Ordbog: Forstå økonomiske begreber
Velkommen til Finansministeriets økonomiske opslagsværk. Her finder du korte forklaringer på nogle af de mest gængse økonomiske begreber, som du ofte støder på i den offentlige debat.
Vi er lige gået i gang, men vi vil opdatere ordbogen løbende.
Ordbog
-
Arbejdsudbud er udtryk for det samlede antal arbejdstimer, som samfundet har til rådighed. Arbejdsudbud er altså ikke antallet af jobopslag, men måler hvor meget arbejdskraft, der er til rådighed. Arbejdsudbuddet kan enten vokse ved, at dem der allerede har et job arbejder flere timer om ugen, eller ved at flere står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Fx så stiger arbejdsudbuddet, hvis de unge kommer hurtigere gennem uddannelse og dermed tidligere ind på arbejdsmarkedet, hvis de ældre går senere på pension, eller hvis folk i job arbejder flere timer om ugen eller holder mindre ferie. Det vil også øge arbejdsudbuddet, hvis der kommer mere international arbejdskraft.
Omvendt så bliver arbejdsudbuddet mindre, hvis fx folk bliver mere syge, holder mere ferie, flere tager orlov, går ned i arbejdstid eller går tidligere på pension.
-
Bruttonationalproduktet, der forkortes BNP, er et af de vigtigste og mest centrale begreber i nationaløkonomi.
Det er betegnelsen for den samlede værdi som skabes på et år. I 2023 var Danmarks BNP fx på 2.785 mia. kr. (2.785.000.000.000 kr.)
Det er ikke hele værdien af al produktion i Danmark som tæller med i BNP. De importerede varer og tjenester, der er brugt til at lave et produkt, tæller nemlig ikke med.
Lad os give et eksempel: Du har en bagerforretning, der skal sælge et franskbrød. Bageren sælger det for 40 kroner, men der er brugt mel, gær, husleje, energi mv. til at producere brødet. Lad os sige, at værdien af alt det bageren skal bruge til at producere brødet samlet er 25 kr. Den ekstra værdi, der skabes ved at omdanne mel, gær og energi til et brød, er derfor kun 15 kr., dvs. brødet (eller rettere bagerens arbejdsindsats og hans brug af maskiner og bygninger) bidrager med 15 kr. til BNP.
Virksomhederne, som har produceret fx melet, har dog også skabt værdi, og bidrager dermed også til BNP. Det samme gælder som nævnt bagerens arbejdsindsats i kombination med indsatsen af maskiner og selve bagerbutikken. På den måde kan BNP betragtes som summen af al den værdi, der skabes af danske virksomheder og beskæftigede i Danmark.
-
Væksten i det demografiske træk viser, hvor meget mere eller mindre det offentlige skal bruge på at købe varer og udbetale løn til områder som børnepasning, ældrepleje og sundhed, i takt med, at befolkningens størrelse og sammensætning ændrer sig.
Her forudsættes det, at udgifterne skal være det samme pr. bruger som i dag, i det man kalder realudgifter, hvor man ser bort fra pris- og lønstigninger.Flere ældre skaber større behov for plejehjems- og sundhedsydelser, mens flere eller færre børn øger eller mindsker behovet for undervisning og børnepasning.
Når det demografiske træk analyseres, fokuseres der på to centrale faktorer:
- Befolkningens udvikling
- Gennemsnitlige udgifter pr. person
Finansministeriet justerer for "delvis sund aldring". Det betyder, at man forventer, at fremtidens ældre vil være sundere i takt med at levetiden stiger. Fx vil færre af de 70-årige i fremtiden være i de sidste leveår, som erfaringsmæssigt kræver mere behandling og/eller pleje.
For eksempel antages det, at en typisk 70-årig i 2040 vil være sundere end en typisk 70-årig i 2024, hvilket mindsker udgifter til sundhed og pleje for de 70-årige som gruppe. Det samme gælder for andre aldersgrupper.
Det er vigtigt at understrege, at væksten i det demografiske træk ikke er en udgiftsprognose. Det er en mekanisk beregning, der kan vejlede politikerne, når de tilrettelægger finanspolitik, men prioriteringen af ressourcerne vil altid være et politisk valg.
-
Finanseffekten er et udtryk for, hvordan ændringer i finanspolitikken påvirker den økonomiske aktivitet i samfundet på kort sigt. Den er vigtig for politikerne at kende, når de skal planlægge finanspolitikken fx for det kommende år. Derfor bliver finanseffekten blandt andet beregnet i forbindelse med fremlæggelsen af finanslovforslaget.
Det er ud fra finanseffekterne, at økonomer kan vurdere om finanspolitikken bidrager til at sætte mere skub i den danske økonomi eller sænke farten. Der kan være brug for både det ene eller andet, afhængig af den konkrete situation. Hvis finanseffekten er over nul sætter ændringen i den økonomiske politik mere gang i efterspørgslen, og er finanseffekten under nul dæmper finans- og strukturpolitikken farten i økonomien.
Når konjunkturerne svinger, vil der henover årene i lige stort omfang være brug for negative og positive finanseffekter, når sigtet er at mindske udsving i økonomien.
-
Finanspolitik handler især om, hvordan offentlige udgifter fordeles fx mellem sundhed, uddannelse, pleje eller offentlige ydelser, samt hvor de offentlige indtægter kommer fra, fx skatter og afgifter – herunder, hvor store de offentlige udgifter og indtægter skal være.
Finanspolitikken er direkte styret af politikerne i regeringen og Folketinget. De fastlægger, hvor mange penge, der skal bruges, hvordan de skal fordeles, og hvordan udgifterne finansieres. Eksempler på finanspolitik er finansloven samt de årlige budgetforhandlinger om kommunernes og regionernes økonomi.
Formålet kan være at investere i prioriterede politiske områder som forsvar og sundhed eller justere skattesatser op eller ned, fx for at skaffe finansiering til fælles velfærd, for at ændre den økonomiske omfordeling mellem rig og fattig eller for at reducere noget, man ønsker mindre af. Det kan fx være ved at lægge højere skatter på forurening.
Finanspolitikken spiller også en rolle i at stabilisere konjunkturerne sammen med pengepolitikken. I perioder med lavkonjunktur kan økonomien fx stimuleres ved at øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne, og dermed blandt andet bidrage til, at ledigheden ikke stiger så meget. Det omvendte gælder under en højkonjunktur, hvor man kan stramme finanspolitikken for at undgå overophedning af økonomien, som kan medføre høje lønstigninger og tab af konkurrenceevne.
-
Holdbarhedsindikatoren måler, om den planlagte finanspolitik er holdbar. En holdbar finanspolitik betyder, at den offentlige økonomi som det er i dag kan køre videre på meget langt sigt, uden at gælden løber løbsk. Er den økonomiske politik holdbar på langt sigt, betyder det, at den offentlige service og velfærdsydelser kan følge med velstandsudviklingen uden der er behov for at sætte skatterne op. Eller sagt med andre ord, at der også i fremtiden er råd til at fastholde det nuværende velfærdssamfund med de samme skatter, som vi har i dag.
Det er ikke i sig selv afgørende for den finanspolitiske holdbarhedsindikator, om gælden er høj eller lav. Kriteriet er, at den i sidste ende er stabil som andel af den samlede økonomi. Gælden må altså gerne vokse i kroner og ører, men vokser den mere i procent end økonomien som sådan, så bliver finansieringen af den offentlige sektor uholdbar, og så bliver man nødt til at gøre noget for at få gælden tilbage på sporet.
Formålet med at beregne holdbarheden er altså at vurdere, om det nuværende samfund kan videreføres, som det er, eller om der skal foretages indgreb.
Holdbarheden måles med en holdbarhedsindikator. Er holdbarhedsindikatoren på nul eller derover så er den offentlige sektors økonomi holdbar eller ”mere end holdbar”. Er den omvendt et negativt tal, så er den økonomiske politik ikke holdbar.
-
Inflation er et begreb, der er blevet brugt rigtig flittigt i de senere år. Men hvad betyder det, og hvorfor opstår det?
De fleste ting stiger i pris over tid. Det vil sige, at du kan købe mindre for 100 kroner nu, end du kunne for et år siden.
Der er ikke nødvendigvis tale om inflation, bare fordi din lokale kaffebar sætter prisen på croissanter op. Der er kun tale om inflation, hvis den samlede pris på de varer og tjenester, du og andre køber, fx chokoladeis, croissanter, elektronik og fodbehandling, stiger.
Normalt er inflationen ca. 2 pct. om året. Det betyder altså, at prisen på de varer og tjenester vi køber samlet set stiger med ca. 2 pct. om året. Inflation kan dog i perioder være højere eller lavere end 2 pct.
Højere inflation kan fx skyldes, at efterspørgslen stiger mere end udbuddet, fx under en højkonjunktur, hvor beskæftigelsen er høj, og flere derfor har en større indkomst. Men det kan også skyldes, at udbuddet pludseligt falder, fx på grund af krig, tørke eller forstyrrelser af den internationale transport.
Ændringer i efterspørgsel og udbud kan påvirke omkostningerne til at producere varer og tjenester, og derigennem påvirke prisen på de varer og tjenester, som du køber. De fleste virksomheder bruger en eller anden form for energi, og derfor er priserne på rigtig mange varer følsomme over for stigende energipriser. Altså kan mangel på energi, og dermed meget høje energipriser, medføre en periode med inflation. Mangel på arbejdskraft og øgede lønomkostninger kan også være med til at puste til inflationen.
-
De mellemfristede fremskrivninger er fremskrivninger af dansk økonomi, fx BNP, beskæftigelse og ledighed. Samtidig er der også fremskrivninger af de offentlige udgifter og indtægter. Mellemfristede fremskrivninger rækker typisk 5 til 8 år frem i tiden. De mellemfristede fremskrivninger indeholder også en længere beregningsteknisk fremskrivning, som løber hele vejen til 2130, og bruges til at beregne den finanspolitiske holdbarhed.
Beregningerne giver et billede af dansk økonomi flere år frem i tiden, og er derfor et vigtigt værktøj for politikerne, når de planlægger, hvilken økonomisk politik de skal føre de næste år. For eksempel beregnes det finanspolitiske råderum i de mellemfristede fremskrivninger. Råderummet viser, hvor mange penge regeringen kan prioritere til velfærd, klima, at sætte skatten ned eller noget helt fjerde.
De mellemfristede fremskrivninger tager udgangspunkt i, at økonomien fortsætter som den er nu. Derudover tages der bl.a. højde for de reformer, som er besluttet, fx ændringer i pensionsalder. Fremskrivningerne er med andre ord ikke prognoser, hvor man forsøger at forudse, hvad der mest sandsynligt vil ske i de kommende mange år. De er i stedet alene en beregningsteknisk fremskrivning af, hvordan økonomien, herunder især den offentlige økonomi, vil udvikle sig, hvis samfundet grundlæggende kører videre, som det gør i dag. Det er vigtigt i forhold til at vurdere, om den offentlige økonomi er holdbar – eller om der i fremtiden er behov for at justere den førte politik.
-
Nettobidraget til de offentlige finanser måler, hvor meget en person bidrager til statens indtægter gennem skatter, samt hvilke offentlige ydelser og services, såsom sundhed, uddannelse og pleje, folkepension eller arbejdsløshedsdagpenge, de modtager.
Dette bidrag giver indsigt i, hvordan velfærdsstaten omfordeler offentlige indtægter og udgifter mellem fx forskellige aldersgrupper samt mellem personer med og uden beskæftigelse.
Når en person betaler mere i skat og afgifter mv., end personen modtager i offentlige ydelser og services, har personen et positivt nettobidrag i året for opgørelsen.
Omvendt, hvis personen modtager flere ydelser og services, end personen betaler i skat og afgifter mv., har personen et negativt nettobidrag i opgørelsesåret.
Børn og ældre er generelt forbundet med nettoudgifter, da de modtager serviceydelser som dagtilbud, uddannelse, sundhed og pleje. Da de ikke er i den erhvervsaktive alder, bidrager de kun i begrænset omfang til skatteindtægterne.
Personer i den erhvervsaktive alder, der er i beskæftigelse, har derimod typisk et positivt nettobidrag til de offentlige finanser, fordi de betaler skat gennem deres arbejde.
Personer i samme aldersgruppe, der ikke er i beskæftigelse, fx fordi de er på førtidspension pga. sygdom, vil i gennemsnit have et negativt nettobidrag som følge af offentlige udgifter til indkomstoverførsler.
Nettobidragsopgørelsen kan derfor bruges til at illustrere både omfordelingen og forsikringsfunktionen ved velfærdsstaten.
-
Formålet med pengepolitik er at sikre stabile forbrugerpriser, hvilket konkret betyder, at inflationen er tæt på 2 pct. En lav og stabil inflation gør det lettere for både husholdninger og virksomheder at planlægge deres forbrug og investeringer, og understøtter dermed en mere stabil samfundsøkonomisk udvikling.
I Danmark varetages pengepolitikken af Danmarks Nationalbank. For at sikre stabile priser er det politisk besluttet, at Danmark fører fastkurspolitik, dvs. Nationalbanken skal holde kursen på danske kroner stabil over for euroen. Det medfører, at de danske renter som udgangspunkt følger renteniveauet i euroområdet, og dermed vil pengepolitikken i Danmark følge pengepolitikken fra Den Europæiske Centralbank (ECB), som har samme inflationsmål på 2 pct.
Under en højkonjunktur sætter ECB renterne op for at dæmpe efterspørgslen og undgå overophedning af økonomien, mens renterne sættes ned under en lavkonjunktur.
Du kan læse mere om pengepolitik på Danmarks Nationalbanks hjemmeside
-
Råderummet er kort fortalt, hvor mange ekstra penge, korrigeret for inflation, samfundet maksimalt har til rådighed til mere offentligt forbrug eller andre formål, fx ændrede skatter, på et givent tidspunkt i fremtiden, aktuelt frem mod 2030.
Det offentlige forbrug omfatter blandt andet sundhed, uddannelse, børnepasning, ældrepleje, forsvar og politi mv., og pengene går især til løn til offentligt ansatte samt køb af varer og ydelser fra den private sektor.
Som udgangspunkt bliver vi rigere år for år, fordi vores BNP vokser. Når vi producerer mere, tjener vi mere og betaler flere penge i skat og afgifter til staten. Flere penge i kassen giver mulighed for at øge de offentlige udgifter. Nogle af pengene reserverer vi fx til offentlige investeringer, dvs. til at vedligeholde og forbedre vores hospitaler, veje mv.
Der skal også sættes penge af til dagpenge, folkepension og andre offentlige ydelser.
For at beregne det finanspolitiske råderum, er der er en faktor mere, vi skal tage højde for. Og det er det såkaldte saldomål.
Politikerne beslutter nemlig, om de offentlige udgifter må være større end de offentlige indtægter, og det er vores saldomål. I øjeblikket sigtes der efter, at saldoen er -0,5 pct. af BNP i 2030.
Hvis politikerne beslutter, at saldoen skal være højere, fx 0,0 pct. af BNP, så vil råderummet tilsvarende blive 0,5 pct. af BNP mindre.
Når man har et bud på, hvor mange flere penge der kommer ind, hvor meget der reserveres til investeringer og overførsler mv., og et mål for, hvor stort underskuddet må være, så ved man også, hvor meget det offentlige forbrug maksimalt kan stige. Og det kaldes råderummet.
Det er politikerne i Folketinget, der beslutter, hvad pengene i råderummet skal gå til, dvs. om det skal bruges på fx offentlig velfærd eller skattelettelser.
-
Økonomer skelner mellem den faktiske og den strukturelle beskæftigelse. Den faktiske beskæftigelse er ret simpel. Den er blot et udtryk for antallet af personer, som har et arbejde på et givet tidspunkt.
Modsat er den strukturelle beskæftigelse et udtryk for beskæftigelsen, hvis man korrigerer for midlertidige konjunkturudsving. Altså ser man bort fra, om det går særlig godt eller dårligt for beskæftigelsen på grund af, at vi er i en høj- eller lavkonjunktur. Den faktiske beskæftigelse vil over tid svinge omkring den strukturelle beskæftigelse.
For at bestemme den strukturelle beskæftigelse beregner økonomer, hvor høj eller lav beskæftigelsen ville være, hvis økonomien var i en ’neutral’ situation. Størrelsen på den strukturelle beskæftigelse er svær at beregne, fordi det er svært at vurdere, hvor langt økonomien er fra en neutral situation. Den strukturelle beskæftigelse er derfor ikke noget man kan slå op i en statistikbog, men et skøn som økonomer laver. For at gøre det benytter Finansministeriet forskellige modeller.
Den strukturelle beskæftigelse er et vigtigt værktøj for Finansministeriet, fordi der ses bort fra midlertidige udsving, hvilket er vigtigt, når finanspolitikken skal planlægges.
-
Når økonomer taler om offentlig saldo, skelner de mellem den faktiske og den strukturelle saldo. For at forstå den strukturelle saldo må vi først forstå den faktiske saldo. Den faktiske saldo viser det offentlige overskud eller underskud for et givent år og opgøres ved at udregne forskellen på de offentlige indtægter og udgifter. Lidt populært sagt kan man sige, at den faktiske saldo er ligesom resultatet af et husholdningsbudget. Indtægter minus udgifter.
Den strukturelle saldo svarer til den faktiske saldo bortset fra, at den er korrigeret for påvirkning fra konjunkturudsving og andre midlertidige forhold. Når det går godt i økonomien og der er højkonjunktur, er der flere i beskæftigelse og fx færre på dagpenge. Det giver både flere skatteindtægter og færre dagpengeudgifter. Den faktiske saldo bliver altså bedre, når det går godt i samfundsøkonomien, og værre når det ikke går så godt. Det forsøger økonomer at rense for.
Derfor viser den strukturelle saldo, hvor stort det offentliges overskud eller underskud ville være i det, man kan kalde en normal situation. På den måde giver den strukturelle saldo et mere retvisende billede af den reelle status på de offentlige finanser, fordi man ser bort fra midlertidige og tilfældige påvirkninger af økonomien. Derfor er den strukturelle saldo et bedre og mere stabilt styringsværktøj for finanspolitikken, og den spiller en central rolle i den finanspolitiske planlægning i Danmark.
Når man styrer efter den strukturelle saldo i stedet for den faktiske saldo betyder det fx, at det ikke er nødvendigt at reducere de offentlige udgifter, alene fordi økonomien er i en lavkonjunktur.
-
Vækst er et udtryk for, at vi som samfund bliver rigere, fordi vi producerer flere produkter og tjenesteydelser eller bedre produkter og ydelser end tidligere. Hvis man tager telefoner som eksempel, så havde vi i 80’erne fastnettelefonen, i 90 mobiltelefonen og i 00’erne fik vi smartphonen. Altså en klar kvalitetsforbedring. Samtidig har flere fået en telefon, altså produceres der også flere.
Når vi producerer flere og bedre varer og services, er der økonomisk vækst. Den økonomiske vækst opgøres ved at se på, hvor meget bruttonationalproduktet vokser fra år til år. Hvis fx bruttonationalproduktet vokser med 2 pct. på et år, så har vi haft en vækst på 2 pct.
Økonomisk vækst er baggrunden for, at vi som samfund har fået råd til mere og bedre privat og offentligt forbrug, og at realindkomsten for lønmodtagere og overførselsmodtagere generelt er stigende. Økonomisk vækst kan i nogle tilfælde belaste fx miljøet, men den behøver ikke gøre det. Over de seneste 30-40 år er der fx sket en stor stigning i Danmarks BNP samtidig med, at energiforbruget har været cirka uændret og Danmarks CO2-udledninger er blevet omtrent halveret.