Flere end 30 interessentgrupper på sundhedsområder giver sundhedsministeren og innovationsministeren input til, hvad der er vigtigt i sundhedsvæsnet fremover.
Regeringen præsenterede i sidste uge sit bud på, hvordan sundhedsvæsnet skal fremtidssikres og styrkes. Og nøgleordene er, at patienter skal opleve, at der er større sammenhæng, mere nærhed og styrkede patientrettigheder.
Innovationsminister Sophie Løhde og sundhedsminister Ellen Trane Nørby mødes i disse dage med patientforeninger og sundhedspersonalets organisationer. En møderække, der fortsætter både i dag og i næste uge.
Regeringen foreslår en ændret organisering. Den overordnede politiske retning for sundhedsvæsenet fastsættes nationalt. En ny national myndighed – Sundhedsvæsen Danmark – skal være en drivkraft for at udvikle sundhedsvæsenet i hele landet og koordinere tværgående løsninger. Fem nye sundhedsforvaltninger overtager regionernes sundhedsopgaver med samme geografiske inddeling som de nuværende fem regioner. Etablering af 21 nye sundhedsfællesskaber, som skal styrke samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger.
Det er store forandringer. Derfor er det afgørende for regeringen at give repræsentanter for patient- og pårørendeforeningerne og for medarbejderne på sygehusene, i kommunerne og hos de praktiserende læger, som er en kerneforudsætning for at gennemføre reformen i hverdagen, mulighed for at stille spørgsmål og præsentere deres synspunkter og input for ministrene.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:
Målet med sundhedsreformen er at fremtidssikre vores sundhedsvæsen og sætte patienten langt mere i centrum. Hvis det skal lykkes, har vi brug for at høre alle relevante betragtninger, og derfor har vi inviteret over 30 nøgleaktører i sundhedsvæsenet - herunder både patientorganisationer, sundhedsfaglige organisationer og fagpersoner - til møder om reformen. For vi kommer længst med en god og konstruktiv dialog, og det synes jeg bestemt, vi har haft, når jeg tænker på de møder, vi nu er igennem
Innovationsminister Sophie Løhde siger:
Det er vigtigt for os, at vi ikke kaster os direkte ud i politiske forhandlinger, men tager os tid til at lytte til spørgsmål og input fra sundhedsvæsenets mange interessenter. For det er dem, der kommer til at stå i en ny virkelighed, når vi ændrer på sundhedsvæsnet og rykker det tættere på borgerne. Og dem, der skal være med til at realisere udspillets ambitioner om mere nærhed, kvalitet og bedre sammenhæng. Jeg er glad for, at der er bred opbakning til både retningen og rigtigt mange af de elementer, vi foreslår.
Endeligt har også Forhandlingsfællesskabet været til møde om reformens betydning for medarbejderne i relation til overenskomstforhandlingerne på det regionale område og overgangen til den nye struktur.
Møderne foregår i Finansministeriet, og pressen er velkommen før og efter møderne.