Aftale om regionernes økonomi for 2025 sikrer historisk løft af regionernes driftsramme – største løft i 14 år

""

Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om et markant løft af regionernes økonomi for 2025. Med aftalen løftes den regionale driftsramme til sundhed med 2,1 mia. kr. Det skaber stærke rammer for at styrke og udvikle sundhedsvæsenet. Parterne er som en del af aftalen enige om en række styringsredskaber, der skal bidrage til at bremse de stigende medicinudgifter. Anlægsniveauet i 2025 udgør 7,35 mia. kr. Det udgør et løft af rammen til øvrigt anlæg på 400 mio. kr. fra 2024 til 2025.

Regeringen og Danske Regioner er med aftalen enige om at løfte regionernes driftsramme til sundhed med 2,1 mia. kr. i 2025. Det er en markant investering i sundhedsområdet og det største løft i 14 år. Aftalen indebærer også et ekstraordinært løft af regionernes driftsramme til sundhed i 2024 på 0,6 mia. kr. Aftalen for 2025 dækker fuldt ud den demografiske udvikling i takt med, at vi lykkeligvis bliver flere børn og ældre. Derudover giver det mulighed for, at regionerne kan styrke sundhedsvæsenet herunder sygehusene og tilbud i det nære sundhedsvæsen. I tillæg hertil skal regionerne nedbringe administrationsudgifterne med 0,1 mia. kr.

Aftalen indebærer også en række styringsredskaber på medicinområdet, der skal bidrage til bedre priser på medicin for borgere og regioner samt sikre et mere rationelt medicinforbrug.

Med aftalen bekræfter regionerne også, at de forudsatte målsætninger i aftalen for akutplanen forventes indfriet i 2024 som aftalt, herunder at ventetiderne på sygehusene normaliseres.

Aftalen skal samtidig ses i lyset af, at regeringen har nedsat Sundhedsstrukturkommissionen, som skal opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet for at understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er forventningen, at kommissionen vil præsentere sine modeller i juni måned.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Med årets økonomiaftale løfter vi regionernes økonomi markant og skaber stærke rammer for, at regionerne kan styrke og udvikle sundhedsvæsenet. Aftalen giver mulighed for, at regionerne kan investere i sygehusene og det nære sundhedsvæsen i hele landet til gavn for borgerne. Det skal sikre, at vi også i fremtiden har et sundhedsvæsen af meget høj kvalitet.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Det er helt afgørende, at vi har et stærkt sundhedsvæsen, der sikrer, at vi kan få den rette hjælp og behandling, når vi har brug for det. Og jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at indgå en god aftale med regionerne, som giver økonomien et markant løft og samtidig skaber rammerne for, at vi kan styrke og udvikle vores sundhedsvæsen til gavn for patienterne og medarbejderne.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

Jeg er meget glad for, at vi med aftalen giver regionerne et markant realløft af økonomien. Det betyder, at regionerne får bedre mulighed for at yde omsorg for syge og plejekrævende borgere. Regionerne får med aftalen også mulighed for at tilbyde ufrivillige barnløse flere reagensglasbehandlinger, så flere kan få deres store drøm opfyldt. Jeg er også meget tilfreds med aftalens fokus på innovation og teknologi som eksempelvis dosispakket medicin, så vi frigør arbejdskraft og bruger mindre tid på at tælle piller i vores ældrepleje.

Sidste år blev parterne enige om en ekstraordinær to-årig ramme for øvrigt anlæg, som skulle skabe øget forudsigelighed for regionerne. Rammen til øvrigt anlæg er i 2025 fastsat til 3,75 mia. kr. Det er et løft på 400 mio. kr. fra 2024 til 2025.

Med aftalen har parterne fastsat et anlægsniveau for kvalitetsfondsbyggerierne med afsæt i et realistisk skøn for afløbet i 2025 svarende til 3,6 mia. kr.

Læs aftale om regionernes økonomi for 2025

Læs faktaark om regionernes drifts- og anlægsudgifter

Oversigt over hovedelementer i aftalen

  • Regionernes økonomiske ramme på sundhedsområdet løftes med i alt 2,1 mia. kr. i 2025.

  • Med henblik på at skabe øget forudsigelighed blev parterne sidste år enige om, at der ekstraordinært aftales en anlægsramme for øvrige anlægsudgifter for hhv. 2024 og 2025. I 2025 udgør niveauet 3,75 mia. kr. Det er et løft på 400 mio. kr. Heri indgår et 50 mio. kr. til investeringer i styrket cybersikkerhed i regionerne og 800 mio. kr. til investeringer i IT og medicoudstyr.

  • Anlægsniveauet til kvalitetsfondsbyggerierne er fastsat med afsæt i et realistisk skøn for afløbet i 2025, svarende til 3,6 mia. kr.

  • Reduktion af regionernes udgifter til administration med 0,1 mia. kr. i 2025 med henblik på at frigøre ressourcer til løn- og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.

  • Fulgt op på arbejdet i det flerårige samarbejdsprogram samt aftalt fremadrettet indhold.

  • Aftalt en række styringsredskaber på medicinområdet, der skal bidrage til bedre priser på medicin for borgere og regioner samt sikre et mere rationelt medicinforbrug.

  • Der etableres en pulje til refinansiering af regionale afdrag på 950 mio. kr. i 2025.