Danmarks Grønne Fremtidsfond skal sætte skub i grønne løsninger

14-09-2020

Med en kapacitet på samlet 25 mia. kr. skal Danmarks Grønne Fremtidsfond bidrage til en national og global grøn omstilling, der kan understøtte op til 27.500 grønne job.

Regeringen og aftalepartierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er nu blevet enige om rammerne for etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond. Fonden skal bidrage til at udvikle morgendagens grønne løsninger i Danmark.

Baseret på erfaringer med tidligere investeringsprojekter forventes det, at Fremtidsfonden kan blive løftestang for privat finansiering i et omfang op til 85 mia. kr. Samlet set kan Danmarks Grønne Fremtidsfond derved generere op mod 110 mia. kr. til finansiering af grønne virksomheder og projekter.

Med etableringen af fonden vil Danmarks investeringer i grønne løsninger og grøn dansk eksport få et markant boost. Baseret på erfaringer fra virksomheder, der tidligere har fået finansiering fra de underliggende fonde, vurderes det, at Fremtidsfonden kan skabe basis for at understøtte 27.500 grønne job.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

I dag tager vi hul på et vigtigt kapitel i den grønne omstilling. Med Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 milliarder kroner kan vi give et rygstød til danske grønne løsninger, som kan gøre gavn både herhjemme og i resten af verden. Danmark og danske virksomheder har i mange år gået forrest med udviklingen af grøn teknologi, og Fremtidsfonden vil bidrage til, at vi kan fastholde vores grønne førerposition og skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning. Samtidig kan vi understøtte tusindvis af grønne job i en tid, hvor regeringen har fokus på den økonomiske genopretning af vores samfund.

Med etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond følges der op på aftalen om finansloven for 2020, hvor regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet besluttede at afsætte samlet 25 mia. kr. til Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Fremtidsfonden etableres på skuldrene af eksisterende og velafprøvede ordninger. Konkret styrkes EKF Danmarks Eksportkredit med 14 mia. kr., Danmarks Grønne Investeringsfond (DGIF) med 6 mia. kr., Vækstfonden med 4 mia. kr., og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) med 1 mia. kr.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

Hvis klimakampen skal vindes, så har vi brug for gode grønne forretningsidéer, som får mulighed for at blomstre og gøre en grøn forskel i Danmark og i udlandet. Og det er netop det, Fremtidsfondens 25 milliarder kroner skal bidrage til.

Vi har muligheden for, at den globale grønne dagsorden bliver til et grønt erhvervseventyr i Danmark, og der skal Fremtidsfonden være med til at skabe både grønne forretningssucceser og grønne arbejdspladser. Jeg ved, at Fremtidsfonden allerede har en række spændende grønne projekter i tankerne, som nu kan blive realiseret. Det glæder jeg mig til. Det er nemlig ikke kun godt for de danske klimaambitioner, men også for den danske økonomi.

Erhvervsordfører Katrine Robsøe, Radikale Venstre, siger:

De danske virksomheder tripper for at spille en større rolle i den grønne omstilling, og det engagement kan fonden nu hjælpe på vej. Da vi oprindeligt satte gang i arbejdet med fonden, havde de færreste hørt om Corona, og vores eksportmarked var ikke ramt, som det er i dag. Derfor kan fonden nu tjene et dobbelt formål: Vi kan hjælpe klimaet og styrke den danske eksport. Dansk erhvervsliv kan være en stor medspiller i klimakampen, og nu spiller vi en bold op til dem.

Ordfører for international udvikling og grøn iværksætteri Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti, siger:

Det er vigtigt, at vi får investeret og sikret kapital til ambitiøse, grønne løsninger både herhjemme og i udviklingslandene. Det tager vi nu hul på med fonden, samtidig med at vi sikrer, at investeringerne selvfølgelig skal leve op til menneskerettighederne og ikke ryge lige i skattely.

Finansordfører Rune Lund, Enhedslisten, siger:

Det er 25 mia. kr., som er målrettet grøn udvikling, både i Danmark og resten af verden. Jeg er især stolt af, at Danmarks Grønne Investeringsfond, som er Enhedslistens hjertebarn, nu for alvor kan bidrage til at sikre, at eksisterende teknologier bliver udrullet i danske hjem, fx ift. udskiftning af oliefyr til grønne varmepumper. Det vil have en enorm betydning.

Politisk leder Josephine Fock, Alternativet, siger:

Jeg er meget glad for, at vi nu har indgået aftalen om den grønne fremtidsfond, så vi kan få pengene ud at leve til gavn for klima og miljø og nye teknologiske løsninger. Det er vigtigt, at vi får skabt et sammenhængende system for grøn offentlig finansiering, så vi ved hjælp af statslige indsatser koordinerer og samarbejder om at finde de bedste løsninger for rentable grønne projekter, der ikke kan opnå fuld finansiering i markedet. Det sikrer vi bl.a. ved, at det er erfarne erhvervsfolk samt grønne profiler, der sidder i Advisory Boardet for den grønne fremtidsfond.

Der oprettes et nyt, rådgivende organ i form af et Advisory Board for Danmarks Grønne Fremtidsfond med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for fondens arbejde. Advisory Boardet skal via højt kvalificeret rådgivning og sparring sikre, at de fire underliggende institutioner tilsammen skaber størst mulig værdi.

Regeringen vil præsentere Advisory Boardet i løbet af efteråret.

Der er samtidig fastlagt en fælles grøn politik for Fremtidsfondens virke. Der er bl.a. etableret fælles høje standarder for ansvarlighed ift. skattepolitik og corporate responsibility, som alle fondens aktiviteter skal leve op til, samt fastlagt principper for, hvilke grønne projekter fonden kan investere i.

Danmarks Grønne Fremtidsfond skal årligt rapportere om en samlet CO2-effekt af aktiviteterne på både nationalt og globalt niveau.

Læs faktaark om Danmarks Grønne Fremtidsfond

Læs faktaark om grøn investeringspolitik for Danmarks Grønne Fremtidsfond

Se grafik om Danmarks Grønne Fremtidsfond