En bred kreds af Folketingets partier har i dag støttet regeringens forhandlingsoplæg til EU’s næste flerårige finansielle ramme (MFF) for 2028-2034. Regeringen går til forhandlingerne med klare prioriteter om et mere moderne budget som bidrager til at løse EU’s strategiske udfordringer, en markant reduktion af det foreslåede udgiftsniveau og en fair byrdefordeling.
Regeringen fik på dagens møde i Folketingets Europaudvalg opbakning fra en bred kreds af partier (V, K, LA) til de afgørende forhandlinger om EU’s næste flerårige finansielle ramme for 2028-2034.
EU’s budget skal bidrage til, at vi i EU kan svare på fremtidens udfordringer og samtidig levere på vores ambitioner. Regeringen arbejder for et moderne budget, som målrettes EU’s strategiske prioriteter og skaber størst mulig merværdi for Europa. Det gælder blandt andet styrkelse af europæisk forsvarsparathed og konkurrenceevne, fortsat støtte til Ukraine, håndtering af irregulær migration samtidig med, at der bliver leveret på den grønne omstilling.
Regeringen anerkender, at EU’s budget kan være større end i dag, men den foreslåede stigning er alt for høj. Det er derfor helt centralt for regeringen, at udgiftsniveauet reduceres markant, og at der sikres, en fair byrdefordeling mellem medlemslandene. Regeringen arbejder derfor for, at nye prioriteter må finansieres gennem klare prioriteringer i budgettet, ligesom man kender det fra de nationale budgetter.
Finansminister Peter Hummelgaard siger:
Dagens brede opbakning sender et stærkt signal til vores europæiske partnere om de danske prioriteter. Vi går nu til forhandlingerne om EU’s næste flerårige budget med de stærkest mulige kort på hånden og klare danske prioriteter. Europa står i en tid præget af usikkerhed, fragmentering og geopolitiske spændinger, og EU’s budget skal bidrage til, at vi i EU kan svare på fremtidens udfordringer. Men vi skal også have et budget som er økonomisk ansvarligt. Derfor går vi til forhandlingerne med en klar ambition om at reducere det foreslåede udgiftsniveau og modernisere budgettet med fokus på de områder hvor EU skaber mest mulig merværdi for de europæiske og danske borgere.
Titel: Pressetelefon
Telefon: 3392 4114