Ekspertgruppe skal vejlede om udfasning af hjælpepakker

Som en del af genåbningsplanen er aftalepartierne enige om at nedsætte en ekspertgruppe, der i slutningen af april skal komme med anbefalinger om udfasning af hjælpepakker til erhvervslivet.

Regeringen har siden den første nedlukning sammen med Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter spændt et sikkerhedsnet ud under danske virksomheder og arbejdspladser i form af en række økonomiske hjælpepakker. Det seneste år er der udbetalt mere end 30 mia. kroner i hjælpepakker, og næsten 400.000 medarbejdere og selvstændige har modtaget kompensation.

Som en del af genåbningsplanen, der blev aftalt d. 22. marts, er hjælpepakkerne forlænget til 30. juni 2021. I takt med at samfundet åbner, vil de midlertidige hjælpepakker blive udfaset. Det vil ske med en forståelse for de enkelte branchers vilkår, så virksomheder og medarbejdere kommer så godt igennem coronakrisen som muligt.

Derfor har aftalepartierne bedt en økonomisk ekspertgruppe om at komme med anbefalinger til, hvordan man kan holde hånden under og hjælpe virksomheder i særligt udsatte brancher videre. Der vil være et særligt sigte på underleverandørerne.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Et enigt Folketing og arbejdsmarkedets parter gik sammen om at skabe et sikkerhedsnet, der kunne holde hånden under dansk økonomi i en historisk global krise. De massive hjælpepakker har været afgørende for, at virksomhederne står godt rustet til at komme hurtigt og stærkt igen i takt med, at samfundet åbner.
Nu går vi mod lysere tider, og jeg ser frem til at få ekspertgruppens input til, hvordan vi bedst styrker dansk økonomi i den tid, der kommer.

Ekspertgruppen består af:

  • Professor Torben M. Andersen (formand)
  • Professor Michael Svarer
  • Professor Philipp Schröder

Ekspertgruppen skal komme med sine anbefalinger i slutningen af april, og regeringen vil efterfølgende indkalde til forhandlinger.

Den samlede rammeaftale for genåbningen af Danmark er aftalt mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Samlet set har regeringen under krisen indgået aftaler, der understøtter og stimulerer dansk økonomi med ca. 135 mia. kroner. Indsatsen med fx hjælpepakker og udbetaling af feriepenge holdt hånden under næsten 80.000 danske job sidste år og forventes at holde hånden under 55.000 job i år og 45.000 næste år.

Læs Kommissorium for økonomisk ekspertvurdering af udfasning af hjælpepakkerne II