Ny departementschef i Finansministeriet
21-08-2019Finansminister Nicolai Wammen har ansat Peter Stensgaard Mørch som departementschef i Finansministeriet.
Peter Stensgaard Mørch kommer fra stillingen som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, og han har tidligere været departementschef i Beskæftigelsesministeriet, kontorchef i Finansministeriet og kontorchef i Velfærdspolitisk Sekretariat i Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilbage i 2007.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
Jeg er meget tilfreds med at kunne ansætte Peter Stensgaard Mørch som departementschef i Finansministeriet. Han har tung topledererfaring fra både Københavns Kommune og Beskæftigelsesministeriet. Peter kender huset og medbringer samtidig værdifulde erfaringer fra hverdagen i en kommune. Jeg synes, at det er en vigtig kvalitet, at han både kender Finansministeriet indefra og udefra. Jeg ser meget frem til samarbejdet.
Peter Stensgaard Mørch vil i løbet af få dage tage fat på sit nye job.
Tiltrædende departementschef Peter Stensgaard Mørch siger:
Jeg ser meget frem til at vende tilbage til Finansministeriet, som jeg kender som en arbejdsplads med ambitiøse medarbejdere og et tårnhøjt fagligt niveau. Finansministeriet er samtidig et vigtigt maskinrum for den offentlige sektor og for regeringsarbejdet, og jeg glæder mig til at lægge alle kræfter i at få det til at fungere bedst muligt samt at betjene finansministeren i arbejdet med at gennemføre regeringens politik.
Peter Stensgaard Mørch er født i 1975 og uddannet cand.scient.pol. i 2003 fra Aarhus Universitet.