Danmarks genopretningsplan understøtter den grønne omstilling
20-03-2023
Nyhed
Finansminister Nicolai Wammen og ledende næstformand for EU-Kommissionen Margrethe Vestager deltager i dag i Industriens Hus fra klokken 9-13 i en konference om den danske genopretningsplan i anledningen af, at Kommissionen har givet en positiv vurdering af den første danske betalingsanmodning. Herudover vil der være indlæg fra DIs adm. direktør Lars Sandahl, højtstående embedsmænd og repræsentanter fra en række virksomheder og interessenter, der vil give deres syn på betydningen for dansk økonomi og den grønne omstilling.
Som led i EU’s samlede svar på COVID-19-krisen enedes EU-landene i 2020 om at etablere en fælles genopretningsfacilitet. Formålet var at sikre en hurtig økonomisk genopretning i Europa ved at understøtte reformer og investeringer i særligt den grønne og digitale omstilling.
Regeringen sendte inden nytår 2022 sin første betalingsanmodning til Kommissionen, da Danmark nu har opfyldt den første del af den danske genopretningsplan. Betalingsanmodningen har en samlet værdi på lidt over 2,2 mia. kr.
Den danske genopretningsplan sikrer en stor del af finansieringen til de grønne aftaler, som den daværende regering og et flertal i Folketinget indgik ifm. Finansloven for 2021. Pengene fra EU går dermed især til massive investeringer i klima og grøn omstilling samt digitalisering.
Finansminister Nicolai Wammen udtaler:
Regeringen har arbejdet hårdt på at levere på de ambitiøse mål, som indgår i den danske genopretningsplan under EU’s genopretningsfacilitet. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu begynder at se frugterne af den indsats. Med det store fokus på klimatiltag, bidrager den danske genopretningsplan til at indfri vores ambitiøse grønne målsætning om at reducere drivhusgasudledningen med 70 pct. frem mod 2030.
60 pct. af midlerne i den danske genopretningsplan er målrettet klimatiltag – væsentligt over EU-kravet på mindst 37 pct. Den danske plan lægger desuden op til at bruge 25 pct. på digitalisering, hvilket også ligger et godt stykke over minimumskravet på 20 pct.
Planen vil som en del af det nyligt vedtagne REPowerEU-forslag blive udbygget med et nyt kapitel, som skal bidrage til at mindske afhængigheden af russisk fossil energi og accelerere den grønne omstilling.
Kommissionen afgav en positiv vurdering af den danske betalingsanmodning d. 28. februar. Herefter skal EU-landene i Rådet godkende anmodningen, hvorefter Danmark forventes at modtage første rate på 2,2 mia. kr. i løbet af april. Samlet set skønnes Danmark at modtage cirka 10,5 mia. kr. frem mod 2026 som en del af EU's genopretningsfacilitet.
For mere information om den danske genopretningsplan se eu-genopretningsplan.dk.
Overblik over den danske genopretningsplan
Tabel 1. Sammensætning af den danske genopretningsplan |
|
|
Udgifter Mia. kr. |
1.1. COVID-19 myndighedsindsatser på sundhedsområdet |
0,2 |
1.2. Grøn omstilling af landbrug og miljø |
1,3 |
1.3. Energieffektiviseringer, grøn opvarmning, CCS mv. |
2,0 |
1.4. Grøn skattereform |
3,9 |
1.5. Grøn omstilling af vejtransport |
1,6 |
1.6. Digitalisering |
0,7 |
1.7. Grøn forskning og udvikling |
1,8 |
Initiativer i alt |
11,6 |