600 millioner kroner til oprydning af de mest komplekse forureninger

En delaftale om sundhedsreformen betyder, at opgaven med jordforureninger overgår fra regionerne til staten. Regeringen og DF har aftalt, at hovedparten af den forventede effektiviseringer skal gå til oprydning på Harboøre Tange, i Kærgård Klitplantage og Grindsted by. Hertil er der prioriteret nye ekstra midler i 2019 og 2020

Nu skal der ryddes op efter de store forureninger, der stammer fra tidligere tiders kemiproduktion på Grindstedværket og Cheminova. 

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at prioritere 600 millioner kroner til de mest komplekse jordforureninger. Parterne har som en del af sundhedsreformen aftalt at prioritere forventede effektiviseringer på op mod 500 millioner kroner til indsatsen mod de såkaldte generationsforureninger. 

Aftaleparterne er enige om at prioritere 200 millioner kroner af den forudsatte effektiviseringsgevinst fra 2021-2030 samt 100 millioner kroner i alt i 2019 og 2020 fordelt på 150 millioner kroner til at øge indsatsen over for de forureninger, der stammer fra Grindstedværket (Grindsted by og Kærgaard Klitplantage) og tilsvarende 150 millioner kroner til en øget indsats over for forureningerne fra Cheminova på Harborøre Tange (Høfde 42 og fabriksgrundene). 

Som led i sundhedsreformen overtager staten opgaven med jordforureninger, og den forventede effektivisering vil være på op mod en halv milliard kroner i perioden 2021-2030. Oprydningen vil blive sat i gang, efterhånden som effektiviseringerne realiseres. Midlerne i 2019 og 2020 skal udmøntes efter aftale med Danske Regioner. 

Finansminister Kristian Jensen siger:

Ved at placere miljøopgaven i staten kan vi gennem en ændret opgaveprioritering og mindre administration øremærke op til en halv milliard kroner frem mod 2021-2030 til at rense op i de allerstørste og komplicerede forureninger. Oven i prioriterer vi ekstraordinært i alt 100 mio. kr. i 2019 og 2020. Ud af den ekstraordinære indsats vil vi særligt prioritere de grelle forureninger, som den tidligere produktion på Grindstedværket og Cheminova ved Harboøre Tange har været skyld i. Begge områder får 150 mio. kr. målrettet. Vi flytter dermed penge, som kan komme ud og gøre gavn i naturen.

Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen siger: 

Problemerne med forurening ved Cheminova og Grindstedværket har stået på i årevis. Vi ved, hvor stor en byrde det er for de ramte lokalområder. Det er afgørende, at staten nu går ind og tager ansvaret for oprydningen. Der skal styr på tingene, og dette er et rigtig godt skridt på vejen. 

Det bliver fremover et nævn med en uafhængig formand og fem medlemmer, der skal prioritere jordforureningsindsatsen i Danmark. Kortlægningen og udførelsen af oprydningerne vil blive placeret i Miljøstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet. Det forventes, at medarbejderne vil skulle placeres i Aalborg, Odense samt i Midtjylland og Midtsjælland.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen siger:

Vi skal have en ren natur i hele Danmark, så der skal ryddes op i de gamle giftdepoter i Danmarks undergrund. Men regningen for fortidens synder er helt enorm. Med sundhedsreformen er der nu fundet midler, der kan betale for en pæn del af oprydningen efter Cheminova og Grindstedværket, så jeg er i dag en rigtig glad miljøminister. 

Sundhedsreformen betyder desuden, at staten også overtager hele ansvaret for råstofindvinding på land og til havs. Hidtil har opgaven med råstofindvinding på land ligget i regionerne. 

Læs aftaleteksten vedrørende miljø