Odense Universitetshospital og Rigshospitalet samt Offentligt Digitaliseringsfællesskab hædres i dag med digitaliseringspriser på 100.000 kr. Priserne gives for bedste genbrug af digitale løsninger, som vinderne med succes har taget til sig og videreudviklet eller udbredt. Innovationsminister Sophie Løhde overrækker priserne på konferencen Offentlig Digitalisering i Aarhus.
I det offentlige findes der mange gode digitale løsninger. Men det sker desværre for sjældent, at de bliver de taget i brug af andre offentlige myndigheder. Nu uddeler innovationsminister Sophie Løhde for første gang en pris, som hædrer dem, der ikke bare har været gode til at udvikle en god digital løsning, men også har taget andres succeser til sig eller har inspireret andre til at bruge og videreudvikle deres løsninger.
Digitaliseringsprisen er indstiftet af regeringen som led i reformudspillet ”Digital Service i verdensklasse”, og med prisen følger 100.000 kr. til vinderne og medarbejderne.
Innovationsminister Sophie Løhde siger:
Vi skal have flere af de kloge digitale løsninger til at brede sig til flere i den offentlige sektor. Med prisen sætter vi fokus på de mange gode løsninger, der allerede findes, og giver et skulderklap til dem, der er gode til at udbrede dem. De to vinderprojekter er fremragende eksempler på, hvordan man kan bruge andres succes til at skabe en endnu bedre løsning, og dermed hvordan genbrug giver gensidige fordele.
Vinderen af den regionale digitaliseringspris er Odense Universitetshospital og Rigshospitalet med projektet ”Obstetrisk oplysningsskema”. Med skemaet bruger hospitalet data fra de gravide selv til at tilrettelægge det optimale barselsforløb, bl.a. gennem automatiske analyser af data. Odense Universitetshospital har bygget videre på en løsning fra Rigshospitalet, som nu selv tager den videreudviklede løsning i brug.
Den kommunale digitaliseringspris går til OS2 – Offentligt Digitaliseringsfællesskab. Det er et frivilligt samarbejde mellem 65 kommuner og andre offentlige myndigheder om udviklingen af genbrugelige digitale løsninger, hvor kommuner i fællesskab udvikler open-source-software, som andre efterfølgende kan koble sig på og bygge videre på.
Sophie Løhde siger:
Med projektet udvikler kommunerne i fællesskab genbrugelige digitale løsninger, som nemt kan deles og udbygges. Det giver kort vej fra idé til handling og en solid struktur for vedligeholdelse og videreudvikling.