Største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år – aftale giver mulighed for markant løft af velfærd

""

Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2025. Med aftalen løftes den kommunale serviceramme med 3,4 mia. kr. og giver kommunerne mulighed for markante investeringer i bedre velfærd. Aftalen indebærer det største realløft i mere end 15 år. Parterne er som en del af aftalen enige om mere end 100 regel- og forenklingstiltag, der vil bidrage til at frigøre et trecifret millionbeløb lokalt. Parterne er derudover enige om et samlet anlægsniveau på 20,3 mia. kr. i 2025.

Regeringen og KL er med aftalen enige om at løfte kommunernes serviceramme med 3,4 mia. kr. i 2025. Det dækker fuldt ud den demografiske udvikling i takt med, at vi lykkeligvis bliver flere børn og ældre og giver yderligere rum til at løfte den borgernære velfærd. Løftet er inklusiv det kvalitetsløft, der blev aftalt i Aftale om reform af ældreplejen. Dermed får kommunerne samlet set væsentligt flere penge til budgetterne i 2025 end i 2024. Derudover skal kommunerne nedbringe administrationsudgifterne med 0,2 mia. kr.

Med aftalen har parterne aftalt et anlægsniveau i 2025 på 20,3 mia. kr., som sikrer gode muligheder for at investere i de fysiske rammer for velfærden og den grønne omstilling. Herunder afsættes der en ramme på 0,6 mia. kr. i 2025 til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet, mens 0,9 mia. kr. går til investeringer i bedre faglokaler i folkeskolen, jf. Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse. Samtidig er parterne enige om at tilgodese særligt vanskeligt stillede kommuner i 2025 med samlet set 1 mia. kr. i særtilskud og lån.

Som led i det flerårige samarbejdsprogram er regeringen og KL blevet enige om over 100 regel- og forenklingstiltag, som øger kommunernes frihed til at finde gode løsninger lokalt. Det ventes at frigøre et trecifret millionbeløb, når tiltagene er fuldt indfaset. Samtidig er der i Folketinget lavet reformer af bl.a. ældreområdet og folkeskolen med fokus på frisættelse af den offentlige sektor.

Regeringen og KL har som led i forhandlingerne endvidere indgået delaftale på socialområdet d. 6. maj.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Aftalen giver mulighed for markante investeringer i den nære velfærd – bl.a. i daginstitutioner, folkeskolen og ældreplejen. Aftalen er det største løft af kommunernes driftsøkonomi i mere end 15 år. Jeg er meget tilfreds med, at vi har så stærk en dansk økonomi, at det er muligt, at vi kan investere så markant i den nære velfærd til gavn for borgerne.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Vi har indgået en rigtig god aftale med kommunerne, der giver velfærden et markant løft og samtidig sikrer de særligt vanskeligt stillede kommuner ekstra penge. Med aftalen er vi også enige om give tilskud til nedsættelse af skatten i kommunerne, og færre penge skal bruges på administrationen. Med aftalen sætter vi bl.a. også som led i 10-årsplanen for psykiatrien for alvor skub i udrulningen af det nye lettilgængelige behandlingstilbud, så børn og unge, der mistrives psykisk, hurtigere kan få hjælp. Det er alt i alt en aftale, der skaber tryghed og stærke rammer for udvikle vores nære velfærd.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

Kommunerne får et flot og ansvarligt løft, der sikrer, at kommunerne både kan levere bedre ældrepleje og forbedre dagtilbud og folkeskoler i takt med, at vi bliver flere børn og ældre. Samtidig har vi givet hinanden håndslag på at arbejde tæt sammen om at indfri frihedsgraderne i den borgernær velfærd i aftalerne herunder på ældreområdet. Jeg er også rigtig glad for, at aftalen indeholder initiativer, der kan afhjælpe manglen på arbejdskraft i både den offentlige og private sektor blandt andet ved at øge digitaliseringen.

Læs aftale om kommunernes økonomi for 2025

Læs faktaark om kommunernes anlægs- og serviceudgifter

Oversigt over hovedelementer i aftalen

  • Løft af den kommunale serviceramme i 2025 på 3,4 mia. kr., der styrker velfærden og dækker den demografiske udvikling.

  • Forhøjelse af særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner i 2025 til i alt 800 mio. kr.

  • Lånepulje til anlægsinvesteringer i særligt vanskeligt stillede kommuner på 200 mio. kr.

  • Ramme til nedsættelser af indkomstskatten i kommunerne med tilskud i 2025 på op til 200 mio.kr.

  • Reduktion af kommunernes administrationsudgifter på 242 mio. kr. i 2025 til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.

  • Mere end 100 regel- og forenklingstiltag, som ventes at frigøre et trecifret millionbeløb i kommunerne.

  • Samlet ramme til investeringer på 20,3 mia. kr., herunder til øget botilbudskapacitet.

  • Ramme til modtagelse af fordrevne fra Ukraine på 900 mio. kr.