Danmark kan mere II: Grønnere, uafhængigt og mere sikkert

""

Danmark og Europa står i den mest alvorlige sikkerhedspolitiske krise siden den kolde krig. Rusland sætter vores tryghed og sikkerhed under pres. Derfor har regeringen indgået et nationalt kompromis om Danmarks sikkerhedspolitik. Og derfor præsenterer regeringen nu Danmark Kan Mere II, som skal sikre, at Danmark hurtigst muligt bliver uafhængig af russisk gas. Det vil styrke vores nationale sikkerhed og sætte endnu mere fart i den grønne omstilling.

I august 2021 præsenterede regeringen den første del af sit ambitiøse reformprogram, Danmark kan mere I, som især havde fokus på at få flere i arbejde samt investeringer i uddannelse, forskning og grøn omstilling.

Siden har Rusland angrebet det frie og demokratiske land Ukraine, og det har udløst den største sikkerhedspolitiske krise i Europa siden den kolde krig. Krigen understreger, at klima- og sikkerhedspolitik går hånd i hånd, og regeringen ønsker, at Danmark hurtigst muligt gør sig uafhængig af russisk gas.

Med Danmark kan mere II sætter regeringen retningen for et grønnere og et mere sikkert Danmark. Udspillet peger på fem konkrete spor, der fører til hurtigere udfasning af russisk gas og accelererer den grønne omstilling.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Med Danmark kan mere II lægger vi op til at reducere CO2-udledningerne markant. Det er et stort og vigtigt skridt mod Danmarks ambitiøse klimamålsætning. Den grønne omstilling har været absolut topprioritet, siden regeringen trådte til, og Ruslands forfærdelige angreb på Ukraine viser med al tydelighed, hvor tæt klima- og sikkerhedspolitikken er forbundet. Derfor skal vi hurtigst muligt gøre os fri af russisk gas. Danmark kan mere II vil både gøre Danmark grønnere og mere sikkert.

Udspillet Danmark kan mere II ligger i forlængelse af en lang række af grønne aftaler indgået mellem regeringen og Folketinget. Foruden en grøn skattereform, som vil bidrage til omstillingen i dansk erhvervsliv, indeholder udspillet bl.a. udbygning af fjernvarmenettet, så flere danske husstande kan få grøn og billig varme. Der lægges også op til at udvide udbygningen af grøn strøm og grøn gas. Og så skal Danmark gå foran i Europa og bl.a. arbejde for at øge EU’s mål for både vedvarende energi og energieffektivitet.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Regeringen har allerede truffet beslutninger og indgået aftaler, som bringer Danmark halvvejs mod et af verdens mest ambitiøse klimamål om 70 pct. reduktion i 2030. Med dagens udspil vil regeringen sætte endnu mere ført i omstillingen og udbygge den grønne energi yderligere. Først og fremmest med en milepæl i Danmarks grønne omstilling, nemlig en grøn skattereform med en ambitiøs og mere ensartet afgift på CO2. Men også med en lang række af andre initiativer, som f.eks. mere grøn strøm, forberedelse af nye energiøer samt udbygning af landvind og solceller.

I den kommende tid vil regeringen præsentere en række udspil, som viser vejen mod uafhængighed af russisk gas og accelereret grøn omstilling. Udspillene vil indeholde tiltag inden for fem spor:

Mere grøn varme. Naturgas skal udfases

  • Klar besked i 2022 til husholdninger om alternativer til olie- og gasfyr
  • Turbo på udrulning af fjernvarme, der senest skal være afsluttet i 2028
  • Bedre rådgivning og hurtigt svar på ansøgning om tilskud
  • Investeringsvindue for grønne varmekilder
  • Fordobling af støtten til grøn varme til husholdninger med de laveste indkomster
  • 100 pct. grøn gas i husholdninger, virksomheder mv. i 2030

Mere grøn gas. Mere gas til Europa

  • Fremrykke og øge produktion af grøn gas
  • Midlertidig øget gasproduktion i Nordsøen

Langt mere grøn strøm

  • Høste det fulde havvindspotentiale i Danmark
  • 1-4 GW ekstra havvind inden udgangen af 2030
  • Igangsætte forberedelse af nye energiøer i Nordsøen
  • Regionalt og europæisk samarbejde om markant udbygning af havvind i Nordsøen og Østersøen
  • Firedobling af samlet produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030
  • Hurtigere sagsbehandling og bedre balance i miljøreguleringen

Grøn skattereform – grøn omstilling af industrien

  • Høj og mere ensartet beskatning af CO2
  • Grøn støtte til virksomheder

Grønne danske løsninger skal omstille Europa

  • Højere klimamål i EU
  • Eksportfremme af grønne løsninger


Læs Danmark kan mere II