Det er blevet sværere for helt almindelige mennesker at finde en bolig, de har råd til – især i de store byer. For mange unge, studerende, børnefamilier og ældre oplever, at boligmarkedet er løbet fra dem. Det skaber utryghed, ulighed og skævhed. Regeringen foreslår derfor at justere maksimumbeløbet for, hvor meget det må koste at opføre et alment boligbyggeri.
De almene boliger spiller en vigtig rolle i Danmark. Gennem generationer har de almene boliger sikret, at danskerne – uanset social baggrund og formue i banken – kan bo godt og sundt. Også i byerne. Det skal de fortsat være med til.
Reglerne for alment byggeri sætter et loft – det såkaldte maksimumbeløb – for, hvor dyrt det må være at opføre en almen bolig. Loftet er et vigtigt værn mod for høje huslejer, men i de senere år er det blevet en reel barriere. I visse dele af landet – særligt i Aarhus og hovedstadsområdet – betyder stigende byggepriser, høje grundpriser og skærpede klimakrav, at det kan være svært at få projekter til at hænge sammen inden for det gældende maksimumbeløb.
Med et nyt udspil vil regeringen derfor justere det gældende maksimumbeløb, og indføre et højere og mere fleksibelt maksimumbeløb. Det skal gøre det muligt at bygge almene boliger i områder, hvor det i dag ikke kan lade sig gøre. Konkret hæver regeringen maksimumbeløbet med 1 pct. i hele landet og giver kommuner i højprisområder (Hovedstadsområdet og Aarhus) mulighed for en yderligere forhøjelse på op til 20 pct. Derudover indfører regeringen hyppigere regulering – fra årlig til kvartalsvis - så maksimumbeløbet følger markedsudviklingen i stedet for at halte et år bagefter.
Med regeringens tiltag bliver det muligt at bygge flere almene boliger – også i de dyreste områder. Samlet vil regeringens forslag muliggøre op mod 1.400 flere nye almene boliger om året.
Finansminister Nicolai Wammen siger:
Boligselskaberne i den almene sektor har været begrænset i at opføre boliger af det såkaldte maksimumbeløb. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi, at vores hovedstad og store byer bliver for de få velhavende og ikke længere et sted, hvor også SOSU’er, lærere, håndværkere og studerende har råd til at bo. Der er vi nødt til at få ændret. Derfor er jeg glad for, at vi i dag melder ud, at vi hæver maksimumbeløbet, så der de kommende år kan blive opført mange flere almene boliger.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Vi vil hæve maksimumbeløbet, så byggeriet kan komme i gang igen dér, hvor behovet er størst – i de områder, hvor almindelige mennesker har sværest ved at finde en betalbar bolig. Vi holder samtidig hånden under huslejen. Med den nye model giver vi kommunerne mulighed for at bygge dyrere dér, hvor det er nødvendigt – men uden at hele regningen ender hos lejerne. Det har været vigtigt for mig, at finde en løsning, der både får gang i byggeriet og sikrer en rimelig husleje.
Titel: Pressetelefon
Telefon: 3392 4114