Regeringen er sammen med et bredt flertal i Folketinget bestående af SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blevet enige om at etablere en Ukrainefond med en samlet ramme på ca. 7,0 mia. kr. i 2023. Fonden målrettes Ukraines behov og ønsker til en samtænkt dansk indsats, der fokuserer på militær, civil og erhvervsmæssig støtte. Aftalepartierne er samtidig enige om, at Danmark fortsat skal være blandt de lande, der støtter Ukraine mest i forhold til størrelse.
Situationen i Ukraine er yderst alvorlig, og behovet for markant støtte er akut. Ukraines kamp for frihed er en kamp for de demokratiske værdier og samfund.
Regeringen er derfor gået sammen med et bredt flertal i Folketinget om at oprette en fond på ca. 7 mia. kr. i 2023.
I tillæg hertil afsættes midler i 2024-2027, der kan bidrage til at håndtere udgifter til genanskaffelser forbundet med militære donationer foretaget i 2022 og 2023. Fonden vil stå på tre ben:
Finansminister Nicolai Wammen siger:
Sidste år gik vi sammen om et historisk nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Det var nødvendigt i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Med dagens aftale giver vi godt 7 mia. kr. yderligere til indsatsen i Ukraine, og det sker på fuldt ud økonomisk ansvarlig vis. Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget tager ansvar og viser, at Danmark står sammen med Ukraine. Danmark er allerede et af de lande, som – i forhold til vores størrelse – støtter Ukraine mest. Det er regeringen og aftalepartierne enige om at blive ved med at være.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger:
Vi står ved en historisk skillevej. Ukrainerne kæmper ikke kun for deres egen frihed, men for hele Europas sikkerhed. Med Ukrainefonden tager vi den danske støtte til Ukraine til et nyt niveau. Det gælder ikke mindst på erhvervsområdet. Danske virksomheder kan levere meget af det, som Ukraine mangler, fx inden for drikkevand, fjernvarme og fødevarer. Derfor skal vi styrke indsatsen. Med fonden i ryggen vil vi bl.a. sætte mere kraft på Udenrigsministeriets indsats for at hjælpe danske virksomheder ind på det ukrainske marked og sætte flere penge af til at skabe bedre betingelser for danske virksomheders risikofyldte investeringer i Ukraine. Det er godt nyt for både Ukraine og for dansk erhvervsliv.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:
Danmark står bag Ukraines frihedskamp sammen med resten af den frie verden. Derfor kommer vi fortsat til at støtte ukrainerne med donationer af militært materiel, finansiering og træning, der kan understøtte deres kamp mod Rusland. Danmark har indtil nu støttet Ukraine militært med ca. 5 mia. kr., og med den nyetablerede Ukrainefond lægger vi op til at fastholde et højt niveau for den militære støtte til Ukraine. Det skal gøre en reel og mærkbar forskel for ukrainerne. Deres kamp er også vores kamp.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
Ukraine har akut brug for hjælp til genopbygningen af den kritiske infrastruktur, som Putin målrettet ødelægger med voldsomme missilangreb. Med en helt ny ordning i Danmarks Eksport- og Investeringsfond sikrer vi omkring 1 mia. kr. til lån og garantier til de danske virksomheder, der vil bidrage til genopbygningen. Samtidig koordinerer vi tæt med danske virksomheder i et operativt forum. For Putin skal ikke vinde. Derfor løfter vi nu sammen med erhvervslivet støtten til Ukraine til et nyt niveau.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen siger:
Vi hjælper både her og nu humanitært med at opfylde de mest basale menneskelige behov for de hårdt prøvede ukrainere. Det vil fx sige at skaffe adgang til vand og elektricitet. Samtidigt begynder vi allerede nu genopbygningen af landet. Det handler om hurtigst muligt at komme så tæt på normaltilstanden, som man nu kan i et land under en krig.
Aftalepartierne er enige om at lempe finanspolitikken med ca. 0,2 pct. af BNP i 2023, hvilket tilvejebringer 5,6 mia. kr. i 2023, der anvendes på militær og erhvervsmæssig støtte. Lempelsen af finanspolitikken vurderes at kunne ske inden for ansvarlige finanspolitiske rammer, og der er fortsat planlagt en markant stramning af finanspolitikken i 2023 målt ved den ét-årige finanseffekt.
Aftalepartierne er desuden enige om, at rammen til civil støtte finansieres inden for udviklingsbistanden.
Læs aftale om etablering af Ukrainefond i 2023
Læs faktaark om lempelse af finanspolitikken i 2023
Læs faktaark om militær støtte til Ukraine
Læs faktaark om civil støtte til Ukraine og øvrige østlige nabolande i 2023
Læs faktaark om erhvervsindsatser under Ukrainefonden
Læs faktaark om økonomioversigt
Titel: Pressetelefon
Telefon: 3392 4114