Finansministeren og forsvarsministeren mødes med lederen for den demokratiske majoritet i Repræsentanternes Hus, Steny Hoyer

Finansminister Nicolai Wammen og forsvarsminister Morten Bødskov mødes tirsdag d. 12. april med Steny Hoyer, der er leder for demokraterne i Repræsentanternes Hus i USA. Efter mødet lægges en krans ved Monument over Danmarks Internationale Indsats efter 1948 for at markere den indsats, som danske udsendte har gjort for Danmark under internationale missioner. Pressen er velkommen i forbindelse med kranselægningen, og efterfølgende vil der være kort doorstep.

Lederen af demokraterne i Repræsentanternes Hus i USA, Majority Leader Steny Hoyer, er tirsdag i Danmark sammen med en delegation af kongresmedlemmer fra begge partier, herunder senator Roy Dean Blunt. Kongresdelegationen besøger en række europæiske lande og mødes i Danmark med finansminister Nicolai Wammen og forsvarsminister Morten Bødskov.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Det transatlantiske bånd mellem Danmark og USA er utroligt stærkt, og jeg ser frem til at drøfte den sikkerhedspolitiske situation med vores amerikanske allierede. Ruslands voldsomme angreb på det frie og demokratiske Ukraine er først og fremmest en tragedie med enorme menneskelige omkostninger. Vi står sammen med bl.a. USA i støtten til Ukraine og har indført sanktioner, der indebærer massive økonomiske og politiske omkostninger for Rusland. Jeg vil benytte mødet med Steny Hoyer og den amerikanske delegation til at takke for det tætte samarbejde mellem vores lande og understrege vigtigheden af en fortsat fælles tilgang til de økonomiske, geopolitiske og sikkerhedsmæssige udfordringer, som Ruslands invasion har forårsaget.

Forsvarsminister Morten Bødskov siger:

USA er vores vigtigste allierede. Det er afgørende for vores sikkerhed, at Danmark fortsætter med at knytte vores tætte bånd til USA. Derfor ser jeg frem til tirsdagens møde med den amerikanske delegation, hvor vi blandt andet får mulighed for at diskutere Putins forfærdelige overgreb på Ukraine, ligesom jeg ser frem til at dele, at Danmark med Nationalt Kompromis vil investere yderligere i vores forsvar – for vores fælles tryghed og sikkerhed.

Pressen er velkommen i forbindelse med kranselægningen, og efterfølgende vil der være kort doorstep med mulighed for at stille spørgsmål. Kranselægningen foregår tirsdag d. 12. april kl. 11.10 på Kastellet i København.

Pressen kan tilmelde sig arrangementet her