Kommunerne overskrider budgettet for andet år i træk

Kommunernes regnskaber for 2018 viser en markant budgetoverskridelse. Regeringen indkalder KL for at drøfte den uholdbare situation.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort kommunernes regnskaber for 2018, som viser, at kommunerne sidste år brugte 245,8 mia. kr. på serviceområdet. Det er 0,1 mia. kr. mindre end budgetteret. Til gengæld brugte kommunerne 19,3 mia. kr. på anlægsinvesteringer, og det er 2,1 mia. kr. mere end budgetteret.  

Kommunernes merforbrug på anlægsområdet betyder, at det samlede regnskab for service og anlæg ligger markant over, hvad regeringen og KL har aftalt. Det giver en samlet overskridelse på 1,9 mia. kr. Det er andet år i træk, at kommunerne samlet set overskrider det aftalte og budgetterede niveau.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger: 

Sidste år stod vi i en lignende situation, hvor KL forsikrede regeringen om, at budgettet ville blive overholdt. Men sådan er det ikke gået. Tværtimod. Nu står vi med en endnu større overskridelse på samlet set 1,9 mia. kr. Det er fuldstændig uacceptabelt. Det vil vi tage en alvorlig samtale med KL om.

Finansminister Kristian Jensen siger:

Vi står nu for andet år i træk i den situation, at kommunerne har overskredet deres budgetter. Og her taler vi altså om en samlet overskridelse på hele 1,9 mia. kr. Det er ikke bare et dybt utilfredsstillende resultat, men det er også direkte skadeligt for aftalesystemet som helhed, når kommunerne gang på gang overskrider aftalerne og således sår tvivl om deres egen troværdighed.

Fakta 

Kommuner er underlagt økonomiske sanktioner ved overskridelser af budgetterne samt de aftalte rammer i økonomiaftalen. Med de gældende regler er der ved overskridelser af budgettet alene en sanktion, hvis kommunerne overskrider servicebudgettet, og ikke hvis de overskrider anlægsbudgettet, som det er tilfældet med regnskab 2018.