Statens køb af Københavns Lufthavne A/S er nu gennemført

Københavns lufthavn

Betingelserne for købet af aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S er nu opfyldt. Transaktionen er i dag blevet gennemført og Finansministeriet ejer nu ca. 98,6 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne A/S. Den estimerede købspris udgør ca. 32,3 mia. kr.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik d. 26. november 2024 en politisk aftale om, at den danske stat kunne erhverve aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S.

Finansministeriet indgik på den baggrund en betinget købsaftale med det danske pensionsselskab ATP om at købe yderligere ca. 59,4 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne A/S.

Finansminister Nicolai Wammen udtaler:

Københavns Lufthavn er afgørende vigtig for Danmarks adgang til verden – og verdens adgang til Danmark. Jeg er derfor glad for det ansvar aftalepartierne har udvist, så vi også i fremtiden har en ansvarlig og langsigtet ejerkreds bag lufthavnen. Københavns Lufthavn er en af Danmarks største arbejdspladser og Nordens største internationale lufthavn og derigennem vigtig for den danske økonomi og konkurrenceevne.

Finansministeriet vil i sin nye egenskab af majoritetsaktionær anmode Københavns Lufthavne A/S om snarest at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til valg af ny bestyrelse.

Finansministeriet vil senest d. 28. oktober 2025 offentliggøre et pligtmæssigt købstilbud til øvrige minoritetsaktionærer i Københavns Lufthavne A/S. Tilbudsperioden vil løbe i mindst fire uger.

I forlængelse af den politiske aftale vil Finansministeriet arbejde for at fastholde aktiemajoriteten og vil over tid arbejde for delvist at nedbringe sin ejerandel til 50,1 pct. via et eller flere frasalg af aktier til langsigtede, ansvarlige investorer.