Regeringen modtager Reformkommissionens første anbefalinger

Med publikationen Nye Reformveje 1 har Reformkommissionen i dag præsenteret sine første anbefalinger om de videregående uddannelser, voksen- og efteruddannelse samt erhvervsliv. Fokus er bl.a. på, hvordan høj produktivitet også i fremtiden kan understøtte høj velfærd og velstand.

Reformkommissionen med professor Nina Smith i spidsen blev nedsat af regeringen i oktober 2020 og skal foreslå løsninger på en række komplekse udfordringer, som årtiers reformpolitik ikke i tilstrækkelig høj grad har formået at tage hånd om.

I dag har Reformkommissionen præsenteret sine første anbefalinger i rapporten Nye Reformveje 1. Rapporten ligger i forlængelse af Reformkommissionens første publikation Erkendt, forsøgt løst, uløst fra maj 2021. Anbefalingerne i den nye rapport har især fokus på uddannelsessystemet og arbejdsstyrkens produktivitet.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Regeringen har sat en ny reformkurs for Danmark, som skal tage livtag med udfordringer, som i årtier har gjort sig gældende i vores samfund. Det er et ambitiøst arbejde uden lette løsninger. I dag har vi fået de første anbefalinger fra Reformkommissionens eksperter. Det er vigtige emner, nemlig hvordan vi gennem fortsatte reformer kan øge produktiviteten og fastholde vores position som et af verdens mest velstående og lige lande. Jeg ser meget frem til at nærstudere deres anbefalinger.

Kommissionens i alt 35 anbefalinger falder i tre dele og omhandler:

  1. Nye veje til de længste uddannelser
  2. Livslang læring til dem med mindst uddannelse
  3. Lettere at drive virksomhed

Læs publikationen Nye Reformveje 1


Medlemmerne af Reformkommissionen er:

  • Nina Smith, professor ved Aarhus Universitet (formand)
  • David Dreyer Lassen, Prorektor og professor ved Københavns Universitet
  • Philipp Schröder, professor ved Aarhus Universitet
  • Per B. Christensen, formand for Danske SOSU-skoler
  • Jørgen Søndergaard, forskningsleder (emeritus) i VIVE
  • Jon Kvist, professor ved Roskilde Universitet
  • Agnete Raaschou-Nielsen, bestyrelsesformand for Arkil Holding og Danske Invest

Læs mere om Reformkommissionen