Danmark har siden årtusindeskiftet gennemgået en digital omstilling af den offentlige service. Fælles løsninger som borger.dk, Virk.dk, sundhed.dk, Digital Post, NemID og nu MitID gør hverdagen nemmere for borgere og virksomheder, hjælper myndighederne med at yde en god offentlig service og danner et solidt grundlag for fremtidens digitale udvikling.
Udviklingen har været drevet af høje politiske ambitioner og en stor lokal indsats i kommunerne og regionerne samt på tværs af sektorområder, hvor både borgere og de offentlige medarbejdere har vist sig parate til den digitale omstilling. Ambitionen har hele vejen været at gøre det lettere at være borger og drive virksomhed i Danmark. I dag opretter vi enkelt nye virksomheder på nettet, skriver vores børn op til daginstitutioner, tjekker svar på blodprøver, læser vores elektroniske post og foretager sikre betalinger fra sofaen.
Vi er kommet langt, men vi har fortsat brug for digitale redskaber og et stærkt digitalt fundament til at klare fremtidens udfordringer.