Fredag den 13. november flytter finansminister Peter Hummelgaard Finansministeriet til Aabenraa og den 7. december går turen til Langeland.
Med på turene deltager også Karina Lorentzen Dehnhardt, by-, land- og transportminister.
Finansminister Peter Hummelgaard siger:
Selv om Danmark geografisk er lille, er der stadig store forskelle. For store. Vi skal have gjort op med den geografiske ulighed. Derfor har vi i regeringsgrundlaget forpligtet os til at udarbejde en helhedsplan for et Danmark i bedre geografisk balance. Planen skal bl.a. bygge på erfaringer, synspunkter og input fra dem, der bor i de områder i landet, der er særlig hårdt ramt. Jeg har allerede nu fået en masse input fra organisationer, virksomheder og borgere i Nakskov og i Nykøbing Mors og nu glæder jeg mig til de to næste stop på turen – Aabenraa og Langeland.
By-, land- og transportminister Karina Lorentzen Dehnhardt siger:
Vi skal have et Danmark, hvor der er gode muligheder for at bo, leve og arbejde, uanset hvor i landet man bor. Det handler blandt andet om retfærdighed og lighed i muligheder. Derfor glæder jeg mig også til selv at komme rundt i landet sammen med mine embedsfolk og møde både borgere, virksomheder og organisationer. For vi skaber ikke et Danmark i bedre balance fra et skrivebord i København. Det gør vi sammen med dem, der bor og lever rundt omkring i landet.
Pressen er velkommen til store dele af programmet, og bedes henvende sig til Finansministeriets pressetelefon.
Er du en interesseorganisation, virksomhed, fagforening, borger eller andet og interesseret i at få et møde med finansministeren og by-, land- og transportministeren eller nogle af Finansministeriets embedsmænd, så klik på tilmeldingsknappen nederst eller skriv til Liv Arnth Jørgensen: liarj@fm.dk
Titel: Pressetelefon
Telefon: 3392 4114