Regeringen og V, RV, SF og K er blevet enige om en omfattende grøn skattereform, som alene i første fase vil reducere Danmarks CO2-udledning med 0,5 mio. ton og øge beskæftigelsen med op mod 5.000 personer frem mod 2022. Aftalepartierne er enige om, at en ensartet afgift på CO2 er et afgørende instrument til at indfri 70 pct.-målsætningen. Derfor igangsættes allerede til januar et udviklingsarbejde, som skal finde egnede afgiftsmodeller. Aftalen er en del af den grønne genstart af Danmark, som regeringen har forhandlet med Folketingets partier.
Frem mod 2030 skal indføres højere og mere ensartede afgifter på udledningen af klimabelastende drivhusgasser. Det står klart, efter regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative er nået til enighed om en grøn skattereform. Reformen lægger fundamentet for en grøn omstilling af dansk erhvervsliv og yder et markant bidrag til at nå Danmarks 70 pct.-klimamålsætning i 2030.
Det er aftalepartiernes ambition, at Danmark skal have en ensartet CO2-afgift. Vejen dertil går over to faser. Det giver erhvervslivet tid til at investere og udvikle grønne løsninger, så omstillingen ikke kommer til at koste danske arbejdspladser og konkurrenceevne.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
Den brede politiske aftale om en grøn skattereform baner vejen for en langsigtet grøn omstilling af erhvervslivet. Samtidig stimulerer vi økonomien og skaber tusindvis af nye arbejdspladser de kommende år. Vi er enige om, at en ensartet CO2-afgift er en del af løsningen, men virksomhederne skal have mulighed for at investere i grønne løsninger og energieffektiviseringer først. Det sikrer vi nu. Reformen vil bidrage til at få Danmark stærkere og grønnere ud af coronakrisen. Det er, kort sagt, en grøn genstart.
Reformen vil forløbe i to faser:
Senest med udgangen af januar 2021 nedsættes en ekspertgruppe, som skal udarbejde forslag til udformning af en ensartet CO2-regulering i fase 2. Ekspertgruppen skal i 2021 delrapportere og fastlægge principper for reguleringen af CO2, herunder spørgsmålet om lækage.
Skatteminister Morten Bødskov siger:
Det er en aftale, der gør Danmark grønnere. De omlægninger, vi laver, er gennemtænkte, så både erhvervsliv og danskerne kan nå at indstille sig på de nye tiltag. Dansk erhvervsliv har en afgørende rolle i den grønne omstilling, så vi i fællesskab kan fortsætte med at skabe vækst og masser af nye grønne arbejdspladser. Derfor er jeg også glad for, at det er en bred aftale, vi har lavet, der sætter den grønne omstilling i et nyt gear.
Regeringen og aftalepartierne er også enige om at tilskynde de nødvendige investeringer i grøn teknologi med bl.a. et grønt investeringsvindue til og med 2022 med øgede afskrivninger på grønne investeringer og næsten 700 mio. kr. yderligere i direkte tilskud til grønne investeringer. Samtidig forlænges lempelsen af FoU-fradraget på 130 pct. til at omfatte 2022. Hermed får danske virksomheder bedre mulighed for at omstille sig til grønnere produktion samt større incitament til at investere i forskning og udvikling.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen siger:
Jeg er meget glad for, at det sorte nu bliver dyrere, og det grønne bliver billigere. Det er den retning, vi skal rykke samfundet i, og med aftalen giver vi erhvervslivet bedre muligheder for at gennemføre en grøn omstilling. Men afgifter kan ikke stå alene. Markedskræfterne kan hjælpe os, men der skal mere til, hvis vi skal løse klimaudfordringerne. Vi har også brug for økonomisk støtte til den teknologiske udvikling. Det har vi tidligere vist med Danmarks vindmølleeventyr. Nu gør vi det bredere. Jeg er kisteglad for, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om en løsning, der har den rigtige balance mellem pisk og gulerod.
Læs aftale om grøn skattereform
Læs faktaark om grøn skattereform i flere faser
Læs faktaark om forhøjelse af energiafgiften for erhverv
Titel: Pressetelefon
Telefon: 3392 4114