Mere end 5.500 statslige arbejdspladser er nu etableret uden for eller flyttet fra Københavnsområdet til andre dele af landet. Det viser en ny statusopgørelse for regeringens to store flytteplaner ’Bedre Balance I og II’.
Regeringen har ad to omgange fremlagt planer om at flytte og etablere omkring 8.000 statslige arbejdspladser uden for København. Og en ny opgørelse fra Finansministeriet viser, at flytningerne fortsat skrider planmæssigt frem.
I marts 2019 var der ifølge ministeriernes indrapporteringer flyttet 5.540 ud af de planlagte 7.927 statslige arbejdspladser.
Det glæder innovationsminister Sophie Løhde, der har stået i spidsen for ’Bedre Balance II’, som blev præsenteret i januar sidste år:
Vi har i regeringen fremlagt to historisk store flytteplaner, hvor vi flytter og etablerer ca. 8.000 statslige arbejdspladser og 10 nye uddannelsesstationer uden for København. Det vil være med til at skabe et Danmark i bedre balance. 52 byer rundt om i Danmark har på nuværende tidspunkt fået statslige arbejdspladser eller nye uddannelsesstationer. Og når vi er færdige, vil det være 60 byer, siger Sophie Løhde.
Den nye statusopgørelse viser også, at der er sket en stor stigning i antallet af medarbejdere, som enten er flyttet med eller pendler til deres arbejdsplads.
I november 2018 var det 20 pct. af medarbejdere, der var ’medflyttere’. Ifølge den nye opgørelse er tallet nu 28 pct. Det svarer til 1.527 medarbejdere.
Det har ikke været et mål i sig selv, at et bestemt antal medarbejdere skulle flytte med deres arbejdsplads. Men omvendt har det selvfølgelig en vis betydning for den enkelte arbejdsplads, hvor mange medarbejdere man kan fastholde. Og på den baggrund er det glædeligt, at vi ser en stigning i antallet af medarbejdere, som vælger enten at flytte med eller pendle til deres arbejdsplads, siger Sophie Løhde.
Økonomien forventes fortsat at holde sig inden for rammerne af de oprindelige skøn. Af den nye statusopgørelse fremgår det, at ministerierne forventer, at de midlertidige udgifter til flytningerne vil beløbe sig til ca. 1.353 mio. kr. Det er ca. 100 mio. kr. lavere, end ministerierne oprindeligt forventede.
Læs Status pr. marts 2019 på Bedre Balance I og II