Råderummet er kort fortalt, hvor mange ekstra penge, korrigeret for inflation, samfundet maksimalt har til rådighed til mere offentligt forbrug eller andre formål, fx ændrede skatter, på et givent tidspunkt i fremtiden, aktuelt frem mod 2030.
Det offentlige forbrug omfatter blandt andet sundhed, uddannelse, børnepasning, ældrepleje, forsvar og politi mv., og pengene går især til løn til offentligt ansatte samt køb af varer og ydelser fra den private sektor.
Som udgangspunkt bliver vi rigere år for år, fordi vores BNP vokser. Når vi producerer mere, tjener vi mere og betaler flere penge i skat og afgifter til staten. Flere penge i kassen giver mulighed for at øge de offentlige udgifter. Nogle af pengene reserverer vi fx til offentlige investeringer, dvs. til at vedligeholde og forbedre vores hospitaler, veje mv.
Der skal også sættes penge af til dagpenge, folkepension og andre offentlige ydelser.
For at beregne det finanspolitiske råderum, er der er en faktor mere, vi skal tage højde for. Og det er det såkaldte saldomål.
Politikerne beslutter nemlig, om de offentlige udgifter må være større end de offentlige indtægter, og det er vores saldomål. I øjeblikket sigtes der efter, at saldoen er -0,5 pct. af BNP i 2030.
Hvis politikerne beslutter, at saldoen skal være højere, fx 0,0 pct. af BNP, så vil råderummet tilsvarende blive 0,5 pct. af BNP mindre.
Når man har et bud på, hvor mange flere penge der kommer ind, hvor meget der reserveres til investeringer og overførsler mv., og et mål for, hvor stort underskuddet må være, så ved man også, hvor meget det offentlige forbrug maksimalt kan stige. Og det kaldes råderummet.
Det er politikerne i Folketinget, der beslutter, hvad pengene i råderummet skal gå til, dvs. om det skal bruges på fx offentlig velfærd eller skattelettelser.