til at beregne arbejdsudbudseffekter af ændringer i skattesystemet. Herunder undersøges muligheden for at anvende ændringer i den skattepligtige indkomst fremfor i arbejdstiden som udgangspunktet for adfærdsvirkninger på den intensive margin (de såkaldte ”timeeffekter”). 

En gruppe af de førende eksperter på området vil blive tilknyttet projektet med henblik på at sikre den højest mulige faglige kvalitet. Såfremt analysearbejdet leder til den konklusion, at der er grundlag for at justere ministeriernes regnemetoder på skatteområdet, vil ministerierne i konsultation med ekspertgruppen udarbejde et oplæg til et nyt empirisk grundlag. Dette oplæg vil blive lagt åbent frem forud for implementeringen – hvilket i givet fald forventes at ske ultimo 2019.

De nuværende regnemetoder vurderes på det aktuelle grundlag at give anledning til middelrette skøn for arbejdsudbudsvirkningerne af ændringer i skattesystemet. Der er således ikke på forhånd en forventning om, at projektet vil give anledning til en justering af adfærdseffekterne i en bestemt retning. De nuværende regnemetoder vil derfor fortsat blive anvendt mens et fornyet grundlag tilvejebringes og frem mod en eventuel ny metode er udarbejdet og implementeret.

Læs mere i projektbeskrivelsen om fornyelse af det empiriske grundlag for arbejdsudbudseffekter af ændringer i skattesystemet