Regeringen og KL er enige om, at borgere med komplekse problemer skal opleve en kommunal forvaltning, som tilrettelægger en mere koordineret, sammenhængende og overskuelig indsats for borgeren. Der er i den forbindelse aftalt en række principper for den koordinerende sagsbehandling.
Aftalen mellem regeringen og KL følger op på den politiske principaftale om helhedsorienterede indsatser, som regeringen og en bred kreds af Folketingets partier indgik i december 2018. Med principaftalen er der bl.a. enighed om principperne for en ny hovedlov, som skal skabe bedre rammer for en mere helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer, så flere bliver i stand til at mestre eget liv og få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Regeringen og KL er enige om, at borgere og familier, som samtykker til hjælp efter den kommende, nye hovedlov, skal tilbydes en helhedsorienteret indsats med kontakt til så få myndighedspersoner som muligt, som sammen har ansvaret for at sikre en koordineret sagsbehandling på tværs af forskellige sektorer. Der er enighed om, at koordinerende sagsbehandling kan varetages af én eller flere myndighedspersoner for at sikre faglig ekspertise og kendskab til regler – samt skabe kontinuitet ved sygdom, orlov og jobskifte mv.
Der er i forlængelse heraf enighed om en række principper for den koordinerende sagsbehandling.
Innovationsminister Sophie Løhde siger:
De mennesker, der har det sværest, bliver i dag mødt af den tætteste jungle af regler, kontaktpersoner og indsatser, når de skal have hjælp. Det kan vi ikke være bekendt. Derfor er jeg glad for, at regeringen og KL er enige om en række principper for koordinerende sagsbehandling, der støtter kommunerne i at tilrettelægge en bedre og langt mere sammenhængende indsats for borgeren.
Om aftalen siger formand for KL Jacob Bundsgaard:
Der er for mange udsatte borgere, der har oplevet at komme i klemme i systemet, fordi lovgivningen inden for de forskellige områder ikke har passet sammen. I kommunerne gør vi allerede en stor indsats for at arbejde på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, netop for at gøre indsatsen for de udsatte borgere mere smidig og bedre. Jeg er meget tilfreds med, at vi med denne forståelse får bedre rammer til at sikre udsatte borgerne en helhedsorienteret indsats.