Kent Harnisch bliver ny departementschef i Finansministeriet
26-05-2023
Nyhed
Finansminister Nicolai Wammen har ansat Kent Harnisch som departementschef i Finansministeriet. Kent Harnisch kommer fra en stilling som departementschef i Økonomiministeriet.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
Jeg er rigtig glad for, at Kent Harnisch bliver ny departementschef i Finansministeriet. Kent har været afdelingschef i Finansministeriet i min tid som finansminister, og jeg kender Kent som en ekstremt dygtig og fagligt stærk topleder. Kent har indgående kendskab til arbejdet på Slotsholmen og ikke mindst i Finansministeriet. Han er den helt rette til opgaven som ny departementschef. Jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde.
Kommende departementschef i Finansministeriet Kent Harnisch siger:
Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med finansministeren, og være med til at bistå ham og resten af regeringen med at sikre en stærk dansk økonomi og løse centrale samfundsudfordringer. Det er et privilegium at få muligheden for at stå i spidsen for de dygtige og dedikerede medarbejdere i Finansministeriet. Sammen med kollegerne på Slotsholmen yder de en kæmpe indsats for at betjene regeringen og Folketinget, og løser dagligt mange og komplekse opgaver. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaverne efter sommerferien.
Kent Harnisch er 50 år og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Foruden erfaring som departementschef i Økonomiministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet, har han også erfaring som afdelingschef og kontorchef i Finansministeriet, som chefkonsulent i Statsministeriet og som chef for minister- og ledelsessekretariatet i Fødevareministeriet.
Kent Harnisch har sin første arbejdsdag som departementschef i Finansministeriet den 1. august. Afgående departementschef Peter Stensgaard Mørch fratræder sin stilling den 31. juli.