Yderligere finansieringsbidrag til selskabet Greenland Airports International A/S

Nuuk Lufthavn

Den danske stat yder et yderligere finansielt bidrag til at imødekomme et finansieringsbehov i Greenland Airports International A/S, som anlægger, ejer og driver lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.

Staten har siden 2019 været finansielt engageret i det grønlandske selskab Greenland Airports International A/S, hvor Grønlands Selvstyre er majoritetsejer via moderselskabet Greenland Airports A/S, og den danske stat er minoritetsejer. Selskabet anlægger, udvikler og driver de internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

De to nye lufthavne skal bidrage til Grønlands internationale tilgængelighed. Lufthavnen i Nuuk åbnede i november 2024, mens lufthavnen i Ilulissat er under anlæg og pt. forventes åbnet i slutningen af 2026.

Anlægsprojektet i Ilulissat har vist sig dyrere end tidligere forventet, og selskabet har nu, efter driftsstart i Nuuk lufthavn, opdateret en række forudsætninger i selskabet forretningsplan.

Bestyrelsen i Greenland Airports International A/S har på den baggrund anmodet om et finansieringsbidrag på ca. 1,5 mia. kr. fordelt på et yderligere statsligt genudlån på ca. 1,1 mia. kr. og et statsligt anlægstilskud på 0,4 mia. kr.

Midlerne skal bruges til anlægget af lufthavnen i Ilulissat, som aktuelt er i gang og intensiveres henover sommermånederne i 2025 med væsentlige anlægsaktiviteter for selskabet.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

Staten ønsker at hjælpe Greenland Airports International A/S med at komme godt i mål med anlægget af lufthavnen i Ilulissat og ind i en ny fase med mulighed for direkte internationale flyvninger i både Nuuk og Ilulissat. Beslutningen om et finansieringsbidrag afspejler regeringens vilje til at investere i grønlandsk infrastruktur og ønske om at sikre det grønlandske samfund de bedste forudsætninger for at bygge et endnu stærkere økonomisk fundament.